|
0
registrerede
294
gæster og
50
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Paulus
|
Hej Mich, glæder mig at du har set Paulus filmen, sådan læser jeg dig.
du skriver:
Tak for din redegørelse, den var interessant og god og fortæller os alle om hvem du er.
jeg forsøger altid at fortælle hvem jeg er, derfor min selvbiografiske stil.
Hvis jeg beretter noget, fx at jeg løber hver eneste dag, mange kilometer, nu 950 dage i træk, godt 135 uger i træk, hvor jeg har et minimum kørende/løbende på 120 km/ugen, gennemsnit på små 20 km dagen, hver eneste eneste fucking day (ingen fridage overhovedet); så er dette uanset hvordan jeg fremfører det og det kommer til at fremstå, ikke tænkt som andet end et eksempel på de utallige måder selvaktualiseringen kan se ud på for det enkelte menneske.
Den form for selvaktualisering jeg er fortaler for er den Maslow'ske indrestyrede vækstorienterede qua eller beroende på vores spontane noumenale kreative skabende frihedshandlinger ud fra vores ekstatiske begejstring og fornuft (teologisk: Helligånden), hvor vi vandrer og lever i Ånden, vores nye kreative handlingsbasis i Gud, takket være inkarnationen i Kristus hvor vi har Helligånden, Guds Skabende Ånd og hele guddomsfylden i kød og blod. Det er denne kreativitet for skabe nyt og forandringer, filmen om Paulus påpeger at hele den vestlige kulturkreds har arvet fra Paulus. Er du et menneske der tror på og ønsker vækst og forandringer (personlige og samfundsmæssige), så tilhører du Paulus som der siges, konkluderes, i filmen, det var deri han radikalt adskilte sig fra samtiden, romerne og grækerne og ja jøderne.
Mine mange års beskæftigen med Nicolas Berdyaev har rod i dette forhold, da han som ingen andre religionsfilosofisk og ud fra sin forståelse af kristendommen altid har haft som omdrejningspunkt menneskets spirituelle kreative frie skabende handlings muligheder, det radikale revolutionære som vi finder det hos Paulus.
Du skriver:
Ja, der findes en større kærlighed, som ikke er en egoistisk følelse som giver en selv nydelse. Dette andet er handling. At handle er alting, ikke at handle er ingenting.
At handle er alting, ikke at handle er ingenting
Heri er jeg ikke enig, dette ville ende galt om det var tilfældet, i en slags aktivisme vanvid (en handlings aktivisme hvor mennesket som åndsvæsen, tænkende væsen (fornuftig ånds og logos væsen), ville forsvinde). Nej vi handler altid ud fra hvordan vi forstår os selv og vore omgivelser, ud fra fornuft og tænkning (som fx vi realiserer vores fremtidsvisioner ud fra hvordan vi fortolker og begriber vores fortid), vi kunne sige med Paulus at vi også må huske på at handle ud fra den guddommelige indsigt og visdom (for Paulus Kristus), så at søge indsigt og visdom fra Gud (Ånden) som Kristus er (vores visdom fra Gud), fx som Paulus opfordrer til det, er den nødvendige modpol til at handle, nemlig det vi handler ud fra, det vi handler på, tror på når vi forlader os selv, bliver os selv frie og løse i et forpligtigende engagement som en kreativ virksomhed i verden.
På facebook skrev jeg i forgårs følgende om Solitude, som vil illustrere hvad jeg mener, find det sidst under punkt (1)* .
Som Tillich og psychologytoday.com artiklen er inde på forholdet, så vil et menneske uden dybde; selvværd og selverkendelse -indsigt (selvforståelse), ikke være noget værd for et andet menneske at kende. Ja overfladiske mennesker lever, som Berdyaev er inde på det, i forbindelse med at han henviser til Heidegger, som man gør, fanget som de er af "das man". Håber du læser punkt (1)*
En længere historie er at mennesket ikke handler (som et subjekt adskilt det værende), men altid allerede er til i verden engageret og stemt som spændt på dets eksistens (som dasein), vi finder os selv i et virksomt mellemværende, i forhold til, vore fysiske omgivelser (fødesøgning, ly og husning, som klædning mmm); som i forhold til vore medmennesker, i familien, i kærlighed, venskaber (og ulykkeligvis også had og fjendskab til tider, mere gunstigt i spændende fair konkurrence strid, lyst til at præstere); som i forhold til kulturen og politikken. Mennesket er ikke et selv/subjekt der er adskilt fra det værende, som det så skal sparke sig selv i røven for at handle i forhold til (blandt andet sådan skal begrebet dasein forstås). Hvorfor også simon's HF eksamens begyndelsesudsagn, at alt hos Heidegger handler om det værende, er så katastrofalt, og tegn på at manden ihvertfald ikke har fået skovlen under hvad det er vi skylder Heidegger.
