|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
372
gæster og
42
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Hvad er kristendom?
|
Hej HansKrist,
Det er det mest forståelige indlæg, jeg har set fra din hånd. Jeg vil næsten kalde det for en geni-streg! Hvis - hvis! - jeg har forstået dig denne gang, så er det et gennembrud her på Trosfrihed.
For at vise dig, hvad jeg mener, vil jeg plukke citater ud (og håbe at min forståelse af dig er nogenlunde korrekt):
At gøre op med sig selv (sin gamle uheldige adfærd) og begynde påny, på en frisk, hver dag, er iøvrigt kernen i den paulinske kristendom, Kristusspiritualitet.
Dette ser vi også hos Thomas à Kempis, som jeg kan forstå, at du er en stor tilhænger af. I hvert fald hvad angår dine bøger: Kristi efterlevelse, som du læser og giver væk.
Dåben, det vigtigste kristne sakramente, er at vi aflægger det gamle menneske med dets gerninger, og ifører os det nye menneske, de nye skabninger vi er i Kristus
Ja, her begynder det! Her tager vi en beslutning. Nu begynder jeg at kunne følge dig. Især når du uddyber med dine næste ord:
et selvopgør kan intet menneske foretage sig uden om den helt store selvaccept
Det er nok dette, som jeg tilnærmelsesvis forstår som "anger". Der er i hvert fald et overlap. Der kan nemlig heller ikke være anger uden forståelse af, hvad man har gjort, og accepten af at man har gjort det, og at man nu skal forandres, blive en ny skabning - iklædes Kristus.
Det menneske der ikke kan fuldt ud acceptere sig selv (finde selvaccepten), kan ej heller bryde med sine uheldige vaner som primitive adfærd.
Det er klart. Uden selvaccept er der ingen egentlig forståelse af sig selv. Kan man ikke acceptere sig selv, så er der "skyggeområder" i en selv, som man ikke tør se nærmere på. Men selvaccept skaber lys, og lyset driver skyggerne bort, så man kan få lov at se. Og så kan forandringen indfinde sig.
De fleste mennesker vil helst rationelt retfærdiggøre sig selv, men det er der ifølge psykiatrien (psykologien og psykoanalysen) såvel som kristendommen, noget der tyder på at vi ikke kan. Den store selvaccept (retfærdighed) skal komme et andet sted fra, meget dybere, Gud eller ideal jeget, vores samvittighed, der stikker så meget dybere end vores rationalitet.
Ja, jeg kan godt lide, at du bruger ordet 'samvittighed'. Det bekræfter, at jeg ikke kan være helt ved siden af, da jeg brugte ordet 'anger'.
Jeg læser dig således:
Ved dåben begynder forandringen. Vi accepterer os selv, og i selvacceptens lys tør vi erkende os selv. Denne selverkendelse er basis for forandring. Og forandringen drives bl.a. af vores samvittighed, som vi nu tager med ind over vores liv. Selvaccept er således ikke at sige 'hurra' for dårlig adfærd; det er derimod at erkende, at man har handlet ilde, og at man vil forbedre sig. Det skaber den erkendelse af sig selv, der skal til for at kunne forandres. Det begynder alt sammen med mod ... vi må turde at begynde processen. Er dette et 'ja' til dåben og omvendelsen?
Du skal få det sidste ord:
Omvendelse (det største mysterium hos Paulus), dette at gøre op med tidligere liv, dårlige vaner og uheldig adfærd (eller manglende adfærd grundet dovenskab, manglende etisk kreativ skabende produktiv adfærd), kan totalt forandre et menneskes liv til det bedre, ja der er virkelig tale om noget mirakuløst i forbindelse de nye skabninger vi er i Kristus, hvor vi får en hel ny Guds Åndens handlingsbasis med ind over vores liv.
T
|
|
|
|
