|
1
registreret Arne Thomsen
133
gæster og
324
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Den kristne tro
|
Hej allesammen
Hanskrist, du skriver:
særlig tak til Thomas og den struktur han bringer med ind over, såvel som de yderst interessante store fremskridt han gør, som jeg nyder meget selv om det ikke altid går i min retning
Jamen, selv tak! Jeg er meget taknemmelig for, at du deltager i tråden :-)
Og jeg er selvfølgelig nysgerrig efter at høre, hvornår og hvordan "det ikke altid går i din retning".
Kristendommen er en fortælling om at Gud ikke er menneskeløs, men at mennesket dog kan være gudløse (ugudelige).
Dette ville jeg ikke have forstået engang. Men efter at være begyndt at læse i biblen dagligt (begge testamenter) og lytte til N. T. Wright og hans måde at fremlægge biblens meta-narrativ, så begynder jeg at forstå. Nu er det så spændende, om vi forstår det samme; eller måske kommer vi fra to forskellige vinkler til det samme. Jeg vil derfor forsøge at kommentere på din udtalelse om, at Gud ikke er menneskeløs, selv om menneskene godt kan være gudløse:
Efter at Adam og Eva blev smidt ud af Edens Have på grund af deres oprør, fortsatte menneskene i samme oprørske spor. De tilbad verden frem for Gud - de afgudsdyrkede, hvilket er syndens rod. De havde grebet ud efter frugten på kundskabens træ for selv at definere, hvad der skulle være godt og ondt. For at lave deres egne regler frem for tålmodigt at underkaste sig Guds undervisning og visdom.
Gud spredte dem (Babelstårnet) og vaskede Jorden ren for ondskab (Noah og syndfloden). Men det var ikke nok. Ondskaben var stadig i verden - dog lovede Gud med sin regnbue aldrig at ødelægge alt igen.
Og mennesket skulle igen vise sig at være kaldet til at være Guds agenter i verden. For Gud vil herske i sin skabelse gennem mennesket. Mennesket skal være Hans Kongelige Præsteskab, ment til at manifestere hans vise herredømme ind i og ud over skabelsen. Så Han indgik en pagt med Abraham. En gammel mand fik et løfte om, at gennem ham skulle Jordens folk velsignes.
I den forbindelse er det interessant at høre Paulus give mere vægt til dette løfte end til omskærelsen (ja, de uomskårne skal forblive uomskårne - for det vigtige er hjertets omskærelse). For løftet kom først, og Abraham er derfor fader til både de omskårne og uomskårne.
Abraham fik Isaak, og Isaak fik Jakob. Og Israel voksede til. De blev reddet ud af Egypten og gik gennem vandet. Hos Johannes Døberen fik folk også en tur gennem vandet - næppe en tilfældig symbolsk handling taget i betragtning hvordan Israel gennem tiderne fejrede udfrielsen af Egypten. Ligesom Israel blev udfriet fra Egypten og fik deres eget land (med besvær pga. deres fortsatte oprør!), lige sådan udfries mennesket gennem dåben fra den gamle skabelse, og noget nyt får lov at blive til i os og gennem os.
Men det, jeg i virkeligheden vil påpege, er netop Israels konstante oprør mod Gud. Ja, de kunne være gudløse. Men Gud er aldrig menneskeløs. Igen og igen tilgav Han dem. Igen og igen rakte han ud og bad dem være Hans Folk.
Hvorfor?
Fordi Gud vil handle i Sin skabelse gennem mennesket!
Det vender altid tilbage til, at vi er Guds agenter, Hans aktører i Hans skabelse. Vi er ment til at være et kongeligt præsteskab, der reflekterer Hans kærlighed og visdom ind i verden.
Og Israel skulle være et lys for alle nationer. Israel var Guds "redningshold". Gennem Israel skulle skabelsen bringes på ret køl igen. Først skal mennesket bringes på ret køl - så kan skabelsen i sin helhed føres på ret køl. Først mennesket (Guds aktører), så verden (Guds skabelse). Vi har betydning for Gud.
Men Israel svigtede igen og igen. Og igen og igen. Og igen. Og igen. Og igen og igen og igen og igen. De var ikke et lys for verden, men var tilfredse med at være "lysets børn". Og Israel lukkede sig stolt om sig selv.
Og til sidst måtte Gud komme ind i verden. Som menneske. Som os. Hvordan kan en ond verden rumme noget så godt? Ak, det gik som bekendt også, som det måtte gå. Verdens had ramte Jesus og dræbte ham. Jesus døde på grund af verdens synd. Men også for verdens synd døde Jesus.
Han kom til verden for at redde den. Det gamle Israel kunne ikke. Det gamle Israel syndede som alle andre folk. Men Jesus var syndfri. Han var verdens lys. Det lys som Israel ikke havde været i stand til at være.
Og da det onde samlede sig om ham - allerede som spæd blev han stræbt efter livet - kunne det ikke ernære sig af ham. Det fik ikke lov at cirkulere. Han gav det ikke videre. Det onde blev brudt i ham. Og sådan døde han for vores synder. Han døde ved at lade al uretfærdighed, had og ondskab ramme. Det hele bar han uden at give noget af det videre. I en vis forstand udmattede han det ondes kraft og vandt sejren over verdens ondskab. Og sådan kunne han blive førstegrøden af Ny Skabelse. Sådan kunne Den Nye Tidsalder indvies.
Og her står vi - efter indvielsen og før fuldkommengørelsen. Og hvad vi gør nu i Jesus Kristus, vil blive en del af og have betydning i al evighed.
|
|
|
|
