|
0
registrerede
358
gæster og
22
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad er kristendom?
|
Hvad er kristendom tråden er faktisk en af de bedre tråde i nyere tid. Og havde jeg ikke svaret thomas, ville tråden aldrig ha set dagens lys igen, den var gået død før den fik begyndt, nu har den været oppe at køre på en endda debat etisk sober måde (stort set uden personforfølgende intimideringer, hvis vi ser bort fra bjørns ene indlæg i hans maniske fase hvor han spammede konsekvent alle mine indlæg). Dette er nyt på trosfrihed at personforfølgende intimideringer ikke dominerer billedet.
OS IMOD DEM (troldene dagsordenen) ulmer dog stadig og med ophavsmandens tilbagekomst den får nyt liv, dog mindre voldsomt manisk end før afrejsen. Lad os håbe at han indser at den der OS IMOD DEM (troldene) fjendskab overaktiverer amygdala så meget at hippocampus og dens formidlende rolle opad i det cognitive system, i forhold til Anterior Cingulate og forhjernen, frontal lapperne, sættes ud af funktion, men klar åndssvækkelse, demens, til følge. Man ved idag at man kan gøre rigtig meget for at undgå demens. Og et af de helt store opdagelser er at få bugt med fjendskab og fjendebilleder og vrede (had misundelse) rettet imod andre mennesker.
Religion, spiritualitet har alle dage været klar over at ondskab er et grundlæggende træk ved den menneskelige natur (hjernen er en utidssvarende på mange måde konstruktion, nemlig en stenalderhjerne med op i moderne samtid og nye komplekse civiliserede multikulturelle samfund) hvor der findes medfødte dispositioner til vrede, aggressivitet og frygt (kujon adfærd).
Religion er tænkt i sit udgangspunkt, udspring, oprindelighed, ægthed, autencitet (urkristendommen, Jesus og Paulus fx), som værende et klart modspil til menneskets mest frygtelige forfærdelige primitive tilbøjeligheder, som OS IMOD DEM had og vrede -progromer der 'avler' ondskabsløs og meningsløs vold (historien er fyldt med eksempler). Man ved at gruppe identifikationen OS IMOD DEM, 'avler' vold i tilspidsede situationer, når nogen føler sig trængt og presset; derfor gælder det selvfølgelig i civiliserede samfund om at afvikle disse former for stereotype fjenderbilleder, hvilket religion om noget gør viser det sig (kun fundamentalistiske dogmatiske religiøse retninger er skadelige for andre og for brugeren selv (og selv i disse grupperinger er det kun ganske få procent af medlemmerne der er uvenlige aggressive og fjendtlige indstillede andre mennesker, som at de i praksis vil lade en aggressiv intentionel voldelig adfærd komme til udtryk)):
Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Luk 6, 27 - 29.
Vær ikke noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker har opfyldt loven...
og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: "Du skal elske din næste som dig selv." Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13.
Den kærlighed der er tale om er Guds kærlighed Kristus, forligelsen mellem mennesket og Gud der er fyldt med nåde, gratis, at vore synder tilgives, men så fordrer det også at vi tilgiver vore fjender, ja ligefrem elsker dem, udviser medfølende kærlig empati.
Der findes mange former for kærlighed, den mellem kønnene, den sexuelle; den mellem forældre og børn; mmfl, men også den til vore medmennesker, de andre, de anderledes end os, de fremmede, den anden, næsten. Og Guds Kærlighed Kristus, gælder sidst nævnte forhold, og kan ikke reduceres i en forsimplet éndimensionel tænkning til fx den sexuelle kærlighed eller den mellem forældre og børn.
Ud fra neurovidenskab ved man idag at dersom man opløser OS IMOD DEM vreden, hadet og aggressiviteten, da vil hippocampus igen kunne magte i forhold til amygdala sin formidlende rolle opad i det cognitive system, i forhold til Anterior Cingulate og forhjernen, frontal lapperne. Hvormed fx koncentrationsbesvær; hukommelsesbesvær som demens (som småpsykose lignende forhold) vil kunne imødegås, afbødes, ja i nogle tilfælde er der tale om at man kommer sig igen, recovery (som er det helt nye indenfor psykologien). Hvis man tænker på hvad der er sket indenfor de sidste par år, tør jeg næsten ikke spå om hvor meget vi bedre vil forstå de her forhold engang snart i den nærmeste fremtid, aldrig har det været mere spændende end nu at være engageret i neurovidenskab, som dens relevans for en lang række tværvidenskabelige discipliner, og for mig ikke mindst neuropsykoanalysen og neurotheologien. Men også for samfundsteorierne, som fx konfliktløsning, hvordan løser vi konflikterne i vores hyper komplekse moderne samfund, hvor mange menneske af forskellig etnicitet og kultur er samlet (nøjagtig den smeltedigel Paulus mere end alle andre levede i og forholdte sig til, derfor tilnavnet hedninge apostlen, som æren for at have sprængt Kristus ud af jødedommen, hans universalisme er helt umuligt at komme udenom, både i forhold til etnicitet, såvel som religiøsitet, som køn, som mellem lav (slave) og høj (fri mand (aristokrat med magt og midler) rangsperson). Der var bare ikke det der lignende demokrati der tilbage i antik grækenland som der 2000 år tilbage, som en og anden debatkollega forkert, historiske set forkert, gir udtryk for.
