|
1
registreret
(1 usynlig),
179
gæster og
22
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Den kristne tro
|
Hej Thomas
Himlen er Guds dimension, og Jorden er menneskets dimension. Formålet er, at Himlen og Jorden forenes, så de bliver ét - Ny Skabelse. Derfor skal mennesket ikke op i Himlen - langt herfra - og i al salighed spille på en harpe "uden krop" og "uden verden" i en slags tidløs lykketilstand. Nej, mennesket skal igen opstå i kødet, og verden skal fuldkommes.
skriver du, og jeg kan kun være enig.
Poesi betyder skabelse, og for mig er poesien både skabt og skaber også mig (læseren) og selvfølgelig også forfatteren på ny. Hver gang jeg læser eller lytter til poesi, hver gang jeg ser ind i et andet menneskes øjne, skabes jeg på ny. For mig er "det hellige" og "det guddommelige" hverken et sted deroppe, ej heller et sted derinde (i mig selv). Det opstår og eksisterer i mellemrummet, i relationen til et andet menneskes ord, ansigt, hænder og øjne.
For mig siger ingen det bedre end Inger Christensen her i digtet Lys
I
Jeg genkender atter
en lysning i sproget
de lukkede ord
som er til for at elskes
og gentages ind til det enkle
En svane som folder sig
sammen om ægget
er endnu et ekko
af skabelse i os
Og svanen som flyver
dit øje mod solen
er endnu engang
profeti om et under
Det lykkes i ordet
at genkende lyset
ufattelig handling
fra manden til kvinden
Et ord som forvandler
dit sind til en svane
har enkelhed nok
til at forme et æg
Og sproget som lukker sig
inde i ægget
har vinger som bærer
fra fødsel til lys
Og solen er til for at elskes
II
Jeg tænker mig en sol
en svane og afsindighed
et stof som lyser
uden stoflighed
og svinger uden grænser
med tilfældigheden lygte
SÃ¥ legemligt et under
er et lys
når evighed fortættes
træder nær
og ikke dræber
Jeg tænker mig en maske
af marmoreret sol
en ham af stive fjer
og hvid substans i hjernen
Lad døden være kold
Jeg tænker mig et under
at hjertet er en lygte
som tilfældigheden svinger
mellem dette jeg
og intet
i afsindighed og lys
III
Jeg tænker et lys
at solen er stærkere
nøgternt begriber jeg
legemets fald
de hvirvlende flager
af lys om sig selv
Jeg tænker et løfte
på linie med renhed
at lyset har givet os
stærkere vinger
end solens i rummet
til dette at dø
Og ellers kun legemet
sparsomt belyst
af sit uvisse løfte
aldrig en mur
og kun dette bestandigt.
Jeg tænker et lys
IV
Det at vokse
er måske det samme
Jeg tænker mig et træ
en fugl og fantasi
og gennem alle grænser
skriver vinger
drømmens vækst
Og hvor du faldt
har søvnen andre dyb
og åbne vinde
fra det løsrevne
Jeg tænker mig en sorg
og hvor den faldt
har fuglen atter
hængt en rede op
så stor som himlen
til mit sind at bo i
Det at vokse
er måske det samme
som at bo i drømmen
ingen sorg kan hindre
fugl og fantasi
V
Gentag det for mig
at dette er nok
at dette er legemets
rygende lys
at dette er nu
Støvet har intet
fortvivlende ekko
vort eneste liv
er en rose af liv
som vi elsker
Gentag det elskede:
lygten du svinger
så lydløst omkring mig
er endnu engang
et barn som begynder
Mange hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
