Kristus

Kristus - som vi kender i Jesus af Nazareths skikkelse - er en meget tiltrækkende og vigtig personlighed. En personlighed for hvem kærligheden - ikke af navn, men af gavn - er alt. Det største.

Her tænker jeg ikke på ham i den evangeliske overlevering, men derimod som han kommer os i møde i Vandrer mod Lyset.

For mange mennesker er han gennem den bibelske overlevering den korsfæstede og opstandne frelser, Guds enbårne Søn, der ved sin død og opstandelse har sonet al menneskelig synd.

Og denne tro, dette håb, har gennem tiderne vækket ikke så få ædle følelser, oprigtige omvendelser og mange kærlige og barmhjertige handlinger mellem mennesker.

Gennem skikkelsen Kristus får vi øje på menneskelig lidelse men også skønhed: Vi vækkes til at ville hjælpe dem, der har vores hjælp behov, og vi forpligtes på kærligheden.

Alligevel må vi sige med udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, at en stor del af menneskers kærlighed, taknemmelighed og hengivelse til Kristus hviler på falske forudsætninger:

Kristus, Jesus af Nazareth, har ikke sonet vores synder, har ikke båret dem op på korset, og troen på hans (evigt) livgivende død og opstandelse gør hverken fra eller til i forhold til det, vi selv gør os skyldige i.

Kristus er ikke Gud, og deltagelse i nadveren hvor mennesker tænker og tror at opnå syndernes forladelse ved at drikke hans blod og spise hans legeme, trækker heller ikke fra i vores eget regnskab overfor Gud.

Dette siger jeg i Gud Herren den Almægtiges Navn. Sådan er det og ikke anderledes.

Men at det forholder sig sådan, gør ikke Kristus mindre, snarere langt større. For vi lærer gennem Vandrer mod Lyset, at det er kærligheden og ikke døden, der er det største.

Vi bør ikke elske Kristus for hans død og (påståede fysiske) opstandelse og ud fra en fejlagtig opfattelse af ham som det endegyldige sonoffer, men for hans liv og det han søgte at bringe os: Kærligheden, en enkel og skøn lære om, hvordan vi bør leve og elske hinanden og selv tage ansvar.

Denne lære nåede han ikke fuldt ud at bringe som mennesket Jesus, men til gengæld bringer han den så gennem Vandrer mod Lyset.

At Kristus ikke nåede at bringe sin lære som menneske, skyldtes hovedsageligt, at han - som så mange før og efter ham - led nederlag i sit forsøg på at bryde mørkets magt ved at vinde Satan tilbage til Lyset og Gud gennem tilgivelse og bøn.

Dette kan man læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Men senere - som diskarneret - var Kristus hovedpersonen i det forløb, der førte til, at Satan (Ardor) vendte tilbage til Gud.

Det er også det, jeg mener, når jeg siger, at Vandrer mod Lyset ikke gør Kristus mindre, men større:

Han var hovedmanden bag den kendsgerning, at mørkets magt blev brudt, og han har gennem Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, givet os en enkel og letfattelig lære om nogle af Guds love, hvorefter livet leves, og om hvordan vi bør leve for i ånd og i sandhed at være Guds børn (Kristi tale i værket).

Vi bør derfor ikke elske Kristus for hans død og 'opstandelse', men genelske ham for hans rige kærlighed til os - som den ældre bror, ikke som Gud.