|
1
registreret Arne Thomsen
201
gæster og
113
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Blasfemiparagraffen er jeg da ligeglad med.
|
jeg vil forsøge alene at fokusere på hvad Afrodite her skrev:
Det er mit håb, at tonen i Trosfrihed må udvikle sig i en bedre retning fremover, således at vi alle kan læse diverse indlæg uden stødende og ubehagelige tilkendegivelser.
og så vil jeg glemme alt hvad der er gået forud om vi nærmer os dette ønske og håb som Afrodite udtrykker for Trosfrihed, os her på Trosfrihed
mange kærlige hilsner HansKrist.
PS:
Om noget jeg ønsker at vores forskellige synspunkter og ståsteder skal komme tydeligt frem og vi skal glæde os herover, vores forskelligheder, men vi skal ikke gøre personforfølgelserne, intimideringerne, latterliggørelsen og ringeagtelsen til det centrale i debatterne.
Det vigtigste må være at vi igen får lyst til at bruge det danske sprog, for at udtrykke os og beskrive, hvad vi finder væsentligt og som et ubetinget anliggende af ultimativ betydning for os og vores liv.
Det er nok det der gør mest ondt på mig, altså overgrebet imod det danske sprog, som er blevet voldtaget og ødelagt her på siden, ingen kan længere skrive noget og ytre sig, uden at det bliver groft mistydet og latterliggjort. Dette er vold imod sproget. Det er vold imod den gode samtale mellem mennesker. Det er vold imod ytringsfriheden, lysten til at skrive og formulere sig. Kors hvor er der gjort vold imod det danske sprog i den henseende og vi er i den grad blevet hæmmet og voldtaget dybt ind i vores indre, såvidt dette at turde skrive og ytre os frit.
Selv om jeg er meget robust, kan jeg dog tydeligt mærke den voldtægt og ødelæggelse der foregår. Men hvad med alle dem der ikke længere tør debattere frit, tør skrive her længere (tør lade munden flyde over med hvad de har på hjertet), fordi de kan se hvad det indebærer af risiko for at blive angrebet personligt og intimideret, latterliggjort og ringeagtet på det groveste, ud fra alene mistydninger og misopfattelser af hvad vi skriver. Det er denne voldtægt imod vores udtryk, vores tale og samtalen, brug af sproget, jeg begræder når jeg tænker på trosfriheds skæbne. At denne typiske akademiske angst, bluf og neurose, skulle sejre her på trosfrihed er sørgeligt. Jeg vil forsøge at gøre alt hvad jeg kan personligt for at få det ændret. Derfor har jeg også kigget kritisk på mig selv som debattør, hvilket jeg også synes et par andre burde gøre, hvilket jo er den dagsorden thomas forsøgte at sætte op, men så smuttede han igen, og som jeg engagerede mig i, men vi slås med det tavse flertal, der gemmer sig af konfliktskyhed, ellers var debat terrorismen nok ophørt for længst. Men jeg tror vi er ved at lykkes, at vi vil lykkes, jeg fornemmer det.
|
|
|
|
