|
1
registreret Arne Thomsen
510
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Får kristne en mere værdig død?
|
Hej Treram..
Godt indlæg – om det værdige ved måden vi lader vore kære dø på, ja udsigten til måden vi selv kan ende med at dø på, i modsætning til selve døden der næppe er megen værdighed i.
”Med en värdig död mener jeg at man får en död uden at väre tilsluttet div. apparater med masser af slanger, der pröver at holde liv i een selvom man faktisk dör hvis slangerne fjernes, jeg husker min far da han döde, han ville sove til middag som han plejede og han vågnede så bare ikke igen”.
- Jeg ser det værdige i at begrænse smerter under også dødsprocesser med tilgængelige midler og værktøjer i svære sygdomsforløb, smerter fratager os alle den værdi vi tillægger livet. Men netop det, at det kan være så svært at give slip på dem vi har kær, ja på eget liv, når der er tale om unge mennesker der fx. lider af svære sygdomme, kan netop ende med at vi søger at forlænge livet med udsigt til et uværdigt livsforløb. Med hvilket jeg altså mener, at det er selve livet vi dér uværdiggør, idet selve meningen med det at ville hjælpe dem vi elsker, jo indlysende ikke på forhånd var at fratage dem deres integritet og stolthed.
Problemet er jo, at livet ikke har samme værdi for alle mennesker der står foran at skulle dø, fordi livet udtrykker sig på så forskellige måder og derfor skaber så forskellige livssyn. Dette gør det umådelig svært at sætte en fælles standard på dels et værdigt sygdomsforløb og dels selve livet.
Hvad jeg tror vi kan bestræbe os på, er i selve situationen at tage stilling til det enkelte menneskes livssituation, så vi netop ikke ender med at standardisere livet efter en målestok, der så ender med at overskride og ødelægge i stedet for at gavne.
Der er en vis værdighed i det at sove for ikke at vågne igen, når tilfældet som med din far var det, at mennesket slap sit liv midt i den proces hvori livet havde sin vanlige gang. Og sådan forestiller jeg mig mange mennesker helst ser deres egen død foregå. Vi forholder os jo også med forskel til angst, ja du kender sikkert selv eksempler på mennesker man udover den venskabelige kærlighed, agtede fordi de gik deres død i møde på en måde der vidnede om en dyb selverkendelse, der bare førte en masse ro og accepteret stille fælles sorg ind over det forestående tab, midt i fællesskabets sidste tid. Sådan har jeg oplevet venner forsvinde, og det efterlod mig med indtrykket af deres personlighed intakt, hvilket jeg er taknemlig over, i modsætning til udfasningen gennem sygdomme som Alzheimer, der over tid ka’ fratage én erindringen om det stolte og selvbevidste menneske man engang kendte.
Når de religiøse propper livet med den mening, at livet bare fortsætter efter døden i en eller anden fantasi skabt i livet selv, og derudfra ender med at sætte værdi på døden som om den var en overgang til noget værdifuldt for hele menneskeheden, ja så får vi et kulturelt problem vi fælles må tage politisk stilling til, for derved forgriber de sig netop på det enkelte menneske.
mvh
Simon
|
|
|
|
