|
0
registrerede
445
gæster og
1440
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Folkekirkens store dilemma.
|
Hej Treram..
Jah, disse fantasiophob fra gammel metafysik, har aldrig været en artig forklaring på noget som helst. Den slags bruges kun i overtroiske kredse til fastholdelse af synteser om ”evigt liv”, men er uden egentlig forklaringskraft. Vi mennesker er jo vældig gode til at producere idéer, ja vi kan endda få mareridt og tro dem virkelige, og kan altså også producere idéer der ikke kan bruges til noget som helst. Og da hjælper det kun lidt at tale om ”ånden” i historien.
Det værste religioner har budt mennesket, er i mennesket at indføre en drømmeverden der ikke har det fjerneste med selve livet at gøre – og de bedste producenter af disse historier var de gamle grækere, fra hvem de kristne stjal med arme og ben. Og sørme om ikke store dele af menneskeheden stadig putter disse frugtesløse idéer om ”evigt liv” og ”livets mening” i munden som en anden tommelfinger, når livet går én imod, ja de kalder det endda synteserne for ”store spørgsmål”, ”eksistentielle spørgsmål”, trods det faktum at synteserne er drømmeproduktioner uden virkelighedsforankring. Det er disse historier der har aflejret sig i Arnes livssyn, hvorfor den eneste intuitive forbindelse findes mellem hans tanker om livet og det aflejrede livssyn. Han kan ikke finde forbindelsen mellem denne ”åndrige” verden og selve virkeligheden, hvorfor selve spørgsmålet: hva’ ska disse åndrigheder forklare om virkeligheden?, altid vil omgås med fx idéer om videnskaberne der ikke kan forklare alt osv.osv. i den dur.
Naturen bliver jo ikke mindre smuk af at blive forklaret, at vi ved noget om den, tværtimod ved vi hvorfor den er smuk. Religioners overtro er derimod ikke særlig smuk, for den fordunkler det virkelighedssyn vi må forstå, for at vi dels kan erkende livets virkelige præmisser og for at vi dels kan se det smukke i livet, til trods for de barske realiteter. Det er nemlig på trods af det barske at det smukke kan opstå.
Der kan sagtens være et eget liv i gode fortællinger, en ”åndskraft” iboende i historien, hvor en sådan ”åndskraft” bare betyder at historien puster af et eget liv. Der er da tale om virkelige livsindtryk der formes og præpareres med fantasier, hvorudfra det virkelige får et andet udtryk. Disse udtryk kan jo sagtens inspirere os til at skabe nyt, endda nye værdisyn, men vil vi forklare livet med slige værdisyn, da må virkeligheden og værdisynet ha et samband (en korrelation) med hverandre, og det er her det strander for Arne.
Med poesien kan vi forstå hinandens lidelser fra livets aftryk i sindet, fordi det bliver os muligt at genkende os i tankebillederne. Men disse tankebilleder, hvor ”åndelige” de end er fremstillede, forklarer jo ikke dermed selve virkeligheden for os, kun vore indtryk af den. Og det er dette jeg har Arne stærkt mistænk for at misforstå, idet han vedvarende sammenstiller noget deskriptivt med noget normativt – fx propper han videnskaber ind i de små historier om ”ånden”, og bebrejder videnskaberne ikke at forklare ”ånden”. Ak ja, så pudsigt det dog er – livet altså..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
