|
0
registrerede
1048
gæster og
2319
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Den kristne tro
|
Hej Thomas - og dig Hanskrist.
I har begge en tro - hver på sin måde - indenfor kristendommen, og ingen af jer er jo naive idioter, der blot ligger under for omgivelsernes pres.
Så pirrer det min nysgerrighed:
Hvordan er I - hver på jeres egen måde - nået til den tro på kristendom, I hver især har?
For dit vedkommende, Hanskrist, fornemmer jeg, at det peger lidt i retning af den oplevelse, Paulus fortæller, han havde "på vejen til Damaskus" - sådan som fx. Jehovas Vidner fortæller det (tilfældigt at det lige var dem, jeg fandt på nettet) 
Og for dit vedkommende, Thomas, fornemmer jeg, at idéen om "den uselviske kærlighed" har været et vigtigt skridt på vejen.
Men en egentlig beskrivelse/forklaring, som (vi) andre kan fatte, tvivler jeg på, I kan give - og i så fald blot:
Til Lykke med, at I har fået en tro!
(Den uselviske kærlighed - jeg kunne have lyst til et mindre benægtende og mere bekræftende udtryk - måske noget i retning af "den ægte altomfattende kærlighed" - oplevede jeg for første gang i mit liv i den Kristus Ikon, jeg har lagt i billedarkivet - og det var ikke "på vejen til Damaskus", men efter at have gået vejen gennem en subtropisk urskov på en lille græsk Ø til et ubeboet kloster på en mindre bjergtop.)
Men uanset hvordan vi hver især har haft vore oplevelser, så har det altså ført til, at I begge er blevet kristne, mens jeg ikke er nået så langt.
Jeg mener at kunne erkende, at der her er tale om store og - rent ud sagt - vidunderlige kvaliteter, men når vi kommer til, hvad vi plejer at benævne Gud, så "springer kæden af" for mit vedkommende.
Hvis verden, dette univers, måske også flere andre universer, alt hvad der er i verden, er skabt, så må der jo være en skaber eller en skaberkraft - i kristendommen: Faderen, Skaberen, Alherskeren - og som jo altså også har skabt, hvad vi opfatter som "det onde".
Så er det vel ikke så underligt, at det bliver lidt svært at opretholde den idylliske idé om alherskeren, der elsker os
Buddhisterne - uden en Gud - siger - ultrakort sagt:
Der er lidelse.
Der er en årsag til lidelsen.
Der er en vej ud af lidelsen.
Men det løser jo ikke kristendommens problem med, at Skaberen har skabt lidelse og "det onde".
Og det mener jeg ikke, man kan "snakke sig fra"
Man kunne måske sige, at vi mennesker er så ubetydelig en del af dette univers, at vore oplevelser af lidelse og ondskab kan ignoreres i det samlede billede. Men det hjælper jo ikke os...
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
