For at det lille barn skal kunne opleve, at det eksisterer, er det nødvendigt for det at spejle sig og se sig empatisk genspejlet i de menneskers øjne, som er mest betydningsfulde for det. Morens kærlige blik til barnet og den dybe kontakt mellem dem giver barnet oplevelsen af tilknytning til verden - det eksisterer!

At skabe denne relation mellem barnet og dets sjæl gennem spejling er imidlertid en meget skrøbelig proces, for ingen forælder er 100% empatisk og kærlighedsfuld. Indimellem bliver forælderen irriteret på det lille barn, som er så utroligt krævende. Eller der er ydre omstændigheder som gør, at det nære forhold mellem barn og forælder brydes helt eller for en tid (f.eks. gennem død eller hospitalsindlæggelse). Når dette sker på en traumatisk måde eller gentagne gange, brydes båndet mellem barn og forælder, og barnet oplever, at dets relation ikke alene til forælderen, men til verden brydes. Eftersom det ikke længere kan se sig kærligt spejlet i verden gennem morens øjne, men måske oven i købet ser had i dem, brydes forbindelsen til spejlingscentret, og barnet oplever derfor, at det ikke eksisterer længere. Akkurat som med eksemplet, hvor den der spejler sig har bevæget sig væk fra spejlet, hvorved spejlbilledet er forsvundet. Ikke-eksistens er uudholdeligt smertefuldt, hvorfor barnet afskærer hele forbindelsen til sjælen og dermed til verden for ikke at opleve denne smerte. Det fortrænger herefter bortspaltningen, så godt det formår. Barnet er blevet afskåret fra dets egen sjæl, idet det jo er gennem sjælen, vi oplever at tilhøre i verden, og er nu kun bevidst i sin individualitet. Det har fået et primært sår, et sjælssår.