|
1
registreret
(1 usynlig),
528
gæster og
697
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed.
|
Kristeligt-dagblad.dk oplyser i en statistik fra 2012, at antallet på forskellige kristne kirkesamfund i verden skulle være 43.000.
- Troende kristne har altid haft en tendens til at blæse deres tro op i et leje der slet ikke afspejler virkeligheden, og tiltror gerne verdenskortet kirker fyldt til randen, men som en afspejling af deres egne drømme. Men almene menneskelige aktiviteter rundt om i verden tegner sandsynligvis et helt andeledes billede, hvor dagliglivets sociale forhold fylder ugeplanen til randen med gøremål der næppe er svært forskellige fra os her i Norden – hvor antallet af kirkegængere i årevis jo er ruslet nedad bakke.
Kirkers rungende tomhed og de sandsynlige udsigter bringer sikkert mange menigheder, præster og flittige kirkegængere i voldsom affekt, og i bestyrtelsen kaster man så talrækker op i luften, i et håb om at disse måtte lande i en form for tiltro. Man tror også gerne på at lidt ”modernisering” her og dér vil hjælpe, at det bare drejer sig om at ”nå” mennesker, ligesom man åbenbart stadig tror at kærligheden løser alle problemer, og derfor nærmest er ved at elske alle ihjel.
De mange tomme kirker står jo som reminiscenser fra en historisk svunden tid, en samling af tider som ungdommen intet forhold har til, det interesserer dem ikke. Politisk er de inficeret af en økonomisk galskab indlejret i samtlige institutioner, og vil muligvis bruge livet på at tegne en økonomisk fremtid, hvad der måske engang vil betragtes som historien om en tids hastigt vedvarende forandringer der ingen hvile fandt, ingen vaner, hvorfor der heller ikke var tid og plads til religiøse traditioner.
De psykiske konsekvenser af hvileløshed ses mange steder – over tid tåler intet at yde sit yderste, naturligvis heller ikke mennesker –, også i vor tid, får religiøse troende flittigt pladret psykologien til med religiøs dogmetro, ofte uden at forstå, at det er den suggestive effekt af den religiøse dogmetro der lader sig forklare psykologisk, ikke omvendt – hvorfor også den leg bare blir rastløs gerning, hvorefter de er lige vidt. Men så går tiden vel med det.
Hvor det måske blir lidt kvalmt, er når små lægprædikanter bevidst søger at hverve medlemmer til trossamfundet blandt mennesker med svære sindslidelser, gerne under foregivende af at deres tro vil løse alle problemer, særlig medicinske.
”Det tegner jo et billede af, at kristendom ikke er en fælles Kristi lære. Der findes måske ikke en sådan fælles Kristi lære? Hvad så med sandheden. Der er måske heller ikke tale om sandheden ... dit ord er sandhed, for kan gud tale?”
- Kristus er en myte der tillader opstandelsen af tilsvarende myter. En favorisering af uens myter er på en måde historien om kristendommens fragmentering.
Dybest set forskellige troende søger på tilsvarende vis fællesskab om én gud, ved at se stort på alle de vidt forskellige gudebilleder/forestillinger. En del himler når deres gud tegnes, andre jubler over de flotte men forskellige tegninger – sandsynligt er det at antallet af guder svarer til antallet af troende.
Trods forskellene og surmuleriet, går det jo fint an at dyrke sit eget gudsforhold i trossamfundets tjeneste, derigennem at dyrke sin private tro og skændes lidt over uenigheder, uden at slagte hinanden. Det har kristne troende jo vist sig at være storslåede exempler på, vi andre håber sådan set bare at en oplysningstid vil skylle ind over østlige teokratier, så islamister tilsvarende får afrundede albuerne. Vi gir endda en skærv til kirkerne og ka’ se med beundring på indholdet, når vi ikke nedefraset får højdeskræk..;)
mvh
Simon
P.s.: Anbefalet læsning: Villy Sørensens, Jesus & Kristus [ISBN 87-00-10675-5]
|
|
|
|
