|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
362
gæster og
63
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: er biblen en guds ord?
|
Hej Treram..
Hæfter lige en extra lille kommentar til det her, som der naturligvis er en bekymret fornuftig skepsis i:
”Jeg kan så ikke forstå at mennesket stadig ikke er vågnet op, og ser de er ført bag lyset, men ok de gejstlige kæmper en stadig kamp for at holde liv i skrønerne og de mennesker der ikke har en stærk vilje og tænker lidt selvstændigt bliver hængende i dynget”.
- …men, også langt hovedparten af stærkt religiøse mennesker lever jo hver evig eneste dag med brugen af rationelle virkemidler for at få deres dagligdag til at fungere, ja der er ingen grænser for den fornuft der afspejler deres handlinger og tænkemåder når de skal fungere og trives i familien, naturen, på arbejdspladser, når de skal købe ind og lave mad og i øvrigt forholde sig til fremtiden, ikke mindst når de skal forholde sig til uddannelsesmæssige, økonomiske og politiske forhold; alt er sammen handlinger der afspejler en grundlæggende menneskeligt formet tænkeevne (der overleveres) til prædiktion fra det omkringliggende samfund – som er så fuldstændig anderledes det fundament som livsvilkår mennesker levede under, da kristne små grupper engang vandrede rundt og agiterede for deres grund- og gudesyn i hellenske og romerske samfundsformer – også dengang var der virkelig stor skepsis overfor den overtro religiøse fanatikere udbasunerede hist og pist, Gajus Julius Cæsar skriver en masse om disse tanker i breve til enkelte venner i samtiden, han var (som mange andre på den tid) en formidabel dygtig brevskriver. Men der findes masser af flotte tanker fra virkelig dygtige tænkere i antikken der er overleveret til os, tænk på Senecas og Ciceros, men altså ingen overhovedet fra koryfæet Jesus, som netop mange troende hist og pist tillægger meninger om dit og dat, ja ikke mindst at have haft en stor politisk betydning i samtiden. Den slags forestillinger kommer dog kun til udtryk gennem senere mennesker der næppe selv kan have mødt manden, hvilket i sig selv burde få mange troende til at overveje forholdet med noget større skepsis. Også dette kan forklares, ved at mange af dem simpelthen begrænser deres læsevaner til det der læner sig op ad det de gerne vil tro. Mange professionelle teologer har langt bredere læsevaner og større skepsis end egentlige ”hobby-troende” – tænk bare på ”dokumentarprogrammer” hvor kristne historikere defilerer rundt i kulturhistoriske reminiscenser og rent faktisk fantaserer denne Jesus ind i en politisk samtids store problemer, hvilket angiveligt sluges råt af netop den slags troende kristne, men næppe af folk med en bredere og mere funderet viden om denne samtids forhold for de troende. Der findes mange fordrejninger af historien bag os, skabt af de troende selv, og som udelukkende må begrundes i en faktisk missioneren for en tro, de dog ikke evner at sandsynliggøre med dokumentation af betydning, hvorfor heller ikke den slags programmer er egentlige dokumenter der kan tillægges reel betydning men som rettelig bør arkiveres som underholdning og fiktion. Dog har den slags det formål, at den i forvejen troende cementerer sin tro ved at udbygge historierne de i forvejen slæber rundt på, men altså ikke interesserer sig for meget andet. Vi ser og hører endog teologer og troende kristne der hist og pist forbinder den kristne overtro med den humanistiske tradition, mens humanisme dog betyder, at tage udgangspunkt i mennesket selv. Grunden til at vi ser den slags er, at de betragter fundamentet for deres tro som en ubetinget kærlighed til mennesket selv. Men der findes ingen ubetinget kærlighed, for kærligheden betinger en helt særlig lille historie, som mennesker netop opbygger gennem særlige omstændigheder af nærhed til kun den udkårne eller sine børn, men altså ikke til ukendte mennesker eller overnaturlige fænomener man ikke har det fjerneste forhold til og derfor ingen nærhed til. M.a.o. er gudens ubetingede kærlighed og omvendt altså en indarbejdet arbejdshypotese, der gennem ritualer skal menneskeliggøre og indarbejde en forestilling om et forhold baseret på et overnaturligt syn på livet og med guden som øverste myndighed – hvor den troende (kristne) så ansvarer for sine handlinger, i modsætning til det at an-svare for handlinger overfor medmennesker (humanisme). Endnu værre er, at man helt glemmer at masser af moralske og etiske konventioner er rent fornuftige forhold for sameksistens og som fandtes i forskellige afskygninger afhængig af betingelserne man levede under i langt mindre kulturformer, og som fandtes mellem mennesker uden hensyn til overnaturlige livssyn tilbage i antikken. Der er m.a.o. ingen gode grunde til at betinge etik og moral som et religiøst fundament. Der var bare stor fornuft og mening i at skabe nogle regler der sikrede at man kunne fungere og reproducere i nogenlunde fred og fordragelighed, for i små samfund og på livsvilkår hvor forståelsen af livet og naturforhold har været stærkt begrænset, da har disse regler været af særlig betydning for selve stammesamfundets overlevelse.
