|
1
registreret Arne Thomsen
202
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Forklaringen på pinsemyten.
|
Hej Bjørn,, tydeligvis har du god styr på det med Helligånden.
Alle religioner er blot rammer om et indbildt fællesskab, som skal skjule den ubehagelige sandhed om, at vi alle er helt alene i vores tankeverden.
Jeg vil nøjes med at se på det her forhold:
"den ubehagelige sandhed om, at vi alle er helt alene i vores tankeverden".
Kun til en vis grad kan jeg følge dig, dog er min konklusion en ganske anden end din, ja jeg finder netop ikke at vi i vores tankeverden er helt alene.
Vores tankeverden er det mest levende af alt der findes som det også er via tankerne at jeg formår at komme tættere på Jung; Tillich; Nietzsche; Schopenhauer og Paulus end fx min egen mor og far eller bror. Netop takket være gennem tankerne der kan kommunikeres via sproget (og andre udtryk, kunstneriske som musik og malerkunst mfl fx) føler jeg mig ikke alene som åndelig tænkende væsen, homo sapiens.
Selvfølgelig kender jeg min far, mor og bror rigtig godt, og på mange måder bedre end de 5 nævnte tænkere, fordi jeg er fortrolig med deres eksistens, da vi i mange år udgjorde en familie, fx hjemmets familieliv, som vores ferierejser sammen mmm.. Men åndelig set eller 'tankeverdens mæssigt set', der kender jeg på mange måder de 5 nævnte meget bedre. Alle 5 har de bragt mig tættere på mig selv end min far, mor og bror har kunnet gøre det.
Noget af det bedste ved Trosfrihed er også at jeg her har mødt en tænker som dig bjørn. Du har stået for høj kvalitet, sat overlæggeren, niveauet, tilpas højt. Jeg har haft dig (og ja andre, som Fl Vang og Kræn-p med flere) i min tankeverden gennem flere år, endda uden at have ænset dette, været bevidst herom. Men I har været der, og jeg kan ikke sige hvordan mit liv ville ha været uden de tanker og ideer vi har delt med hinanden.
Og da især hvor vi har været meget uenige, haft meget forskellige opfattelser af det mest væsentlige ved virkeligheden såvel som vores eksistens, også der mener jeg at vi har beriget hinanden, i den grad vi har valgt at argumentere for vore synspunkter, frem for at mene det menneske der opfatter virkeligheden såvel som eksistensen anderledes end vi gør det er syg i sjæl og sind som han/hun er en bedrager som en grinagtig ringe person uden værdi.
Du skrev noget om hvad du havde lært af forskellige debattører på trosfrihed, men jeg mener at du var alt for flink overfor en række personer. Ihvertfald mener jeg ikke at alle dem du nævner kan lære dig noget som helst, men mere omvendt, det er dig der har noget at lære dem. Ikke dermed sagt at du intet kan lære af disse personer. Problemet er at vi mennesker ikke er på samme niveau, og det grundet en lang række forhold som alder, uddannelse, gunstig skæbne som intelligens (indenfor et af de 7 - 9 eller flere intelligenser fx Howard Gardner opererer med).
