|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Den kristne tro
|
Hej RoseMarie
Dejligt at høre fra dig!
Poesi betyder skabelse, og for mig er poesien både skabt og skaber også mig (læseren) og selvfølgelig også forfatteren på ny. Hver gang jeg læser eller lytter til poesi, hver gang jeg ser ind i et andet menneskes øjne, skabes jeg på ny.
Det er desværre aldrig faldet mig naturligt at læse poesi, selv om jeg nu og da følger med på "Mellemrummet" - og lader mig berige.
Men efter at være begyndt at læse biblen dagligt har jeg fået øjet op for poesien. Det er ret stærke billeder, biblen vækker, ikke mindst når den udtrykker sig gennem poesi. Tænk blot på Salmerne.
Også Paulus har sine poetiske øjeblikke, se f.eks. hans kenosis-hymne, hans hyldestdigt om Jesus der tømmer sig for sin egen vilje og bliver fuldt modtagelig for Guds vilje, i Filipperbrevet 2, 5-11:
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.
For mig er "det hellige" og "det guddommelige" hverken et sted deroppe, ej heller et sted derinde (i mig selv). Det opstår og eksisterer i mellemrummet, i relationen til et andet menneskes ord, ansigt, hænder og øjne.
Ja, dette at det hverken er noget "deroppe" eller "derinde" er først gået op for mig for nylig. Men det er i tråd med Ny Skabelse. Når mennesket frelses, så er det ikke en blot individuel frelse til en privat lykketilstand uden krop, "ord, ansigt, hænder og øjne". At sjælen skal "befries fra sit fængsel", dvs. kroppen, er en platonisk tankegang. Den jødiske tankegang - og vi må ikke glemme den kristne relation til det gamle Israel - fortæller derimod, at Skabelsen er god. "Verden" og "krop" er ment som noget godt. De skal ikke forkastes, men fornyes.
Hvad er da frelsen?
Frelsen er, at vi selv fornyes ved Helligånden, så vi kan være Guds agenter og være med til at forny verden. Vi er skabt i Guds billede for at reflektere Hans kærlighed og Visdom ind i verden. Og når vi tager vores kald på os i Jesus Kristus, så kan vi gøre, hvad vi er skabt til - vi kan gøre verden til et vidunderligt sted.
|
|
|
|