Alt tyder på at religion (som består af folk med en religiøs spirituel praksis, med Gud eller uden gud) er en positiv størrelse for såvel samfundet som den enkelte. Og ihvertfald er der intet der tyder på at religion er på vej ud, nogensinde bliver et overstået stadie i menneskets historiske udvikling. Som den sexuelle kærlighed er kommet for at blive, på samme måde gælder det for religion, folks religiøse spirituelle praksis, om dette er med en Gud eller uden gud).
Det der er sket igennem de sidste 50 år eller mere (især hos teologerne og filosofferne, mindre hos lægmand) er at vi går imod at religiøse folk udvikler deres egen teologier (autoritær dogmatisk konfessionel overtroiskehed (blind tro) er på vej ud), ja alle mennesker har helt deres egen Guds -forståelse, som mystiske forundring over tilværelsens inderste mening for dem, eller mystiske forundring over samhørighed med universet etc etc.
Som hos Paulus opfatter det moderne religiøse menneske ikke tænkning og tro som værende i evig konflikt hinanden og hvis der skal vælges, så følger det moderne menneske Paulus, i at lovsangen med vores forstand skal stå over den med ånden, da vores intellektuelle integritet ikke må lide last ifølge Paulus. Også derfor bliver han kaldt for tænkningens skytshelgen ham Paulus. Paulus er et forhjernemonster af dimensioner har jeg sagt positivt ment i mange år, og det er netop funktionerne i forhjernen der om noget aftager ved demens, aftagende åndsevner (åndelig udslukthed). Og ja ingen opfordrer som Paulus os mennesker til at fremme åndsfriskheden vores (være glødende og ivrige i ånden, i vores entusiasme (i Gud -væren; i Kristus væren), og her er vores åndelighed, spiritualitet altså ikke i konflikt med vores tænkning ifølge Paulus, hvilket kan få Tillich til at skrive sådan i hans store hyldest til Paulus:
Thinking pervades all the spiritual activities of man. Man would not be spiritual without words, thoughts, concepts. This is especially true in religion, the all-embracing function of man’s spiritual life. Paul Tillich; Systematic Theology, bd 1, side 18.
Det er næsten umuligt at finde et ærligt kristen troende menneske her på trosfrihed, altså et menneske der vil stå ved sin kristne tro, trosliv og spiritualitet, alle virker til at have berøringsangst, og da ihvertfald i forhold til en klar tilkendegivelse. For man kan jo få ørerne i maskinen, en hvepserede og blive noget så stukket og slået/forslået af andre. En af grundene hertil er at Kristus er det mest kontroversielle og politisk ukorrekte i vor moderne tid, hvorimod Buddha som buddhismen nyder en meget større almen udbredt anerkendelse, også fordi der her intet politisk ukorrekt og kontroversielt kommer i spil, associeres med.
Siden debatten, sober debat, er kommet i højsædet de sidste dage, fordi den der OS IMOD DEM personforfølgende intimiderende debatstil har mistet vind i sejlene, bliver det tydeligere og tydeligere med vores forskelligheder, vores uenigheder, alt står mere klart nu, og det gir respekt, at vores forskellige ståsteder træder tydeligt frem. Måske vi endda vil finde ud af at vi til trods vores forskellige religiøse/spirituelle eller ateistiske ståsteder, endda, dag for dag grundet uddybende respektfyldt dialog, debat, vil opdage at vi kan være enige om mangt og meget, fx have fælles værdier på en lang række områder, trods fuldstændig forskelligt dynamisk udgangspunkt trosliv og spiritualitet, eller ingen af slagsen.
