|
0
registrerede
549
gæster og
53
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: lad os gå til sagen selv
|
Hej Hans..
”At tro på Gud er "blot" at tro på (at have tillid og turde leve på) denne virkelighed, åndens kreative ekstatiske nærvær og manifestationer (gøren sig gældende) i ens liv”.
- Problemet er, at ”psykiske realiteter” fra den troendes eget oplevelses- og fantasirum, ingen virkelighedsforankring har. Så dette er m.a.o. ikke en særlig tillidsvækkende måde at forklare noget om virkeligheden eller vores fælles verden på. At metoden tilbage i div. kultursamfund var accepteret og anerkendt i troendes egne kredse, er en anden men også fuldt forklarlig historie.
Fænomeners evne til eksistens og deres forankring i virkelighedsrummet er imidlertid ikke resultatet af menneskelig indbildning, mens guders indføring, ved en ”partitionering” af menneskets tænkeevne opdelt i ”ånd” og ”sjæl”, netop er en følge af en sådan indbildning. Vi ser fx. hvordan religiøse troende ad denne vej tillægger sig særlige færdigheder som følge af tænkemåden. De er fx. ”spirituelle”, ”clairvoyanter”, ”kristne”, ”buddhister”, men tilfører alle virkeligheden og vore fælles verden deres tænkte fænomener ved troen alene. Men ikke nok med det, de forklarer alle sammen sig og mennesket selv, med henvisning til overnaturlig tro. Gudefænomener afgrænses til ”åndelige oplevelser” alene ved hjælp af selve tænkemåden, men også fordi tankefænomenerne slet ikke formår at optræde i selve virkeligheden. Fx. tilbyder virkeligheden en oplevelse, som den troende så tolker ind i en parallel virkelighedsanskuelse, hvormed virkeligheden så ”opkvalificeres” og værdisættes, men igen alene p.a. tænkemåden – virkeligheden selv gør ingen indvendinger, den er indifferent som naturen selv.
Problemet med en sådan måde at blande fantasier og virkelighed sammen, må være indlysende for mennesker flest, ellers ville ingen udvikling være sket. At tiltænke naturen og dens fænomener evner og betydning ved kun troen, er så væsensforskellig fra det at forklare naturens fænomener og hvad disse måtte evne og formå – og derved skabe en forståelse af sig selv. M.a.o. er religiøs overtro uanset arten ingen tillidsvækkende metode at værdsætte mennesket som individ med, for mennesket evner jo desuden at tænke sig fri af religioners overtro, og er ergo religioner overlegne.
Man ka’ vælge at se religioner som delmængder i en fortsat udviklingsfase i menneskehedens historie, hvor også den indbyggede etik og moral selvfølgelig undergår forandringer. Tilbage står en sund fornuft, en form for videns-sekvens fra kulturers forløb i et øjeblik, en akkumulation, indarbejdet helt ned i individets selvforståelse, hvor sammenhængende forklaringer, kan være højst nyttige og fremmende for ethvert individ i dets kultur.
Men det blir altså lidt svært at få øje på, hvad kristendommen har at tilbyde fremtidens mennesker, andet end et tilbageblik på mennesker der tænkte tanker, som havde deres præcise relationer til en samtids præcise problemer. Her forekommer det, at kristne troende kigger på fremtiden gennem et sentimentalt tilbageblik på deres ikoner/idoler - som i stedet for at være plakater på væggen, nu er klistret fast i deres panderynker - hvorudfra de bedyrer, at de så sandelig intet håb ser for fremtidens mennesker, at disse vil være helt fortabte, fattige i "ånden", uden netop deres livssyn til efterlevelse. Men også dette er sket mange gange før i udviklingsfasen, tilmed er måske 99% af menneskehedens akkumulerede oplevelser gået i glemmebogen – vi er m.a.o. ret forglemmelige små mennesker, der naturligvis fastholder vores minder og erindringer, ja vore kæreste venner og familiemedlemmer, i erindringsbanken/hukommelsen. Man ka’ ligefrem få dårlig samvittighed over ikke at betænke og værdsætte mennesker der lever, den gælder også den anden vej rundt, for dem der ikke længere lever. Følelser knytter sig meget til menneskets erindringer, derfor også til fastholdelsen af erindringer. Og det er her vi kan slå så dybe rødder i tilbageblikket, at vi nærmest afvikler fremtiden for efterkommere, med div. kulturværdier – der jo endnu ikke knytter sig til endnu ikke fødte mennesker. Der må m.a.o. forekomme en selektion, der må sorteres i også kulturværdier, for vi kan næppe tillade os at skrive de endnu ikke fødtes ind i vore egne sentimentale tilbageblik. Og det er lidt her religioner har det med at tromle mennesker ned, og har gjort det i årtusinder, med alle mulige intentioner om at fastholde en tro (med enorm kærlighed her, dér og allevegne), men som endnu ikke har vist sin evne til at vise noget om virkeligheden udenfor mennesket. At tro noget, kan i sig selv være en midlertidig syntese, en øjeblikkets anskuelse på ringe præmisser. Her afventer man, venter at komme noget lidt nærmere en forklaring, for derfor at være uden mening, uden tro i den forstand religiøse mennesker tillægger ordet betydning – og da i særlig grad Kierkegaard, som anbragte troen som resultatet af det sublimeste valg. Men i dette lys, blir troen som antagelse ikke særlig relevant for øjeblikket, og den blir altså ikke mere relevant, fordi man anskuer selve livet og sin rolle i sociale forhold, alene ved det, at man ka’ tro noget i et afgrænset metafysisk tankerum – som slet ikke er beskrivende for virkeligheden selv, men kun for selve tankekonstruktionen.
Så jeg ved ærlig talt ikke hvad kvalifikationer alene med tro sku’ tilskrives, andet end som midlertidig synspunkt. Man ku’ jo fx. flytte synsvinklen – hvorfor troen som sådan, blir sagen lidt uvedkommende..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
