|
1
registreret
(1 usynlig),
733
gæster og
195
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Den kristne tro
|
Hej Arne
Hej Thomas - og dig Hanskrist.
I har begge en tro - hver på sin måde - indenfor kristendommen, og ingen af jer er jo naive idioter, der blot ligger under for omgivelsernes pres.
Så pirrer det min nysgerrighed:
Hvordan er I - hver på jeres egen måde - nået til den tro på kristendom, I hver især har?
For dit vedkommende, Hanskrist, fornemmer jeg, at det peger lidt i retning af den oplevelse, Paulus fortæller, han havde "på vejen til Damaskus" - sådan som fx. Jehovas Vidner fortæller det (tilfældigt at det lige var dem, jeg fandt på nettet) blinker
Og for dit vedkommende, Thomas, fornemmer jeg, at idéen om "den uselviske kærlighed" har været et vigtigt skridt på vejen.
Det er sandt. Den uselviske kærlighed. Den skinner suverænt igennem Jesu ord og liv - og gennem hele evangeliet. På grund af den uselviske kærlighed - den selvhengivende kærlighed - er jeg igen og igen vendt tilbage til kristendommen.
Engang var der ting, jeg ikke kunne forlige mig med. F.eks.:
Hvis menneskets mål er at komme i Himlen ved at elske andre uselvisk, hvad så med de andre mennesker, man er god imod? Egentlig er man jo bedre mod sig selv, hvis det er en selv, der kommer i Himlen i al evighed, mens den anden blot får noget godt "af denne verden" en liden stund.
Man kunne selvfølgelig gå videre og sige, at det handler om at få de andre i Himlen også. Men igen virker det underligt, at dette gode man gør - f.eks. helbreder deres krop, uddanner deres sind - kun er et instrument og så at sige i sidste ende "falder fra", fordi det vigtigste er billetten til Himlen. På tærsklen til Himlen og dens evighed, hvilken betydning havde det så?
MEN:
Hvis det ikke er Himlen (et sted langt herfra), vi skal ind i, men vi derimod skal blive her i en fornyet krop og verden, Ny Skabelse, og at alt, hvad vi gør i Jesu Kristi navn i dette liv, vil få betydning ind i næste tidsalder, hvor vi skal genopstå med udødelige kroppe i en verden uden lidelse og død, SÅ giver det vi gør i selvhengiven kærlighed her og nu pludselig meget mere mening.
Tænk for eksempel på Jesu navlemærker, som han tilbød Thomas at føle på. Hvad vi gør nu i denne tidsalder for Gud bæres på en eller anden måde med ind i Ny Skabelse. Det har betydning! Ikke kun som et instrument for noget helt andet, men som noget ganske meningsgivende og betydningsfuld, nu og i fremtiden.
Ja, der sker noget radikalt ved overgangen til Ny Skabelse. Men der er også kontinuitet.
---
Du taler så om det onde i verden og om menneskets betydning. Den diskussion vil jeg meget gerne fortsætte. Men for at det ikke bliver for langt denne gang, stopper jeg for nu.
Jeg kan forstå, at det også er kærligheden, der har grebet dig. Den oplevede du så i mødet med den Kristus-ikon, du omtaler. Spiller Jesus nogen rolle i denne sammenhæng?
|
|
|
|
