|
1
registreret
(1 usynlig),
661
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed.
|
”…men hvor mange der kommer til en søndagsgudstjeneste, ved jeg ikke, måske jeg skulle kigge inden for en dag.”
- Det ku’ du jo gøre, der er sikkert kaffe på kanden over en sludder om vind og vejr.
Samværet må vel også være det centrale omdrejningspunkt, om det folder sig ud ved vandet i den fælles interesse omkring bådene eller et kirkeskib, spiller vel ingen større rolle, folk vil uanset snakke om livet som det nu engang fremstår, dets mange nuancer, unge som ældre og uanset deltagelsen i produktionshysteriet oppe i det røde felt. Det er trods alt nu og her man trækker vejret, nu dråberne glimter i træers knopper, ikke i morgen.
Den kristne tro ka’ ingen alligevel gøre noget ved, det nytter hverken at hidse den op i gamle filosofiske tankebilleder, der alligevel ikke havde meget med dén at bestille, eller pudse den blank med psykologiske onanibilleder. Den er jo ingenlunde et naturligt men derimod et produkt af kulturer, så den kristne tro vil sandsynligvis, som alle andre religioner før den, langsomt ændres for til sidst helt at forsvinde i forandringen kulturer undergår. I den græske arne, Europas vugge, findes der endnu flere spændende livssynsanskuelser, alt sammen menneskers og i mange tilfælde smukke kunstneriske påfund. Også de forsvandt jo ganske langsomt, hvor nogen selvfølgelig også har brokket sig og fundet på gode idéer der skulle få interessen til at gløde op. ”Åh, bare en lille bitte flamme…”, ku’ man tænke sig den tids apologeter brændende har tænkt.
Hvileløsheden har jo så mange ansigter, tænk bare på hvordan livet som jøde har været her i landet i 1943/44, den rastløse søgen måned efter måned, udsigterne ofte de samme, helt underlagt tilfældet i store langsomt drejende hjul, der skabte følelsen af magtesløshed i alle. Ingen ka’ jo tåle den i længden, hvileløsheden, så man ku’ jo forestille sig at der engang i fremtiden igen opstår behov for konstanter i tilværelsen, at nutidens produktionshysteri simpelthen finder et leje, og at opbragte sind igen vil hvile i vanemønstre der måske ikke ligner vore.
Villy Sørensen ønskede nok til tider aldrig at ha’ skrevet Jesus & Kristus, folk oprørtes nøjagtig som under Oprøret, også han havde brug for masser af ro ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