I selskab med andre mennesker har jeg ofte følt mig alene, men aldrig i min tankeverden, aldrig i ånden, her har der altid for mit vedkommende været meget livlig tænkning som kommunikation og tale, dialog. Jeg har også ekstrem høj frontal lap aktivitet, forhjerne aktivitet (tænkning) med inde over mit liv, som noget tyder på at jeg hører stemmer altid (uden at dette overhovedet er sygeligt), hører nogen tale altid til mig og med mig (har altid følt mig talt til, tiltalt), det sidste forhold har at gøre med temporal og parietal lapperne og gør at man ikke i forbindelse transcendentale religiøse åndelige erfaringer mister sig selv og sit ego (1)* . Jeg er meget introvert som Jonna siger. Et træk mine forældre kan berette om, at jeg allerede som dreng udmærkede mig ved at kunne underholde mig selv, være alene med mig selv og tydeligvis beskæftiget i hovedet med et og andet meget tilfredsstillende og fornøjeligt at dømme efter mit udtryk, humør og gemyt (jeg var et barn der stod godt selv, altså meget selvstændig (hvilket står sort på hvidt i min realskole udtalelse hvorfor det altså har fulgt mig), jeg hvilede i mig selv, var i balance og harmoni med mig selv). Idag kan jeg se at der hvor mine jævnaldrende var afhængige af at være i selskab med andre, der gik jeg ofte på opdagelse i naturen alene dreng, ofte med min egen hund eller mine bedsteforældres 3 hunde. Nu går Hans på opdagelse sagde de voksne altid, og så kunne de se mig forsvinde ned mod bækken ud i engen og mosen og op på den anden side imod heden og skoven, hvorefter jeg forsvandt ud af syne og kunne være væk i timervis. Jeg kunne finde på at stå op midt sommernat, samle hundene (hvilket der nu ikke var de store problemer i, de vidste nøjagtig hvad der forestod), og drage afsted på opdagelse/eventyr. Jeg har gentagne gange fortalt Jonna at jeg umuligt som barn kunne ha opholdt mig så mange timer alene i Guds Natur uden at kede mig, om det ikke har været fordi jeg netop oplevede disse indre samtaler, dialoger og kommunikationer (internal dialogue with God/Ånden eller mig selv), som jeg husker så godt. Ja intelligente mennesker keder sig aldrig. Altså jeg var der som dreng, i selskab, i tale, i indre dialog. Jeg har alle dage følt mig tiltalt, talt til og i denne tiltale (samtale/dialog) lever jeg mit liv.
(1)*:
Our brain-scan studies of contemplative forms of Buddhist and Christian meditation show that when activity in the parietal areas decreases, a sense of timelessness and spacelessness emerges as a sense of a loss of self-consciousness. This allows the meditator to feel at one with the object of contemplation: with God, the universe, peacefulness, or any other object upon which he or she focuses.
However, when Pentecostals speak in tongues, parietal activity increases. This gives them the sense that a separate entity is communicating with them.
Thus, they do not report the experience of feeling at one with God. Since the parietal area also plays a role in language formation and articulation, it makes sense that we would see this type of activity during the Pentacostal experience.
We don't fully understand this phenomenon, but we suspect that one would need to maintain a strong sense of self in order to maintain an internal dialogue with God. Andrew Newberg.
Sammenhold dette med hvad Albert Schweitzer her skriver:
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
bemærk farverne blå rød og grøn, som værktøjer til at sammenligne forskellen på Paulus og pinsefolket (som lille HansKrist) på den ene side og så på den anden side de mediterende Buddhister som mediterende kristne . Langt om længe mener jeg at have fundet det neurobiologiske forklarings -grundlag på hvorfor jeg altid kommer i opposition til Jes Bertelsen folket i Nørre Snede Vækstcenteret; som Evolutionary Enlightenment folket (Peter Bastian folket) som mindfulness folket; og ikke mindst til Zenia; Arne; T. thomas og vores egen Michael som Kræn-p i sin tid mmfl.
Vigtig at bemærke:
If you decrease activity in your parietal lobe through meditation or intense prayer, the boundaries between you and God dissolve: "a sense of a loss of self-consciousness as a sense of timelessness and spacelessness emerges". Netop dette sker ikke i den Paulinske Kristusmystik som Albert Schweitzer påpeger det, og som Newberg har fundet at det ej heller sker hos pinsefolket (den Kirkeretning mere end alle andre Paulus har så meget til fælles med), fordi der hos dem, Paulus, pinsefolket (som lille HansKrist) ikke finder decrease activity in parietal lobe, men der er tværtimod tale om her en øget, styrket, livlig aktivitet i dette parietal lobe område, der opretholder jeg og du (establishes a relationship between the two objects known as "you" and "God" (Jung ville sige mellem egoet og Selvet, det ubevidste), eller selvet og verden som Tillich kunne finde på at udtrykke det.
Jeg indrømmer det er svært stof, og at det kræver en større mental anstrengelse at forstå hvad det er jeg forsøger at sige i det her indlæg. T. thomas kan om han gider anstrenge sig forstå hvad det er jeg siger og det kan du også du Ole Bjørn (og Kræn-p kunne om han havde været her, som Ipso Facto kan). Ikke at andre ikke også ville kunne, men de har endnu aldrig udvist så stor motivation (lyst) som koncentrationsevne mental indsats at de har virkelig læst hvad det er jeg skriver, så de får skovlen under det.
Mange kærlige hilsner HansKrist.
|
|
|
|
