|
0
registrerede
118
gæster og
52
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Troen på Jesus
|
"Jeg kan sagtens se, at der foreligger en skelnen mellem Jesu ord og ord om Jesus."
Faktisk kom jeg i tanke om, at der ikke altid er en forskel. F.eks. hvis han siger noget om sig selv.
"Det er egentlig heller ikke dér, jeg vil hen, Thomas. Du har oplevet, hvad det giver dig at tro på Jesus og hans ord/bud, hvorimod jeg har oplevet, hvad det vil sige at tro på Jesus Kristus som Gud, der er Gud-med-os-mennesker-midt-i-denne-verden?"
Jeg opfatter nu heller ikke hans ord som noget, der er adskilt denne verden. Tværtimod bør vi handle på dem i denne verden.
"Dén tro opstod jo ikke ved at læse Jesusord men ved at noget nyt brød igennem; et nyt lys oplyste mig hjerte ("Et nyt lys var ved at komme til verden", skriver Johannes om Ordet). Det bliver du som menneske og troende nødt til at skønne, for hvis Jesus mister et får, går han så ikke ud og leder efter det sidste, og fester han ikke, når den fortabte søn vender hjem?"
Det er ikke Guds vilje, at et eneste får skal gå fortabt! Men var det mon ikke også derfor, at Jesus sendte sine disciple ud i den ganske verden for at forkynde, hvad han havde befalet dem?! Igen ser vi sammenhængen til hans ord. Lad mig uddybe.
Lad os se på disse to tilgange, som der synes at være tale om:
1) Ved at lytte til Jesu ord genkender vi det guddommelige i ham. For kun en messias kan tale sådan! (jf. flere af evangelierne).
2) Ved at høre en historie om, at en mand blev dræbt for verdens skyld, tror vi, at han er frelseren.
Angående punkt 2 kan man nu spørge om to ting:
1) Bør han ikke kvalificere sig gennem sine ord? Han kan vel ikke sige hvad som helst og stadig blive betragtet som frelseren. Han kan vel ikke befale os at hade og slå ihjel og så stadig blive betragtet som frelseren? Altså: Det er genem hans ord, at vi i vores hjerter erkender, hvorvidt han er af Gud. Jeg har erkendt - ved at lytte til ham - at han er af Gud. For hans ord ræsonnerer i mit hjerte.
2) Hvis han er frelseren, bør vi så ikke hænge mere ved hans læber end ved nogen som helst andens læber? Bør vi ikke tage hans ord meget alvorligt og lytte til så mange af dem, vi overhovedet kan få fat i? (Naturligvis med kærlighed som lup, jf. 1). Hvis vi tror, han er frelseren, og han endda selv siger, at det er hans ord, vi skal holde fast i... bekræfter dette det så ikke bare yderligere?
Uanset hvad, så ender vi med at måtte tage hans ord alvorligt. Elske dem og handle på dem. I sidste ende kan jeg slet ikke forstå, hvordan man kan tro en mand, uden at have hørt hvad han siger. At tro en mand er altid at tro på hvad han siger. Hvis vi tror, Jesus er frelseren, men ikke har hørt ham sige det selv, så tror vi jo på ANDRE - nemlig på DERES ord OM ham.
Man kan ikke tro på Jesus, hvis man ikke tror på, hvad han siger. Man kan ikke tro på, hvad han siger, hvis man ikke har hørt, hvad han siger. At tro en mand er at kunne bekræfte, hvad han siger. Ikke alle kunne bekræfte det dengang - de troede ham ikke; de mente, at han var besat. Andre troede ham, fordi han talte til deres hjerter.
I dag er ordet 'tro' blevet noget underligt noget. I dag påstår mange at tro ham uden nogensinde at have hørt hans ord! De mener at tro på, at han er frelseren... det er absurd på to måder: Troen på hvorvidt han er frelseren må opstå i hjertet ud fra at høre ham selv (ellers er der tale om indoktrinering). Hvis man ikke ved, hvad han siger, og kan bekræfte det i sit eget hjerte, hvem er man så til at afgøre, om han er frelseren? Er det slet ikke vigtigt, hvad han siger? At han lærer om kærligheden, om ydmyghed, om retfærdighed, om barmbjertighed? Er alt dette ligegyldigt? Nej, det er ved hans ord, at vi i vores hjerter kan afgøre, om vi tror ham. Ellers er der jo ikke tale om et autentisk valg, en bekræftelse af at tro ham. Kun de inoktrinerede vil være villige til at tro, at den ene eller anden person er en frelser, uden at have hørt, hvad han siger.
Tænk selv efter: Hvis jeg beder jer om at tro på min ven Karl-Gustav, så vil i fandme kræve at høre ham, se ham, lære ham at kende, høre hans budskab, før I overhovedet vil udtale jer om, hvorvidt I tror ham. Ellers ville I jo tro en usynlig mand, I aldrig har mødt. Det kan ikke lade sig gøre. En autentisk tro er en bekræftelse i vores hjerter af, at han må være frelseren ud fra det, han siger og gør.
Men selv de indoktrinerede, der har lært at sige: "Jeg tror på Jesus", de bør da også HIGE efter at lytte til deres frelsers ord! Ellers mangler troen da igen autenticitet... hvordan kan vi tro, at en person er frelser - JA, SELVE FRELSEREN - men ikke gå helt vildt eventyrligt op i hans ord? Frelseren, den største person på jorden, ET MED GUD!!! Men næ nej, hans ord er nok ikke så vigtige...... Øhhh, meget mærkelig holdning.....!
Derfor:
1) Troen på en mand at tro på, hvad han siger. Sådan har det altid været. Hvis jeg siger 'tro mig', så vil I spidse ører og lytte, før I afgør, om I tror mig.
2) Troen på, at en mand er selve frelseren, må gå gennem en lytten til, hvad han siger. Ellers kan vi jo ikke bedømme ham. Mange kunne påstå at være en frelser. Og mange har sikkert også gjort det. Den eneste måde, vi kan bedømme en mand på i vort hjerte, er ved at høre, hvad HAN har på hjerte. At tro, han er frelseren, fordi det er der nogle, der siger (her kirken), er dybt uautentisk og minder om indoktrinering. En hul tro. Hvorfor? Fordi dette kunne fremføres om hvem som helst!
3) Tror vi på, at en mand er frelseren, burde vores hjerte briste af stræbsomhed efter at lytte til denne mands ord. De må jo være alt værd, hvis han er ét med Gud.
|
|
|
|
