|
0
registrerede
1048
gæster og
2319
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Den kristne tro
|
Hej Arne
Når jeg læser, hvad du skriver, får jeg det indtryk, at du mener:
- Gud er almægtig og verdens skaber
- "Gud elsker mennesket"
- Vi mennesker tilbydes at være "Guds kongelige præsteskab"
- "Vores kald er at udvikle Guds skabelse - at bringe orden ind i verden og få den til at blomstre og blive et vidunderligt sted."
Det er da et meget, meget smukt budskab, der virkelig vil noget, må jeg sige - og som giver os mennesker en fantastisk dominerende position i dette univers.
Men det er så her spørgsmålet melder sig for mig, om ikke dette er en selvforherligende ønskedrøm om menneskets rolle i universet.
Indskrænker vi imidlertid "verden" til alene at omfatte den lille planet, hvor vi befinder os, og hvis vi tillige erkender vi menneskers indtil videre meget kortvarige eksistens i denne klodes historie, så finder jeg idéen om en altomfattende kærlighed - med eller uden en Gud - intet mindre end vidunderlig.
To ting:
1) Jeg opfatter det bestemt ikke som et magtbegær, men som et ansvar vi mennesker har. Vi kan gøre meget skidt, men også meget godt for denne verden. Jeg ser intet selvforherligende i dette, men en fundamental ydmyghed.
2) Jeg får ikke det indtryk, at kristendommen afgør et menneskes værdi på, hvor langt der er mellem stjernerne i rummet, eller hvor lang tid vores planet har eksisteret, eller hvor stor den er i forhold til andre planeter i rummet. I så fald ville du også kunne argumentere for, at mennesket intet er værd i forhold til insekterne, som er mange flere end os.
Jeg ser ikke, at vores værdi afgøres af kvantitative forhold som dem, du nævner, men snarere af kvalitative forhold ... for eksempel af at vi er i stand til at elske - og øve - retfærdighed og barmhjertighed. Vi kan gøre livet og verden til noget helt vidunderligt. Vi har muligheden for at gøre en kvalitativ forskel (både den ene og den anden vej).
Hvad fremtiden så måtte bringe af kvantitative forhold i universet, vil jeg ikke gisne om lige nu. Hvad du nævner om menneskeracens eksistens (hvor lang tid vi har eksisteret), så lover kristendommen os, at vi igen vil opstå i kødet og leve for evigt.
Vi lærer også, at hvad vi gør nu i tro, håb og kærlighed for hinanden og for verden, ikke nogensinde vil være uden nytte.
|
|
|
|
