|
0
registrerede
299
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Jeg indoktrinerer ?
|
Hej Treram..
Når man er forældre til børn i den alder, har man et utal af konflikter at forholde sig til, de er jo i fuld gang med at separere sig mod selvstændighed, men gnaver samtidig i sig selv til blodet flyder og er meget påvirkelig for omkringværende menneskers indtryk af dem, som tit vinkles fra alle leder og kanter, indtil vinklen matcher et selvforstærkende kritisk selvsyn. Din datter har sikkert rigeligt at se til, alene for at være der for sin datter og bistå hende, for det er tit hvad det drejer sig om – du husker måske dig selv i 14 års alderen, eller hvordan din datter havde det med sig selv.
Dertil kommer jo så denne åndssvage idé om konfirmationen som markering af indgangen til ”de voksnes rækker”; selvfølgelig fint nok med pejlemærker i livet, alene for erindringers skyld, men herregud da, nogen af os sidder jo stadig i køkkenet og afventer de voksnes hjemkomst, andre bliver først voksne – dvs. får en slags indre svært urokkelig harmoni som god selvkontakt m.m. – henimod 40-50 års alderen, atter andre bliver jo aldrig voksne selvansvarlige mennesker og opfører sig som pattebørn til langt op i alderen. Og så findes der de børn, som livets omstændigheder formede på en måde så de aldrig fik lov til at være nogens børn, og på en måde bliver forældre for sig selv i en ”livets hårde skole”. Ja der er vel egentlig ingen grænser for hvad ordet ’voksen’ har stået model til gennem tiderne, og som stadig er genstand for megen polemik.
Dit barnebarn har uanset mit ovenstående ævl her, sikkert sine tanker og spekulationer omkring sit eget selvforhold og forholdet til verden omkring sig. Jeg er ikke i tvivl om, at forældre med en kristen livsanskuelse mener det lige så godt som forældre uden, når de kærer sig om og varetager deres forældreansvar med kærlighed til deres øjestene, og netop det at varetage ansvaret for at de har det grundlæggende godt, er jo en tankebyrde som sikkert fik din datter til netop at spørge farmand (dig), hvad ”der mon var gang i”. Ja hvor skulle hun vel også vide fra, hvem i familien der pludselig fandt på at udtale sig på dit barnebarns vegne, hun er jo optaget af de nærværende familieforhold og ser sikkert stort på sladder. Er der noget, som sladdervorne mennesker, der fiser rundt i manegen med en halv vind alene for egen opmærksomheds skyld – og hvor er det så lige vi har set denne pudsige menneskelige egenskab før, ku’ det være her på debatten? ;)
Nogle bedsteforældre har jo et tæt dagligt forhold til deres børnebørn fra de er ganske små – min søster, som er syv år ældre end mig, var fx mormors kæledægge, hun brugte mormor til at lære mor ”udefra” at kende, osv. – andre bedsteforældre, får måske først det tætte forhold til deres børnebørn i netop den periode hvor de har så stort et behov for at ”snakke med et fornuftigt menneske”, ha’ et sted hvor de bare kan være sig selv, uden at skulle være på vagt overfor omgivelsers indtryk af dem, og dér er det jo ganske vidunderligt for dem at ha’ netop ’bedste’ eller ’olde’ at snakke med; dels er de familie og dels står de støt i livet og indgiver derfor indtrykket af en milepæl i vinden. Det er nemlig godt at være barn/ung og vide, at man har sin egen ’bedste’ at gå til, når man bare ikke ka’ udholde fars og mors evindelige interesse for ens velbefindende, alle de intimiderende spørgsmål i direkte eller indirekte udgaver.
Jeg har jo ikke pejling på din rolle i jeres familieforhold, forsøger bare her at anskueliggøre, hvor svært det kan være for en 14 årig pige at finde et sted hvor hun ka’ være fritaget for alle de selvbebrejdelser teenagetiden tilbyder mennesker på det tidspunkt i livet, og at netop det at der findes en ”helle”, kan være overordentlig vigtig. Måske er den funktion også din opgave, hvor netop snakkene om livsanskuelser og alt mulig andet selvfølgelig også indgår i samværet mellem ’bedste’ og barnebarn. Jeg ved, at nogle forældre ligefrem føler lidt jalousi overfor deres forældre, netop fordi de har overtaget et forhold de synes tilkommer dem. Mange har selvfølgelig et helt naturligt forhold til det, og betragter barnebarn/bedste-forholdet som nødvendigt for også dem selv m.m.
