Hvis det ikke er Himlen (et sted langt herfra), vi skal ind i, men vi derimod skal blive her i en fornyet krop og verden, Ny Skabelse, og at alt, hvad vi gør i Jesu Kristi navn i dette liv, vil få betydning ind i næste tidsalder, hvor vi skal genopstå med udødelige kroppe i en verden uden lidelse og død, SÅ giver det vi gør i selvhengiven kærlighed her og nu pludselig meget mere mening.

Tænk for eksempel på Jesu navlemærker, som han tilbød Thomas at føle på. Hvad vi gør nu i denne tidsalder for Gud bæres på en eller anden måde med ind i Ny Skabelse. Det har betydning! Ikke kun som et instrument for noget helt andet, men som noget ganske meningsgivende og betydningsfuld, nu og i fremtiden.

Ja, der sker noget radikalt ved overgangen til Ny Skabelse. Men der er også kontinuitet.

Jeg kan forstå, at det også er kærligheden, der har grebet dig. Den oplevede du så i mødet med den Kristus-ikon, du omtaler. Spiller Jesus nogen rolle i denne sammenhæng?