|
1
registreret Hanskrist
187
gæster og
251
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: somo
Emne: Re: Vigtige præciseringer
|
. Koniske ejendom?
De tre religioner deler en urokkelig tro på vigtigheden af ægteskab og familieliv. De er også enige om mandens ledelse over familien. Ikke desto mindre findes der åbenlyse forskelle blandt de tre religioner med hensyn til grænserne for denne ledelse. Den jødisk-kristne tradition udvider i modsætning til islam praktisk talt ledelsen af manden til ejerskab af sin kone.
Den jødiske tradition med hensyn til mandens rolle over for sin kone stammer fra den opfattelse, at han ejer hende, da han ejer sin slave.
Denne opfattelse har været grunden bag dobbeltstandarden i utroskabslovene og bag mandens evne til at annullere sin kones løfter. Denne opfattelse har også været ansvarlig for at nægte kona enhver kontrol over hendes ejendom eller hendes indtjening. Så snart en jødisk kvinde blev gift, mistede hun fuldstændigt enhver kontrol over sin ejendom og indtjening til sin mand. Jødiske rabbiner hævdede mandens ret til sin kones ejendom som en sammenhæng med hans besiddelse af hende: "Da man er kommet i besiddelse af kvinden, følger det ikke, at han også skulle komme i besiddelse af hendes ejendom?", Og " Da han har erhvervet kvinden, skal han ikke erhverve hendes ejendom?
"Således fik ægteskabet den rigeste kvinde til at blive praktisk talt penniløs. Talmud beskriver en kone økonomiske situation som følger:
"Hvordan kan en kvinde have noget; hvad der er hendes hører til hendes mand? Hvad er hans er hans, og hvad er hendes også hans ...... hendes indtjening og hvad hun måtte finde på gaderne er også hans. Husholdningen Artikler, selv brødets krummer på bordet, er hans.
Skulle hun invitere en gæst til sit hus og give ham mad, ville hun stjæle fra sin mand..." (San. 71a, Git. 62a)
Faktum er, at en jødisk kvindes ejendom var beregnet til at tiltrække frivillige. En jødisk familie ville tildele deres datter en andel af hendes fars ejendom, der skal bruges som medgift i tilfælde af ægteskab. Det var dette medgift, der gjorde jødiske døtre til en uvelkommen byrde for deres fædre. Faderen måtte opdrage sin datter i årevis og derefter forberede sig på sit ægteskab ved at give et stort medgift. Således var en pige i en jødisk familie et ansvar og intet aktiv.
Dette ansvar forklarer, hvorfor fødslen af en datter ikke blev fejret med glæde i det gamle jødiske samfund (se afsnittet "skamfulde døtre?".
. Manden ville fungere som den praktiske ejer af medgift, men han kunne ikke sælge det. Bruden ville miste enhver kontrol over medgiften i ægteskabets øjeblik.
Desuden forventedes hun at arbejde efter ægteskabet, og al hendes indtjening måtte gå til sin mand til gengæld for hendes vedligeholdelse, som var hans forpligtelse. Hun kunne kun genvinde sin ejendom i to sager: skilsmisse eller hendes mands død. Skulle hun dø først, ville han arve hendes ejendom. I tilfælde af mandens død kunne hustruen genvinde sin ejendom før ægteskabet, men hun havde ikke ret til at arve nogen andel i sin afdøde mands egen ejendom. Det skal tilføjes, at brudgommen også var nødt til at præsentere en ægteskabsgave til sin brud, endnu en gang var han den praktiske ejer af denne gave, så længe de var gift ..
Muslimens identitet - Ustadh Waseem Rana - Del 1
https://www.youtube.com/watch?v=7GMIVXqe3hs&t=13s
Muslimens identitet - Ustadh Waseem Rana - Del 2
https://www.youtube.com/watch?v=5D8vwv-hlpY
|
|
|
|
