|
0
registrerede
79
gæster og
286
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Sand KristusTro overfor teologiske floskler
|
Selv anser jeg selve villigheden til at kaste sit følelsesliv i hovedet på alt med puls, som noget temmelig komisk, men da det jo også ka’ være temmelig belastende at se på, må adfærden tit placeres i fine humoristiske rammer, hvilket nu altid har fået sure missionærers puls til at dingle på op imod 220/160. Egentlig ku’ jeg finde på at opfordre til, at de gennem nogle år blev De’s med alt oppegående de mødte på deres vej, naturligvis med henblik på at markere og genetablere menneskers ejendomsret over eget privat- og følelsesliv.
Det er nu en sær og ret egoistisk adfærd, denne trang til at sende information om sine følelser ret ud i det ukendte, uden nogen som helst omtanke for hvem der i grunden modtager informationen, og tillige er det jo svært at finde integriteten. Men når denne adfærd har tilspidset sig til det hysteriske i løbet af et kort tidsrum, og de opstår jævnligt, da har jeg særlig tænkt på om Arne, ”buldrende stemme” og hønsemanden mon også ville ha’ sendt deres kærlighedserklæringer til jesusvennen med raket til månen, hvis muligheden altså havde foreligget?
Egentlig har man jo kirkerne til at få aflad for kærligheden til ”universet”, ja der findes sågar eksempler på trossamfund hvor præsten ligefrem tar imod kærligheden med alle kropslige midler, men TS’erne på debatten her, må jo af en eller anden grund være kommet i klammeri med kirken, og bruger så debatten her i stedet. Jeg ved sørme ikke om der burde rejses et kors og bygges en lille bedestue til ære for dem, det var da en mulighed. Men ville de ku’ forliges, der på knæ ved siden af hinanden ved korset, og hvem skulle være præst, overfor så sure troende som disse tre?
Andre troende er milde og karakterfaste, de ved hvad livet består af og kender sig igen i mangt og meget, men følelseslivet er også for dem en privat sag, hvorfor de både kan diskutere principper og sociale problemer uden at skændes med alle og enhver. En indre harmoni er vigtigt for dem, men derfor kan de såmænd udmærket virke bestyrtet over samfundsforhold, der netop angår det fælles udgangspunkt, men fremfor alt ved de, at deres følelser ikke vil ændre særlig meget ved noget som helst. Uanset må troende surmulere jo udtrykke deres forargelse over den humor der blev dem til del, og den lille treenighed her på debatten, må vanen tro også ha’ aflad for deres små ærgrelser og skuffelser, vi har set det så ofte før, intet nyt under solen, her heller… ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