Du skriver Mich:
Hvad nytter det, at du sidder og gasser dig over en en stor følelse for en anden hvis du aldrig giver den videre?
Og hvis du giver den videre, så opdager du, at kærlighed ikke er nydelse, snarere tværtimod. Så følger du din elskede gennem himmel og, ikke mindst, gennem helvede.
Enig, hvem kan iøvrigt være uenig med dig. Og hvis det skal handle om mig (som jeg ser du kører meget på i dit indlæg), så er jeg sørme noget af det mest generøse og kommunikerende som engagerede menneske der findes. Så meget at jeg i mange år blev kaldt jordmoderen/forløseren eller genføderen, fordi jeg kunne samle folk op igen, få dem på benene igen, til fx at genoptage deres studier, gøre det færdigt, som hjælpe folk med selvtillid indenfor deres uddannelse og fag, såvel som i privatlivet. Ja der var lige en lang række slående eksempler på hvordan jeg formåede dette, som gjorde at jeg fik tilnavnet genføderen og jordemoderen. Men jeg fik også at vide, at det var utroligt som jeg formåede at hjælpe andre mennesker på vej her i livet, bortset fra mig selv. Og det kan jeg godt indse det rigtige i, for jeg har og har nok alle dage haft en blind plet overfor mit eget liv, såvidt karriere og sådan, det har aldrig nogensinde optaget mig, kun mine interesser har jeg forfulgt (og en af disse var altså et stort engagement omkring mine medmennesker, deres ve og vel, men ikke mindst selvtillid, som tiltro til egen selvaktualisering).
Og ja jeg har læst Erich Fromm igen igen, fx kunsten at elske, har lige her over hovedet på mig i mit reolsystem 13 Erich Fromm bøger stående.
Problemet er den umodne kærlighed: jeg elsker dig fordi jeg behøver dig. Det er den der får mænd til i jalousi at dræber deres kærester som vi har set det lidt rigeligt her i sommervarmen. Nogle mænd kan ikke stå selv, ejer ingen former for hvilen i sig selv, centrum (stærk sund ego-self system) såvel som egenomsorg hvor de formår at passe på sig selv, følelsesmæssigt ikke mindst. Derfor ud fra en mangeltilstand kommer de til at elske deres kvinder på følgende umodne vis: "jeg elsker dig fordi jeg behøver dig". Kvinden skal opfylde en lang række behov, fordi manden er i minus, i en forfærdelig mangelfuld situation med sit eget liv og eksistens, han står dårligt selv, og derfor alle jalousi drab når kvinden proklamerer at nu vil hun skilles fra manden, den umodne, måske voldelige mand.
Den modne kærlighed siger: "jeg behøver dig fordi jeg elsker dig". Her er motivet til at være sammen kærlighed, at man virkelig ser det andet menneske som det er og man ønsker vækstorienteret aktivt skabende at fremme vedkommendes muligheder for selvaktualisering, for et godt liv med mange skønne muligheder. Altså fokus er ikke primært mangel-orienteret (behovs -dækkelse), men vækst (udfoldelse og selvaktualisering).
Du skriver:
Hvis du fortæller om hvem du er og lytter til, når jeg fortæller om hvem jeg er, så kan vi mødes i samtale. Men hvis du partout ønsker, at jeg skal synes det samme som du, så negligerer du mig og tænker kun på dig selv. Så mister jeg interessen.
Jeg ønsker ikke at nogen skal mene/synes det samme som jeg, men jeg ønsker så skarpt og profileret som muligt at præsentere som repræsentere (med mig selv, mit eget liv som eksempel) hvad det er jeg står for og gerne vil sige/fortælle min omverden, hvilke budskaber det er jeg gerne vil fremme, og folk kan så selv afgøre med sig selv om der er noget deri de kan bruge.
Og hvis vi nu tar os to, så er det dig der alle dage har nægtet eller undgået dialog eller debat, blot har du sagt eller skrevet igen igen, at det jeg skriver er usandt og noget vrøvl, uden at du nogensinde har forsøgt at argumentere herfor. Så har du kørt frem med din egen personlige version af Jesus, som jeg dog igennem meget grundige argumentationer har tilbagevist. Men derfor må du da gerne rende rundt med denne din helt personlige opfattelse af Jesus og ja Paulus, men det stemmer ofte slet ikke med hvad fagvidenskaberne siger om disse forhold. Og det er her jeg synes vi skal drøfte og debattere med hinanden, gennem at vi argumenterer for vore synspunkter. Og kan du ikke det, så blot melde ud, at du ikke formår at argumentere herfor, men det er dog stadig dit personlige syn på Jesus og forståelse Jesus.