Endelig har vi den skrækindjagende forældreversion: religiøse forældre der for enhver pris bare må indpode deres egen grundlæggende livsangst i deres egne børn, og helst fra de er så små at selvforsvar ingen option er. Man får myrekryb af den slags mennesker, og det må som bedsteforælder med et nogenlunde harmonisk selvforhold og livssyn, være afmægtigheden selv at se sine børnebørn knuses i sådan en ”meningsmaskine”. Jeg kender enkelte ”fine” eksempler fra egne venners venner, som er opvokset i små norske bygder med en helt speciel form for kristen guddommelig ”kærlighedsudøvelse”. Ja, det er helt utroligt hvad små mennesker i grunden kan holde til, når man tænker på hvad de blev udsat for, ligesom det omvendt ikke er særlig utroligt at mennesker får et liv med svære neuroser genereret af vaskeægte idioti. Men det må i hvert fald i sådanne situationer være svært at være ’bedste’ og se sine børnebørn reducere livet og verden til en mytisk teaterforestilling. Det er de utroligste historier den slags mennesker bruger til at legitimere overgreb på børn, som jo også tit ender med aldrig at stole på disse forældre mere, forudsat de på et tidspunkt bliver nogenlunde hele mennesker igen.
Og selvfølgelig indser den slags mennesker aldrig hvad det i grunden er de er i færd med, eller hvad de egentlig foretog sig, for de handlede jo udfra de bedste intentioner med ”livets mening” som endegyldigt formål, ja selv kærligheden bruges til legitimere en egentlig terrorisme af det menneskelige sind. Men altså, det er svært at stille noget op hvis ikke man har myndigheden, og forandringer kræver nu engang en indsigt og erkendelse, og den kan jo ha’ små udviklingsbetingelser.
”Jo vi lever i et lille Paradis her i det nordlige Skåne, med masser af natur med vilde dyr, men jeg bor også i et bibelbälte hvilket jeg heldigvis ikke märker så meget til, jeg har ateist märke på mine biler og et stort skilt lige indenfor hoveddören med tekst:
You say you found god, ok he is yours if nobody else claims him i 30 days.
Hvilket min familie skuler lidt til når de er her”.
- Jah, det burde være ethvert menneske forundt i det mindste én gang i livet, at leve omgivet af rigtig natur, fritaget for trykimpulser på ens ører og øjne fra alle disse pågående menneskers pengejagt. Det gør virkelig noget ved ens sind med idet mindste ferier fra den slags, og jeg forstår mennesker der helt fravælger bylivet for at leve resten af deres liv på øerne eller i nordligere natur. Har man ikke været nordover og oplevet hvad rigtig natur gør ved én, så forstår man nok ikke meningen med dette, men jeg har selv boet nordpå og med lyden af rislende vand fra soveværelsesvinduet, samt en vidunderlig følelse når jeg strakte mig i døren med blikket på solen over aftegninger af fjeldet og kun svage menneskeskabte lyde fra dalen under i morgenstunder. Og mit indtryk er i øvrigt, at venner jeg har i det norske, ejer et mere harmonisk sind end venner jeg har i det danske byliv her, hvilket har meget at gøre med nærmest hudirritationer man udsættes for i et storbyliv – folk er i sagens natur hellere fri for uvedkommende indtryk på sanseapparatet, og vænner sig kun af nødvendighed til leveforholdet. Har man først parameteret, forstår man reaktionen og ved hvad man må gøre.
I den forbindelse er mennesker der bor tæt på metrobyggeriet i indre Kbh. nu udsat for høje db på hele sanseapparatet 24/7, og politikere der oftest bor uden konsekvenserne, pålægger altså beboerne at leve i årevis med den slags, udelukkende begrundet med økonomiske besparelser. Disse mennesker kan ikke engang sælge deres lejligheder for nuværende. Det er de mest utrolige ting folk tvinges til at leve med, at ingen er gået amok og har slagtet disse politikere, viser alt om en helt utrolig tilvænningsevne.
Et ”bibelbælte” er udefraset i sig selv en humorisme, indefraset må det være lige så stor en hudirritation som at leve med metrobyggeriet, og jeg forstår udmærket din afstandtagen. De bibelske glade sanglærker har dig sikkert med i aftenbønnen Treram, om ikke andet er du sikkert genstand for megen snak om syndsforladelse. Den slags må man også udvise en vis forståelse for, i betragtning af at du rent faktisk giver sanglærkerne et meningsindhold at snakke om. Har du ser filmen ”Englegård”? ... Ja, selvfølgelig har du det; herlig film – og selvfølgelig svensk, for siden hvornår har dansk film lavet noget der var værd at se? – men også en udmærket illustration på den forargelse nogle mennesker bare må føle, for overhovedet at mærke de lever. Måske det er i dét lys man skal forstå netop Arnes store forargelse ud i konstante salmesange om alle de skrækkelige ateister, der jo trods alt også fylder hans liv til randen med meninger; ikke at nogen har set argumentationer eller nogensinde vil se dem, det er bare sådan en lille hobby nogle troende har. Ja, det er da godt man ka’ tilføre disse troende lidt indhold i livet, nu guderne syners at ha’ forladt dem. Tja, jeg ser ikke anden årsagsforklaring på deres evindelige skråleri her på debatten ;)
Jeg håber det løser sig, det med dit barnebarn, men det var da godt at vide det bare var en sladretante med munden fuld af kirkekaffe, og ikke dit barnebarn der havde den mening om dig. Ha’ en fortsat flot dag Treram – jeg nærmest skryder over solen der bare vælter indover arbejdsbordet her: bliv du bare ved med det dér lille sol, osv. i den dur ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
