|
1
registreret
(1 usynlig),
493
gæster og
30
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Borad
Emne: Re: ISLAMS KVALITETER
|
Hej Arne:o)
Undskyld ventetiden, men jeg ville ikke skrive før jeg havde tid til at skrive et ordentligt svar..
Det ville være et stort plus, synes jeg, hvis du orkede at fortælle lidt mere om sufismen og de muslimske filosoffer, du kender til.
Det er jo et større stykke arbejde:o).. Men ikke uinteressant..
Hvad angår sufismen, så har du jo selv henvist til lidt:o)..
Sufismen fremstilles tit som islamisk mystisme, hvilket det vel reelt også er, omend det ikke kan sidestilles med f.eks. Kabbalah i jødedommen (som kan være rigtigt mystisk;o)..
Og dog.. Begge opererer jo med at trænge i dybden af det religiøs, fremhæve det skjulte for den sande "oplyste" og bevæge sig af en art "skjult" vej, som ikke alle er tildelt.. Det jeg mener der skaber den store forskel, er nok bare attituden i forhold til måden man gør det, den kulturelle og religiøse påvirkning, der spiller ind.. Kabbalah blev jo primært udformet i det det middelalderlige Europa, primært i Tyskland og Østeuropa, omend det blev "skabt"* i Spanien.. Dog under kristent styre..
Sufismen opstod i det muslimske Persien, så det er jo selvklart at der vil være forskelle i udtryk..
De to muslimske filosoffer jeg har en smule kendskab til, er ibn Rushd og al-Ghazali.. De er egentlig lidt forskellige i deres filosofi og jeg er ikke entydigt enig med dem i alle deres tanker.. Den største forskel på dem, udover at ibn Rushd er fra al-Andalus og al-Ghazali fra Persien, er deres forhold til Aristoteles..
Ibn Rushd forholdt sig, som mange andre filosoffer på den tid, meget til Aristoteles og mente ikke at der var noget desideret modsætningsforhold mellem religion og filosofi (meget lig RaMBaM, hvem der også påvirkede ibn Rushd)..
Derimod tog al-Ghazala klart afstand fra Aristoteles og forkastede de muslimske filosoffer der ikke gjorde det samme, som kættere.. Al-Ghazala opererede med en streng årsag-virkning i sin filosofi..
Du kender åbenbart også noget til "indsigten og modvægten til den radikalisering der ellers strømmer ud over den muslimske verden i vore dage -".
En smule gør jeg da:o)..
Det er (forhåbentligt) ikke skjult for nogen, at den muslimske verden har oplevet en radikalisering siden 70'erne.. Det er specielt på baggrund af folk som Sayeed Qutb og det muslimske broderskab (som han også var medlem af), og udbredelsen af wahabismen (den strenge sunni-tradition fra Saudi Arabien), som har skyld for dette.. Dog også for det pan-arabiske forsøgs nederlag i at få samlet det arabiske folk og få gjort op med Vesten i Mellemøsten (her især Israel)..
Du ser det især i den arabisk talende del af Mellemøsten, specielt i Egypten og naturligvis blandt de arabiske palæstinensere (Hamas kontra Fatah, det religiøse kontra socialismen).. Dog efter '79 er det også kommet fra tilhængere af shia-styret i Iran, hvor vi især ser det hos Hizbullah i Libanon.. Radikaliseringen inden for de religiøse bevægelser er foregået parallelt hos både sunni og shia-muslimerne, på den ene side befordret af det muslimske broderskab i Egypten, på den anden side befordret af revolutionen i Iran i '79.. De har sikkert også inspireret hinanden..
Dog er det værd at lægge mærke til, at på trods af at de har en "fælles fjende", så betyder det ikke at de holder specielt meget af hinanden.. Bare i år har al-Qayda og Iran anklaget hinanden for at være i fjendes hænder (læs: styret af zionisterne)..
Man ser ikke det samme mønster i Tyrkiet, hvor religionen ikke på samme måde har været undertrykt styret.. Tværtimod har styret forsøgt at indkorporere religionen i staten, så man bl.a. har uddannet imamerne.. Tyrkerne har også hele tiden været mere orienteret mod vesten og ladet sig inspirere af Europa, f.eks. ønskede Atatürk at se Tyrkiet europæiseret (bl.a. gjorde han op med "gammeldags" muslimsk beklædning, som han syntes var direkte pinlig)..
Det har, tror jeg, været med til at tyrkerne ikke føler behovet for at radikalisere sig så meget, samtidigt med at man ikke har mistet viden og forståelsen for andre former for islamisk udtryk.. I den arabisk-talende del har man kun kendt til modsætningsforhold mellem religionen og staten, og haft kampen ikke samværet..
Det må vel være af betydning for EU's stillingtagen til Tyrkiet som potentielt medlemsland, hvis det, som du skriver, forholder sig sådan, at Tyrkiet er domineret af en mere fredelig form for islam.
Som jeg ser det, så er det største problem for Tyrkiets optagelse i EU, EU selv.. Jeg synes EU opfører sig direkte idiotisk og reelt tror jeg (hvis ikke nu, så snart) at EU har mere brug for Tyrkiet end Tyrkiet for EU.. Alle de argumenter jeg hører mod optagelsen, blev brugt mod Portugal og Spanien i sin tid, og har vist sig ikke at holde.. Tyrkerne tror også mindre og mindre på det, hvilket fører til at de orienterer sig væk fra EU og mod Mellemøsten, for det de reelt hører er, at de ikke hører til i Europa da de er muslimer og ikke kristne.. EU skubber så at sige Tyrkiet i de islamisternes hænder..
At Tyrkiet ikke tilhører Europa pga. den geografiske beliggenhed, holder heller ikke.. Tyrkiet ER Europa, rent geografisk, og har reelt aldrig opfattet sig selv anderledes.. Da Mehmet f.eks. erobrede Konstantinopel, så han sig som den naturlige arvtager af det romerske kejserdømme (hvilket man kan være enig i eller ej, men det viser i hvert fald i hvilken retning han orienterede sig - ikke mod Mekka og Medina, men mod Europa)..
Man kunne vel forestille sig, at der hér kunne være særlige muligheder for at fremme fredelig sameksistens med hele den muslimske verdens langt mere end én milliard mennesker.
Hvis det skete, ville det være et mirakel;o)..
Mange danskere ser nok ikke meget til det, men der er stor gensidig uvilje de forskellige mellemøstlige folk imellem..
Man ville blive nødt til at tage én af gangen.. At Tyrkiet blev optaget i EU, ville være en stor hjælp i forhold til radikaliseringen, men samtidigt er det vigtigt at huske, at mange arabere reelt husker Tyrkiet som en kolonimagt på linje med Englang, Frankrig og andre.. Araberne kæmpede på englændernes side mod det Osmanniske styre, netop for at frigøre sig for dem..
Som det er nu, skal vi nok ikke sætte næsen op efter fred, heller ikke som et langsigtet mål.. Vi bliver nødt til at være realistiske og sætte os mål vi kan nå ellers vil det ende i fiasko og pessimisme.. Der er simpelthen for mange faktorer der spiller ind; Israel-Palæstina, Libanon, Syrien (både i forhold til Libanon, Israel og Iran), Irak, Iran, demokratiseringen af Mellemøsten (vi både vil have den og ikke have den), olien, vandressourcerne og så videre og så videre..
Og så hjælper begivenhedernes gang i Pakistan ikke til;o)..
Mvh
|
|
|
|
