|
0
registrerede
321
gæster og
18
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: er biblen en guds ord?
|
Hej Zenia..
"Er det da ikke sådan, at vi alle præger vore børn ... mere eller mindre bevidst selvfølgelig".
- Der er stor forskel på at give sine børn nogle gode værktøjer med hvilke de så selv kan undersøge livet for indhold - hvilket man så kan diskutere værdien og nødvendigheden af - og så at indgyde dem statiske livssyn, og eksempelvis fordi man selv ikke har andet at tilbyde dem som værktøjer. På den måde stjæler man bare de gode spørgsmål fra børnene, og det har igrunden ingen god mening.
"Tænker bare her, at den holdning ville jeg da nødig give videre til mine børn".
- Børnene danner langsomt deres eget syn på forskelligt, og reviderer henad vejen ofte synspunkter og holdninger, dersom disse ikke hviler på et solidt foklaringsfundament. De er faktisk rigtig dygtige til at se skeptisk på skrøbelige forklaringer, afdække simple sprækker her og dér, og kan endda belyse sprækker til store forklaringshuller, hvortil ofte forældre må til at revidere deres meninger hist og pist..;)
"for den virker mere som noget, der fortsætter med at sætte skel mennesker imellem - fremfor at fremme følelsen af fællesskab, som vi gerne som art må nå til at se som en opgave, der er værd at give sig i kast med".
- Nogle idéer er bare så skelsættende, at de slet ikke er anvendelige til opbygning af fælleskaber. Fællesskaber kan jo heller ikke bestå af lutter følelser for overtro, men må bestå af fornuftige grundsyn der giver mennesker flest mulighed for at skabe en levefod, uanset følelser for idéer. Det er ikke særlig smart indoktrinere børn fra de er spæde med kæledæggemeninger man selv ka' lide, det smarte er, at give dem gode redskaber med hvilke de får optimale betingelser for at udvikle sig til fornuftige og lykkelige mennesker.
Statiske religiøse livssyn har det (historisk) med netop at fastfryse mennesker i bestemte synsvinkler, med hvilke de netop adskiller sig fra medmennesker, og gerne med selvbilleder om sig selv som menneskerne med den "rigtige tro" og det "rigtige livssyn". Det er i sig selv skelsættende og har af den grund skabt masser af uoverensstemmelse i det sociale. M.a.o. er det næppe på et sådant grundlag man skal fundere sameksistens. Vi ser også hvordan udvikling af uens livssyn sagtens kan fungere i samfund med en overordnet politik. Problemerne opstår som oftest, når særligt moralske mennesker søger at presse egne blyhatte nedover medmennesker, hvilket kunne belyse, hvor svært nogle mennesker bare har det med at leve i samfund hvor mennesker udvikler sig væk fra idéer der tidligere var opslutning omkring. At bevare et livssyn er nok i særdeleshed svært, hvis det kun oppebæres af stærke følelser men ingen fornuft, hvor det ikke hjælper at henvise til kærligheden man føler for en evt. idé. Fx. er der stor forskel på at have tillid til idéer, fordi de opretholdes med sandsynlig forklarngskraft. Det er i sig selv et stærkt fundament man kan være fælles om. Det er lidt sværere at argumentere med stærk kærlighed, ja endog voldsom kærlighed der jo også tidligere kom til udtryk gennem voldelige virkemidler. Så at ensarte små børns videre livssyn med stærke historier der skal få dem til at frygte guders vrede, hvis de ikke opfører sig som de religiøse autoriteter siger, gør kun de små børn en bjørnetjeneste. De vil nemlig få svære problemer med at begå sig i en verden, og alt for ofte underlægge sig autoriteter i frygt. Frygten er tit religioners pressionsmiddel, men det er også noget mennesket selv skal leve med. Fx. frygten for mødet med noget nyt og andet...
mvh
Simon
|
|
|
|