Og det er netop hvad der undrer mig med dig Michael, hvorfor du altid blot taler ud fra dig selv, hvorfor læser du aldrig andres indlæg og begynder en dialog med udgangspunkt i hvad de skriver. Du må hjertens gerne være uenig med folk, men så argumenter for denne uenighed.
For over et år siden påstod thomas at der var 3 debatterrorister på stedet og det var hanskrist, bjørn og simon.
Jeg indrømmede at der kunne være noget om snakken og uden at undskylde min dårlige tidligere debatadfærd, stablede jeg sammen med især thomas og arne og zenia en dagsorden på benene om hvorvidt vi dog ikke kunne gøre det lidt bedre med hensyn til vores debatstil. Fx droppe de der konstante personforfølgelser visse debattører, hvor de kaldes alt muligt, og man herefter, må intimidere og overfalde dem som man ønsker det, fordi de er defineret som trolde eller debat -ødelæggende, eller uinteressante personer der bare er for meget.
Jeg er stor stor modstander af den form for forståelse af andre debattører, at de i den grad skal stemples og overfaldes, personforfølges og intimideres, ud fra andre menneskers subjektive meninger om dem. SÅ STOP DET DOG FOR HELVEDE, har jeg skrevet igen igen.
Ingen kan være i tvivl om hvad det er der er sket, var sket, og hvad vi stod overfor, det var bjørn og simon. Det er, var, kun de to der praktiserende den der under al kritik automatisme personhetz, hvor visse debattører konstant blev intimideret, latterliggjort, ringeagtet, og endda beklikket og belyvet. Andre debattører skal stemples, konstant med dårlig omtale og øgenavne, og så derefter må man omkostningsfrit, fordi de fortjener det og de er trolde og debat -ødelæggende, og uinteressante, usympatiske såvel som personer man ikke bryde sig om, opføre sig overfor dem som man ønsker. JEG HADER DENNE OPFØRSEL, eller adfærd, for det er lidt primitiv.
Den dag idag, jeg forstår stadig ikke den der 'debat'adfærd hvor man går efter visse personer konstant, frem for at være i sober dialog med folk, hvor ens forskellige synspunkter ellers ret ville kunne udfolde sig, og vi blev fri for konstant år efter år, at skulle høre hvad et par debattører mener om visse andre. DET ER TIL AT DØD OVER, at høre et andet (et par) voksent menneske år efter år, sidde og skrive, hvad han/de mener om visse andre debattører, som deres konstante automatisme personforfølgende intimideringer, latterliggørelse, ringeagtelse og ja beklikkelse og belyvelse andre. Bare sprede og sværte trosfriheds debatportalen til med svinske løgnagtige angreb på andre mennesker.
For mig er det rystende at du og RM ikke tør sagligt at gå ind i den dagsorden, om hvorvidt vi kan komme de personforfølgende intimideringer, latterliggørelse, grove ringeagtelse, såvel som beklikkelse og belyvelse visse andre debattører til livs. Men her har du Michael og RM svigtet.
Og ja, det drejer sig ikke om hvem man ka li, hvem man mener er den bedste aktiv for siden trosfrihed, etc etc, det drejer sig blot om at vi skal droppe personhetzningen, uden overhovedet at skæve til vores sympatier og antipatier visse personer, visse andre debattører.
Du skriver:
Hele din fremfærd på debatten fortæller mig én ting.
Det spørgsmål, som du bør stille dig selv er:
Hvad er det, som jeg er så bange for?
Jeg er så bange, at jeg har mistet enhver form for følsomhed, at jeg tromler hen over alt og alle og ødelægger debatten for alle de andre.
Du er bange, Hanskrist. Hvad er du bange for?