Grundlæggende er pointen her dog den, at vi faktisk i dag må betragte religiøs tro som en luksushobby mennesket i nutidens samfundsformer slet ikke afhængige af, for at forstå og forklare sin egen såvel som naturen udenfor sig, og dvs. selve livet som fundament – måden livet kan udtrykke sig på er jo en mangfoldig historie. Det har i den forbindelse været en succes at man søgte at forstå sin egen natur i lyset af en forståelse af naturen omkring os. Der er der fint med sammenhæng, hvilket ikke kan siges at være tilfældet, når vi ser på de anekdoter religioner fremstillede og stadig producerer rundt om os. At forklare sig selv i lyset af disse anekdoter, har kun udbredelse i fattige samfund hvor informationstilgangen er svag eller ikke eksisterende. Religioner fik også størst udbredelse i tider og begivenheder hvor uvidenheden var mest markant, og faktisk kun i kraft af kirkens enorme rigdomme. Man kunne fx sagtens ha’ forestillet menneskelig overlevelse ovenpå tiden med den sorte pest uden religionen som modul for sameksistens. Og vi ser da også i dag hvordan Vatikanet og andre kristne missionerer deres tro i netop fattige afrikanske land, det er simpelthen eneste sted de kan slippe afsted med deres forehavende, hvorfor der altså er en vis sammenhæng mellem uvidenhed og religiøs tro. Det går jo rigtig langsomt og det er svært at forestille sig en oplyst verden uden en velunderbygget økonomi, hvorfor mange afrikanske landes fattige på mange måder er gidsler. Men lige derudover forholder det sig jo allerede langt bedre med grundlæggende viden og udvikling på mange områder rundt omkring i verden, hvilket jo er et fundament at navigere rundt i livet udfra, så at sige.
Der har været tider, hvor det at være troende gav en social sikkerhed i det nære miljø, det er ikke tilfældet i nutidens samfundsformer i velstående lande, hvis vi altså lige ser bort fra tilstande vi finder i ekstremt fanatiske politiske miljøer i (mellem)østen, men også dér ses en opløsning af grundstrukturen via et stærkt pres fra udviklingen væk fra gamle verdensbilleders ritualer på masser af områder. Fx bevæger flere mennesker sig mere imod krav om individuel og økonomisk frihed end tidligere, dvs. at de uafhængiggør sig af noget omgivende der former et vist pres. Det er bare en udviklingsfaktor der viser noget om forandringer som mennesker skaber, og det i sig selv er jo vigtigt som en slags eksempel til efterlevelse.
Jeg deler m.a.o. ikke helt din skepsis overfor den stærkt troendes grundvilkår uden religionen, og skønner, for det forbliver jo et skøn, at også mennesker med stærk religiøs tro i nutiden har masser af muligheder for at skabe stor mening i livet på allerede etablerede forudsætninger og vilkår, hvor en opløsning af de traditioner der jo opretholder trossamfund hist og pist allerede sker. Den sker bare langsomt, for kulturer forandrer sig jo ikke fra dag til dag. Vi internaliserer alle små forandringer i os, og bærer dem videre uden helt at være opmærksomme på forholdet i det daglige. Sætter vi derimod forhold op i større perspektiv, da bliver det straks lettere for os at se forandringer der prægede vores livssyn og som påvirkede os, og samme proces er naturligvis også stærkt religiøse troende underlagt og bærer i sig. Jeg vil formode, at det bare bliver endnu vigtigere for mennesker ud i fremtiden at kommunikere livssyn der afspejler valide forklaringer, forudsætninger for meninger om livet der afspejler en viden der selektivt udvikles og derfor bevæger sig, og at netop den udvikling vil lægge mange af de nuværende traditioner bag sig. Tillige, at den utryghed vi for nuværende føler i mødet med det nye, fordi en udvikling jo afvikler noget man kender og måske forankres i, også vil undergå en udvikling og tilvænning. Den psyke en debattør som Hans er optaget af i forbindelse med en forståelse af sit liv, vil simpelthen etablere sig i andre historier, og altså fælde de gamle af sig fordi de ikke er nyttige for mennesket. Helt på samme måde som alle mulige andre livssyn undergik en forvandling og udviklede nye livsanskuelser. Når der tales om kollektiv hukommelse, er netop den jo afhængig af at mennesket tolker sig selv ind i en etableret historie eller fortælling og identificerer sig. Det vil bare være andre historier, og for det meste beskrivelser der hænger mere fornuftigt sammen, mennesker vil identificere sig med – om muligt identificere sig med selve utrygheden, simpelthen for at lære at leve med den i en omskiftelig tid.
Muligvis de sidste 2-300 års udvikling formede sig som en eksplosion, fordi det netop var muligt for religioner gennem mange hundrede år at holde civilisationen i et jerngreb med kun få udviklingsprocesser til gavn for mennesket. Altså at religionerne skabte en slags vakuum, hvor en gradvis udvikling der ellers ville have formet sig, pludselig tog fart og skabte noget af den utryghed jeg vil formode præger os i samtiden hvad livets mening m.m. angår. I det lys kunne man måske så forestille sig en mere afdæmpet reaktion i kølvandet på fremtidige udviklingsprocesser, ganske enkelt fordi man på en måde er bedre psykisk rustet og vant, og at de psykiske reaktioner derfor slet ikke vil være så krampagtige ud i fremtiden. På den baggrund vil religioner få endnu mindre at tilbyde mennesker.
Nå, det var bare et ”lille” kommentar til dine ord her, midt i alt mulig andet.
Mvh
Simon
P.s.: Kommentarer til de personlige synspunkter, behøver stadig ikke knytte sig til selve personen, kun til dennes synsvinkel.
|
|
|
|
