|
0
registrerede
438
gæster og
37
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Den kristne tro
|
Hej Tikka
Jeg vil tro, det blev nemmere at forstå; hvem der var hvem, hvis der blev indsat et navn for Gud skaberen i stedet for at omskrive navnet Jahveh med Herren/HERREN
YHWH er det gamle navn for Gud, og måske det blev udtalt Yahweh, eller Jahveh. Men på Jesus' tid blev det anset for alt for Helligt at udtale for almindelige jøder, der læste i deres skrifter, og de sagde så Herre, eller Adonai. Adonai blev flettet sammen med YHWH, og så fik man Jehovah.
I dit citat - Romerbrevet 14:7-12 vers 9 - finder jeg både Herre og herre. Men det ser ud til at være noget grammatisk. I det ene tilfælde har vi Herren, når vi ser titlen blive en en slags navngivning, i det andet tilfælde ser vi det i betydningen "at være en herre" (over nogen).
Med hensyn til vores diskussion af tro og trofasthed, ser det ud til - hvis jeg læser vores korrespondance korrekt - at vi er enige i, at troen rummer en forpligtelse. "Til døden" tilføjer du endda. Men vi har også talt om, at et menneske godt kan "svigte", men stadig forblive trofast - det gjorde Simon Peter. Han ville ikke kendes ved Jesus, da Jesus skulle for rådet. Men efter at have fået Helligånden forblev han trofast til døden.
Ydermere har jeg nævnt, at vi har fået en bøn af Jesus selv, hvor vi dagligt beder om tilgivelse.
Mit spørgsmål til dig er derfor, hvordan du forholder dig til disse to ting set sammen? På den ene side skal den kristne være trofast indtil døden. På den anden side har den trofaste lært at bede om tilgivelse hver dag og ikke at forestille sig at være perfekt. Hvordan hænger det sammen?
Vi har også en diskussion kørende om Himlen. Du ser ud til at tro, at "endedestinationen" er Himlen, et sted langt borte fra Jorden. Jeg mener omvendt, at endedestinationen er en forening af Himlen og Jorden, Ny Skabelse, ny fysisk krop i en fuldkommengørelse af vores verden.
Har du nogle citater, du vil bringe på banen, som vi så kan tage udgangspunkt i?
Og hvordan forholder du dig til følgende, som stiller den kristne etik i forhold til vores tanker om sammenhængen melllem Jorden og Himlen:
Det er nok lettest at beskrive min nye forståelse af kristendommens moral og etik ved at sidestille den med en mere eller mindre karikeret forståelse af den kristne middelalders platonisk inspirerede "Himmel" - en tilstand uden tid, rum og stof, en slags tidløs evighed uden krop og handling. Et sted langt borte fra denne verden, Jorden.
Hvad mener jeg med dette? Jo, nogle forestiller sig jo, at Gud har skabt verden som en moralsk barre for mennesker. At det at være iklædt kød og sat i verden er en slags prøve. Tanken er så, at mennesker skal hoppe over denne barre for at "komme i Himlen" efter døden. En tilføjelse til denne karikatur er nu, at Jesus kom og hoppede over barren i et meget flot spring, hvorefter Gud fjernede udfordringen, så alle andre mennesker, der råber "Jesus er Herre", mens de løber, ikke behøver at hoppe, men får en fribillet til Himlen efter døden. Grundforståelsen inden for denne kunstige adskillelse af Jord og Himmel er, at skabelsen er en dårlig ting, at kroppen er sjælens fængsel, og at verden en dag går godt og grundigt under i en slags kosmisk forløsning, mens sjælene er flygtet til en "hinsides fredfyldt lykketilstand".
Men det kristne verdensbillede er oprindeligt og med udgangspunkt i skriften ganske anderledes, hvilket - Gud ske tak og lov - giver den kristne etik et andet og helt igennem autentisk udtryk.
En god Gud har skabt en god verden, som aldrig har været ment til at blive forkastet. Heller ikke er Himlen et sted langt borte herfra, hvor buttede babyer spiller på musikinstrumenter siddende mageligt på en tot vat.
Faktisk er Jorden (menneskets dimension) og Himlen (Guds dimension) ment til at være ét. Målet er at forene dem i Ny Skabelse.
Menneskets kald er at fortsætte manifestationen af det Gudsrige, som Jesus indviede, indtil Gud fuldkommengør hele skabelsen og lader alt, hvad vi har gjort i Jesu Kristi navn, fortsætte ind i og blive en del af Ny Skabelse. Målet har derfor aldrig været at flygte fra verden ved at bestå en prøve, men at herske i og over verden ved at reflektere Guds kærlighed og visdom ind i den - og gøre den til et vidunderligt sted.
I dette perspektiv er frelsen i øvrigt ikke bare en individuel sag. Den er ikke et spørgsmål om at finde en indre, privat salighed. Frelsen består i, at mennesket bliver i stand til - sammen med resten af Guds folk - at styre denne verden på en god og skøn måde og få den til at blomstre. Mennesket frelses med andre ord for at frelse verden. Vi er Guds aktører. Gud handler gennem os. Derfor er vi skabt i Guds billede, for at Gud kan reflektere sit virke ind i verden via os. Alle mennesker har derfor en ubetinget høj værdi i kristendommen. Og hele frelsesplanen er, at mennesket genoptager sit kald som Guds billedbærere - så billedet som knustes i syndefaldet bliver helt igen - og gør verden til et overdådigt sted.
Dette ændrer perspektivet på den kristne moral og etik.
|
|
|
|