Synes godt nok det er noget mærkeligt   at skrive (men det er typisk dig at påstå en masse om mig, det har du gjort ret ofte i alle årene (og hvad ville du sige til om jeg gav dig igen??? så har vi balladen, ikke???)). Men læs blot mine indlæg, og du vil få et andet indtryk. Eller også vis mig hvor jeg tromler andre ned. Jeg indrømmer at thomas's ord ramte mig, om at der var 3 debatterrorister her på stedet, og det hanskrist, simon og bjørn. Men det er lang tid siden, og lige siden har vi været nogle der har forsøgt at sætte en dagsorden om at komme denne debatterroriseren, disse personforfølgende intimideringer, til livs. Jeg indrømmer at jeg gir simon og bjørn igen, fra tid til anden, når det bliver for meget for mig at skulle læse deres personhetzende debatstil (jeg ORKER ikke mere den stil, hvor visse debattører konstant pr automatisme skal intimideres, latterliggøres og groft ringeagtes, som beklikkes og belyves. HADER DET, HAR BARE FÅET NOK og det har intet at gøre med at være bange).
For jeg er ikke bange, på ingen måder, men jeg er træt, TRÆT, af den debatstil der føres af visse personer her på siden. Og jeg er træt, TRÆT, af din og RM kujonagtige holdning i den sag, hvor I begge netop ser ud til at være bange for at undsige og kritisere simon og bjørn. Mere skulle der ikke til, om I havde turde pippe lidt med, og de to havde aflagt deres under al kritik måde at intimidere andre på.
Men jeg kan da godt sige at jeg er bange for at hverken simon eller bjørn nogensinde kommer på andre tanker og selvkritisk tar op med dem selv, om det nu også kan forsvares den måde de ter sig her på trosfrihed, hidtil, og om det ikke kunne gøres bedre. Som jeg også kan frygte, være bange for, at hverken du eller RM tør aktivt bruge jeres stemme, stemmeret, ytringsfrihed og sagligt gå ind i den her debatetiske dagsorden om hvorvidt vi kan komme de hæftige personlige intimideringer til livs. Og i den sammenhæng er jeg rystet og skuffet over dig michael, hvordan du har mistet overblikket og er hoppet på bjørns ide om at det drejer sig om OS IMOD DEM, fx for og imod hanskrist, thomas og arne, FOR NEJ IND I HELVEDE, det har ikke noget dermed at gøre, men alene om at vi skal stoppe med gå efter manden udelukkende, frem for bolden, stoppe med de konstante personangreb.
Venlig hilsen HansKrist.
(1)*:
Der er forfærdelig meget Gud i mit liv i disse her dage (forfærdelig, ka det nu også være forfærdelig eller forfærdende Hansi?)
Hvorfor så megen Gud i mit liv pludselig?
Er der nogen der mangler Gud i deres liv, så har jeg så rigeligt at give væk af, at give af.
Hvad gør Gud, jo han centrerer mig, opbygger og koncentrere mig om alt det væsentlige her i livet.
Gud styrker mig i min alenehed,... så det ikke bliver til loneliness men solitude. Forholdet er gennemgående behandlet af Nicolai Berdyaev og Paul Tillich, men er efter dem og andre eksistentialistiske tænkere gået over som almen viden indenfor psykologien, hvorfor vi kan læse følgende på psychologytoday.com:
Loneliness is a negative state, marked by a sense of isolation. One feels that something is missing. It is possible to be with people and still feel lonely—perhaps the most bitter form of loneliness.
Solitude is the state of being alone without being lonely. It is a positive and constructive state of engagement with oneself. Solitude is desirable, a state of being alone where you provide yourself wonderful and sufficient company.
Solitude is a time that can be used for reflection, inner searching or growth or enjoyment of some kind. Deep reading requires solitude, so does experiencing the beauty of nature. Thinking and creativity usually do too.
Solitude suggests peacefulness stemming from a state of inner richness. It is a means of enjoying the quiet and whatever it brings that is satisfying and from which we draw sustenance. It is something we cultivate. Solitude is refreshing; an opportunity to renew ourselves. In other words, it replenishes us.
Loneliness is harsh, punishment, a deficiency state, a state of discontent marked by a sense of estrangement, an awareness of excess aloneness.
Solitude is something you choose. Loneliness is imposed on you by others.
We all need periods of solitude, although temperamentally we probably differ in the amount of solitude we need. Some solitude is essential; It gives us time to explore and know ourselves. It is the necessary counterpoint to intimacy, what allows us to have a self worthy of sharing. Solitude gives us a chance to regain perspective. It renews us for the challenges of life. It allows us to get (back) into the position of driving our own lives, rather than having them run by schedules and demands from without.
Solitude restores body and mind. Lonelinesss depletes them.
PS:
michael, prøv selv at se bjørns efterfølgende spam indlæg, fyldt med grove intimideringer. Nu spør jeg dig Mich, hvad mener du om den stil, som han har kørt ret konsekvent overfor mig igennem længere tid????
|
|
|
|