Der burde opstå en ny dialog mellem ateister og moderne aktive religiøse/spirituelle mennesker. Og denne er allerede godt på vej, mange bøjer af overfor (siger fra overfor) den måde Dawkins; Dennett; Hitchens; Harris er kommet uheldigt fra start på deres kæpheste ateisme felttog som er så fyldt med aggressivitet, vrede, latterliggørelse og ringeagt, fordomme, projektioner (forsimplet og unuanceret) og som lægger op til konflikter, frem for at søge dialog og samtalen. Men de har været med til at sætte skub i en religionskritisk udvikling blandt lægfolk (ikke fagfolk som kun relatere til kritikken som symptomatisk) der hele tiden er i bevægelse, også en retning de nok ikke selv har ønsket det, for ingen kan styre folks religiøsitet og spiritualitet. Fjerner man den ovenfra og ned kulturelt samfundsmæssigt politisk, da vil den poppe op igen fra bunden af, græsrødderne af, for ikke ret mange mennesker kan leve uden den transcendente religiøse spirituelle dimension med inde over deres liv, og ja tænkningen, forstandighed og videnskabelig tænkning er kun et stort plus, der om noget formår at tilskynde det moderne menneske af idag, til at, på et nyt teologisk grundlag, være beskæftiget med de transcendente religiøse spirituelle dimensioner, som mange af os har masse af erfaringer med. At disse religiøse spirituelle erfaringer, oplevelser, gang på gang kan delvis og kun delvis forklares på et (sociologisk kulturelt) psykologisk, psykiatrisk, eller neurovidenskabelig grundlag, reducerer jo ikke disse erfaringer i forbindelse en livslang religiøs spirituel praksis, til at være ingenting af værdi, tværtimod formår man idag at måle og udforske, hvilken gavnlig effekt disse har for den enkelte såvel som for samfundslivet.
mange kærlige hilsner HansKrist.
PS:
Kristus er jo et teologisk begreb (der dækker og tar del i en hel bestemt del af vores Guds-liv, liv med Gud), og det siger sig selv at ateister og ja mange religiøse, der ikke kan forbinde noget med dette begreb (avancerede Guds begreb) de vil påstå jeg vrøvler når jeg teologisk argumenterer. Når jeg teologisk argumenterer er det alene henvendt til troende mennesker, bestemt ikke ateister som michael, simon og bjørn (eller religiøse som arne der ikke vil vide af det personlige Kristus Guds begreb, som det trosliv det dækker over), hvorfor de bør skelne mellem hvad der gælder for folk med et aktivt trosliv hvor Gud er en levende erfaringsnær størrelse for den enkelte, for kun for disse vil begrebet Kristus overhovedet kunne afføde rimelig mening. Arne siger blot at han ikke forstår mig, de andre tre ateister; bjørn, simon og michael, de siger blot at jeg vrøvler, og det forståeligt nok, fordi de begreber jeg bruger ikke har noget liv (gyldighed som betydning) i deres begribelse af sig selv og verden. Således når jeg argumentere teologisk ud fra Kristologien, er det kun for de kristne der har forudsætningerne for at forstå hvad jeg taler om.
PPS:
Intet mindre et gennembrud og værd at bemærke omkring Michael, hvad han her skriver:
Undersøger man fænomenet religion, kan man ikke undgå at nå frem til det resultat, at religion er falsk. For det er sandheden om religion. At den er falsk.
Men du har selv været inde på, at man ikke kan tage folks tryghed fra dem uden at sætte noget andet i stedet. Hvis man har baseret hele sit liv på en religion eller tro, vil man konsekvent afvise enhver form for erkendelse som truer denne tryghed.
Det, som jeg selv har sat i stedet er erkendelsen af at jeg som menneske lever i forbindelse med omverdenen. Dvs. det faktiske, eksistentielle fællesskab med andre mennesker er det, som giver mig styrke.
Respekt og interessant udmelding fra dig af Michael.
Har du så lagt afstand til dine meget glødende religiøse indlæg, skriverier og personlige vidnesbyrd gennem årene, ja lige indtil for ikke så mange dage siden, hvor ingen kunne ane hvor du ville lande? Du sagde et her på trosfrihed fx og noget helt andet på religionsdebatten, hvor selv kristne blev forskrækkede over din fundamentalisme i forbindelse den guddommelige autoritet, du tilskrev visse dele af det Nye Testamente i forhold til andre dele. Fx hvordan det lykkedes dig at komme frem til at visse dele af NT har større guddommelig autoritet end andre dele, har jeg aldrig forstået, og da slet ikke nu du er ateist, hvordan kan noget religiøs litteratur så i dine øjne (en ateists øjne) opnå guddommelig autoritet?
|
|
|
|
