|
1
registreret Arne Thomsen
518
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Manjana
Emne: Re: Thomasevangeliet
|
Hold da op, og jeg der troede jeg var afklaret. Er jeg på sin vis også, men der er rigtig meget i det du skriver, der er utrolig spændende. Noget af det, er det som om, at jeg kender allerede, men andet er meget fjernt fra mig.
Men det giver alligevel en form for mening, selv om jeg ikke helt forstår det.
Jeg havde ellers tænkt mig at Biblen skulle være næste skridt i min proces, men det gemmer jeg lige lidt. Det her er langt mere spændende, og giver faktisk en del mere mening end Biblen.
Netop også fordi, at den kærlige Gud jeg mener at kende i dag, slet ikke kan sammenlignes med Gud, som han beskrives i Biblen. En kærlig far, ville aldrig tillade sine børn at lide, netop derfor giver det ingen mening, at han har skabt den fysiske verden som vi kender den, når han selv er fuldkommen som du også skriver.
Det giver heller ingen mening at han har befalet de krige, der er beskrevet i det GT, så barbariske de er. Og det giver absolut ingen tryghed at der er udeladt skrifter i Biblen, som skulle være ord fra Gud. Det var egentlig det jeg ville gå i dybden med.
Men det er et fantastisk indlæg og jeg måtte lige læse det et par gange. Der er mange nye tanker, men alligevel sjovt nok, virker de alt andet end frastødende.
Og det er underligt netop fordi jeg havde den tro jeg havde.
Du skriver:
Jeg begyndte for nogle år siden at vende blikket ind af, og siden da er tingene på en måde kommet helt af sig selv(ja, hvilket altid har været tilfældet, men jeg har blot ikke været vågen nok til at kunne se og forstå, og ja, tage imod den vejledning som kom fra mit eget indre). Jeg startede med at læse omkring kroppens fysiologi/anatomi, og omkring det biologiske system inde i kroppen, og derefter begyndte jeg at læse omkring det spirituelle, og jeg kan se nu, at tingene kommer alt efter hvor parat jeg er, altså om jeg er parat til at tage det næste skridt uden frygt. Frygt blokere altid for at vejledningen fra Helligånden og Jesus kan komme ind i ens bevidsthed, for ja, hvor der er frygt kan kærligheden ikke komme ind, eller måske rettere, så tillader det sind som er frygtsomt ikke at kærligheden kan vejlede, for ellers så havde sindet jo også valg kærligheden frem for frygten, men det er så en længere historie.
Jamen det gør ikke noget at det er en længere historie, fortæl fortæl. Kan det være årsagen til, at depressioner forekommer? Jeg tænker på, at hvis man sidestiller frygt med depression, er det så fordi vores angst for det nye, giver sig udslag i depression så det nye/vejledningen bliver blokeret? Det giver virkelig mening.
Eller man tør ikke udforske nye veje i sit liv, at mange derfor ikke er åbne overfor Jesu kærlige vejledning? At de derfor vælger enten det forkerte, eller bliver i noget af falsk tryghed?
Du skriver:
Jeg tror at vores indre vejleder viser os hvilken vej vi skal gå, og så er spørgsmålet hvordan og hvornår vi kommer i kontakt med vores indre vejleder. Vi er på eet plan individer, og på et andet plan er vi alle een, og for mig drejer det hele sig om, at være i kontakt med det som kan se helhed og eenhed, og lade mig vejlede derfra. Og ja, det fundementale spørgsmål for alle mennesker(ubevidst eller bevidst), er jo egentligt: Hvem er jeg?
Dette kan jeg forholde mig til. Et af de steder jeg føler jeg kender til. Jeg er dog ikke sikker på at jeg forstår det rigtigt, men det er set ud fra et spirituelt synspunkt på det åndelige plan ikke? Eller tager jeg helt fejl?
