1
registreret
(1 usynlig),
179
gæster og
22
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Den kristne tro
|
Hej Thomas
Himlen er Guds dimension, og Jorden er menneskets dimension. Formålet er, at Himlen og Jorden forenes, så de bliver ét - Ny Skabelse. Derfor skal mennesket ikke op i Himlen - langt herfra - og i al salighed spille på en harpe "uden krop" og "uden verden" i en slags tidløs lykketilstand. Nej, mennesket skal igen opstå i kødet, og verden skal fuldkommes.
skriver du, og jeg kan kun være enig.
Poesi betyder skabelse, og for mig er poesien både skabt og skaber også mig (læseren) og selvfølgelig også forfatteren på ny. Hver gang jeg læser eller lytter til poesi, hver gang jeg ser ind i et andet menneskes øjne, skabes jeg på ny. For mig er "det hellige" og "det guddommelige" hverken et sted deroppe, ej heller et sted derinde (i mig selv). Det opstår og eksisterer i mellemrummet, i relationen til et andet menneskes ord, ansigt, hænder og øjne.
For mig siger ingen det bedre end Inger Christensen her i digtet Lys
I Jeg genkender atter en lysning i sproget de lukkede ord som er til for at elskes og gentages ind til det enkle En svane som folder sig sammen om ægget er endnu et ekko af skabelse i os Og svanen som flyver dit øje mod solen er endnu engang profeti om et under
Det lykkes i ordet at genkende lyset ufattelig handling fra manden til kvinden Et ord som forvandler dit sind til en svane har enkelhed nok til at forme et æg Og sproget som lukker sig inde i ægget har vinger som bærer fra fødsel til lys Og solen er til for at elskes
II Jeg tænker mig en sol en svane og afsindighed et stof som lyser uden stoflighed og svinger uden grænser med tilfældigheden lygte Så legemligt et under er et lys når evighed fortættes træder nær og ikke dræber
Jeg tænker mig en maske af marmoreret sol en ham af stive fjer og hvid substans i hjernen Lad døden være kold Jeg tænker mig et under at hjertet er en lygte som tilfældigheden svinger mellem dette jeg og intet i afsindighed og lys
III Jeg tænker et lys at solen er stærkere nøgternt begriber jeg legemets fald de hvirvlende flager af lys om sig selv
Jeg tænker et løfte på linie med renhed at lyset har givet os stærkere vinger end solens i rummet til dette at dø
Og ellers kun legemet sparsomt belyst af sit uvisse løfte aldrig en mur og kun dette bestandigt. Jeg tænker et lys
IV Det at vokse er måske det samme Jeg tænker mig et træ en fugl og fantasi og gennem alle grænser skriver vinger drømmens vækst Og hvor du faldt har søvnen andre dyb og åbne vinde fra det løsrevne
Jeg tænker mig en sorg og hvor den faldt har fuglen atter hængt en rede op så stor som himlen til mit sind at bo i Det at vokse er måske det samme som at bo i drømmen ingen sorg kan hindre fugl og fantasi
V Gentag det for mig at dette er nok at dette er legemets rygende lys at dette er nu
Støvet har intet fortvivlende ekko vort eneste liv er en rose af liv som vi elsker
Gentag det elskede: lygten du svinger så lydløst omkring mig er endnu engang et barn som begynder
Mange hilsner RoseMarie
|
|
|
|