|
0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Enden nærmer sig
|
Hej Zenia.
"Tænker lidt over det, du skriver her ... og funderer over, om dine følelser egentlig er antipati mod kirken generelt som institution ... eller er det mennesker, som har en tro, du ikke forstår? Måske begge dele?"
- I begge tilfælde drejer alt sig om troen som selve kernen. Kirken som institutionel repræsentant for en tro på statsfinansiel basis, såvel som mennesker, der gør sig selv eller er blevet gjort til repræsentanter, for en sådan tro. M.a.o. er troen det centrale, uanset mennesket der tror – noget, om dette eller hint.
Mennesket der tror, kan rationelt forklaret, tro noget fordi det ikke ved. At finde viden om noget, må derfor være et centralt formål, ikke at tro noget. Selve trosanskuelserne kritiseres m.a.o. fordi de underbygges med subjektive referencer.
Af samme grund er det heller ikke interessant at tale om ”personligt troende”, idet kritikken også her omhandler troen, både som redskab såvel som selve trosindholdet – personen accepterer at gøre til både redskab og formål for et syn på livet, men med kun imaginære subjektive referencer.
Spørgsmålet er således i al sin væsentlighed: hvorfor konkludere noget om livet (livets mening m.m.), udfra så vage forudsætninger? Det går skam an at sige ”det ved jeg ikke, men jeg kan undersøge om der er grund til at antage noget – og dette eller hint”. Det blir man næppe dummere af, hvorimod man godt ka’ føle sig lidt dum, hvis man begynder at forklare livet med troen alene.
Tænk her på alle andre vilkår i livet, hvor du må undersøge noget hvorom du er uvidende. Spørgsmålet er her, hvorfor mennesker der bruger trosanskuelser som forklaring på deres syn på livet, ikke også bruger troen når det skal orientere sig for at behandle spørgsmål i livet i øvrigt?
Det er et meget centralt spørgsmål, ikke noget man bare sådan kan overse. Og det er her, man ser/hører mennesker forklare sig med angsten overfor det uvisse – døden, livets mening osv. Men man kan sagtens behandle disse spørgsmål rationelt, man behøver slet ikke ty til imaginære konstruktioner med troen – desforuden skaber den slags heller ingen social tryghed, og det gør de ikke, fordi tryghed forekommer i forbindelse med noget hvorom vi kan have kendskab.
Jeg vil derfor mene, at en antipati i sig selv må isoleres til troen som værktøj og antagelsesform, ja til de institutioner der repræsenterer og kommunikerer den, hvorfor mennesket der har den er underordnet. Og lurer jeg Treram ret, har han fint med kendskab til mennesker med religiøs tro, hvor følelser mellem mennesker i den forbindelse, nok relaterer sig til meget andet end religiøs overnaturlig tro – det drejer sig jo om at forklare vores fælles verden, ja mennesket m.m. på den bedst mulige måde. Og man kan sagtens afvise trosanskuelser uden at forholde sig til disse i relation til personen selv. Man kan endda gøre grin med trosanskuelser på mange måder, latterliggøre osv. helt uden at trosanskuelserne matcher persona. At personer evt. forsøger at skabe et personligt forhold mellem dem som menneske og troen om dem som menneske, det er netop historien om statsreligionerne, historien om mennesket der engang med politiske redskaber, stillede statslige krav om individets respekt overfor den religiøse tro, fordi man måtte udvise respekt overfor selve staten som myndighed. Men dybest set, så er trosanskuelser mennesker har, helt forskellig fra dem selv som personer – der er m.a.o. persona forud for anskuelser der anerkendes og udvælges, hvilke anskuelser det sættes i søen, osv.
”Troen kan jo sagtens være så stærk i menneskets liv, at det ikke behøver forudsætte et kirkeligt rum at dyrke den i? ... Måske er det, hvad der sker i denne tid??”.
- Vil du sandsynliggøre 6000 menneskers udmeldinger med et ”måske det skyldes, osv” (og dvs. troen på) de bare vil spare 0.7 pct. i skat?
For det første, må de 0.7 pct. besparelse dermed veje tungere end støtten til en statsinstitutionel kirke, der faktisk politisk har understøttet selv anderledes trossamfunds rettigheder med henvisninger til landets love. Det er i sig selv værd at bemærke.
For det andet, så har der været omfattende kritik af kirkens cirkus i forbindelse med homoseksuelle vielser. M.a.o. kan dette være lidt af billedet - der findes sikkert mange homoseksuelle i Danmark, men hvor stor en del der er troende kristne, er ukendt.
For det tredie, har mange præster gjort sig til kirkens talerør i politiske diskussioner - ikke mindst på DR's sendeflade. De har her skabt et indtryk af en kirke bestående af uens tænkende præster, at kirken som ramme igrunden er dikteret af mf'ere. Alene her kan udmeldinger være en konsekvens af kirken som et cirkus, der gennem de sidste år bare manglede en anledning.
For det fjerde, er det egentlig underordnet hvad man tror om ukendte menneskers livssyn. At tiltro ukendte mennesker et religiøst livssyn er m.a.o. ikke forklarende for disse menneskers syn på livet - men som faktisk er måden hvorved en del religiøse toende i årevis har forsøgt at argumentere for stadig at ha' sugerøret ned i statskassen.
mvh
Simon
|
|
|
|