Det du beskriver fra Ekim, er helt nyt og nej ikke svært at forstå men hvor vanen, tankens vane har fået mig til at tro noget andet, er det svært at forholde sig til. Det er nyt men bestemt værd at undersøge nærmere.
Du skriver:
Hvis Jesu budskab i hans korsfæstelse, og ja, i det hele taget hans tilstedeværelse her i vores verden, blev fortolket af Helligånden, så ville der have stået noget helt andet i Biblen. Meget af det som står i Biblen, er ikke i overenstemmelse med en alvidende og kærlig Gud, men snare om en uvidende og barnlig gud, som lader sin egen uansvarlighed gå udover hans skabninger, og ja, ikke mindst hans elskede Søn.
Ja det her ville kristendommen aldrig erkende. Men Biblen er sammensat af mennesker, religionen er bygget af mennesker. Hvem siger det er sandt? Det må da være Gud der ved bedst. Men igen, hvem siger at Ekim har ret?
Det er svært at forstå det du beskriver om hvorfor Jesus kom til verden. Ja der skal man virkelig tænke abstrakt, anderledes. Turde gøre det.
Du skriver:
Ja, han tog døden på sig, og han tog også egoet på sig, men kun for at vise at hverken døden eller egoet er virkeligt, og at hverken døden eller egoet kan påvirke Sandheden. Han viste os, at vores lidelse, skyld, smerte, vrede, had og frygt, kun er forårsaget af vores fornægtelse af vores sande identitet som ånd.
Mine veninder og jeg har ofte spurgt os selv og hinanden om, hvorfor vi ikke kan komme ud af det dødvande vi nogengange føler vi er i. Kan dette have noget med det at gøre? At vi simpelthen fornægter vores sande identitet?
Du skriver:
Lidelse og død hører op, når det er at årsagen til lidelse og død erkendes som falsk, og årsagen(ideen om adskillelse, synd), ligger dybt fortrængt i vores sind. Og hvis vi er villige til at give Jesus/Helligånden ansvaret for at dømme og fortolke, og vi så blot konsentrere os om at praktisere tilgivelse, så tillader vi også Jesus/Helligånden at helbrede vores sind, og frigøre os fra vores ego, og ja, frigøre os fra illusionen om lidelse og død.
Det er nok ikke så enkelt som det lyder. Men til sammenligning med Biblen, siger Jesus jo også at alle der lider skal komme til ham, for hans åg er ikke byrdefuldt.
Men at tilgive, er ikke altid let. Ind imellem tænker jeg at noget kan ikke tilgives. Men så bliver man vel heller ikke lettet for de byrder?
Dette kender jeg:
Det sande spirituelle budskab er altid, at det vi praktisere overfor mennesker, verden, omgivelser osv, vil også være det vi selv modtager. Handlingen sker altid på sindets-plan, altså på tankeplanet, og derfor er det en god ide, at bevidstgøre det plan som meget ofte er ubevidst for mennesket.
Hvilket jeg tror er rigtigt. Lidt ligesom nemesis. Men som spirituel er det jo noget man lærer. At hvad man sender ud i universet er det, der kommer tilbage.
Det har faktisk ikke været nemt mht, at være troende kristen, og samtidig vide at man var spirituel. Og det er ikke noget jeg har skiltet med ret meget i offentligt forum. Men jeg er nød til at erkende med mig selv, at jeg er den jeg er, med de holdninger jeg har.
Noget der også er svært, er det at vide, at tror man på Jesus Kristus som han beskrives i Biblen, Gud, Helligånde osv. Kan man ikke samtidig være spirituel.
Men den måde du beskriver det hele på, falder sammen med mine tanker også. Især de steder, hvor jeg føler at der er noget galt med den måde Gud beskrives på, og det at han som en kærlig far, har skabt det hele som det er her nu.
Så jeg er virkelig taknemmelig over det du deler med mig nu. Det er rimelig nyt for mig, men jeg vil undersøge det nærmere, for det føles som om, at det er noget for mig.
Mange hilsner
Manjana
|
|
|
|
