Da kom det Sekel, i hvilket en af de Yngste, kendt under det jordiske Navn Muhamed, naaede at forkynde den Lære for Menneskene: at Gud var een, at ingen stod over Ham, ingen under Ham og ingen ved Hans Side. Og han forkyndte, at Gud alene var Altets Ophav, Altets Skaber.
Da Muhamed traadte frem for sit Lands Folk med sin Lære, mødtes han af Spot, Vrede og Foragt.
Kun faa lyttede til hans Ord, kun faa fulgte ham.
Men medens Aarene svandt, vandt han flere og flere Tilhængere. Og da hans Fjender frygtede hans stedse stigende Magt, søgte de at ihjelslaa ham. Da Muhamed hørte om deres onde Hensigter, forlod han sin Bolig i Staden Mekka og flygtede til den Stad, der senere kaldtes Medina.
Muhameds Herredømme over Menneskene blev større og større; flere og flere flokkedes om ham, og hans Ord bragtes viden om.
Men den Ældste, Mørkets Tjener, søgte at vildlede hans Tanker, søgte at forurene hans Sind.
Og den Ældste vakte Hovmodet og Magtbegæret i hans Hjerte, vakte hans Legemes hede Længseler, og hans Begær efter skønne Kvinder blev umætteligt.
Mørket sænkede sig over ham, og han vaklede ideligen; thi hans Fod gled i de Snarer, der slyngedes om ham.
Og Muhamed sammenkaldte nogle af sit Lands ypperste Folk, talede til dem og bød dem drage i Strid mod deres Fjender for med Magt at udbrede hans Lære; thi han forkyndte falskeligen: at dette var en for Gud velbehagelig Gerning. Og han lovede, at Gud vilde lønne de tapre Mænd, der ihjelsloges i Striden; lovede, at Gud, for de Sejre, der vandtes, vilde lønne dem med Paradisets skønneste og herligste Glæder.
Og han drog med en mægtig Skare til Staden Mekka, gjorde sig til Herre over den og over Folket, og alle, der nægtede at følge ham, dræbtes eller bortjoges.
Men fra den Stund fik Mørket end større Magt over ham. Hans Tanker forvirredes end mere, hans Lære blev end mindre klar, og ofte modsagde han sine egne Ord.
Men Muhameds Herredømme over Menneskene blev ikke ringere, og han æredes meget; dog han selv fandt ingen Fred og ingen Hvile; thi Mørket var over ham; thi den Ældste stred imod ham.
Og da hans Legem ramtes af den jordiske Død, da sørgede hans frigivne Aand, sørgede over, at han, medens han var Menneske, ikke havde formaaet at bringe den fulde Sandhed; sørgede over, at han ikke havde formaaet at bryde Mørkets Magt.
Men nogen Tid efter Muhameds Død begyndte Folkene at samle og at nedskrive hans Lære. Talrige Ord og Læresætninger fremkom og tillagdes Muhamed; Ord og Læresætninger, han ingen Sinde havde udtalt eller gennemtænkt; og heraf opstod megen indbyrdes Uenighed og mangeartede Stridigheder.
Saaledes blev da ogsaa Muhamedanernes hellige Skrift en Blanding af Godt og Ondt, en Blanding af Muhameds Lære, af Menneskeværk og af Mørkets falske Lærdomme.

Efter Muhameds Død ophidsede den Ældste hans Tilhængere, og de krigedes med Nabofolkene, tilranede sig meget Land, megen Magt og utalte herlige Skatte; og de tvang mangfoldige af de besejrede til at bøje sig for Muhameds Lære.
Men de Kristne saa med Vrede, at Profetens Lære bredte sig mere og mere; og de hørte med Undren, at mange endog frivilligt fulgte den.
Og da den Meddelelse naaede ud blandt de Kristne, at Araberfolket havde gjort sig til Herre over Jerusalem, den hellige Stad, da følte de end mere Vrede i deres Sind, og de sørgede saare, naar de gæstede Staden, for tilbedende at dvæle paa de hellige Steder; og heraf opstod i de kommende Aar mangeartede Stridigheder mellem de Kristne og Profeten Muhameds Tilhængere.
Og end senere, da det Budskab naaede ud over Landene, at et krigerisk, muhamedansk Folkeslag16, med Vold og Magt havde røvet Jerusalem, da flammede Hadet og Hævnlysten i de Kristnes Hjerter; mange svore ved Kristi Kors at ville bortjage de fremmede og vinde Staden tilbage; ja de lovede endog at knuse og tilintetgøre alle, der vare Fjender af Kristi Lære.
Da begyndte de grufulde Krige og Kampe mellem de Kristne og Muhamedanerne.
Snart sejrede Profetens Tilhængere, snart sejrede de Kristne. Tusinder og atter Tusinder ihjelsloges; thi den ene Magt vilde ikke bøje sig for den anden; og medens Sekel lagdes til Sekel, udøvedes Vold, Mord og frygtelige Misgerninger i Guds og Kristi Navn.
Men medens Tiderne svandt og de Kristne saa, at det hellige Korses Tegn, hvorunder de kæmpede, ikke formaaede at bringe den Sejer, de ventede, bleve de mere og mere modløse. Og da tvende Sekler vare svundne, maatte de Kristne bøje sig; thi Profetens Tilhængere vare de stærkeste.
Men under disse talrige og langvarige Kampe fik Mørket atter større Magt over Menneskene.
Bundne til jordiske Legemer søgte de Yngste vedblivende at drage Sandheden og Lyset frem; men de maatte stedse vige for Mørket; thi det havde mange og mægtige Hjælpere blandt de menneskeliggjorte Ældste.
Ej heller formaaede de Yngste at standse de evindelige indbyrdes Stridigheder blandt de Kristne.
Nye Læresætninger udtænktes og vakte nye Stridigheder. Bisperne og Præsterne tilreve sig større og større Magt, flere og flere Rigdomme. Og højt hævet over dem alle, over Folkene, Fyrsterne, Kongerne og Kejserne, stod den øverste af Bisperne, den saakaldte Pave i Staden Rom; og mod alle, der ikke vilde anerkende hans Magt og Vælde, slyngede han sine mægtige Forbandelser; thi Guds og Kristi Statholder glemte Kristi Ord: Tilgiver eders Fjender!
Og med uudslukkeligt Had forfulgte de Kristne alle, der ikke vilde bekende sig til Kristendommen. Mangfoldige Steder i Landene flammede Baalene, hvor Muhamedanere og Jøder, de saakaldte Kættere, pintes og opbrændtes til Guds og Kristi Ære; ja endog flere Kristne, der søgte at skærme de forfulgte, maatte ledsage de dømte paa Baalet og lide de samme Pinsler, den samme grufulde Død; thi Menneskene glemte Kristi kærlige Ord: Elsker hverandre som Brødre og Søstre!
I Sandhed, Mørkets Magt var forfærdelig!

Da kom det Sekel, i hvilket en af de Yngste, kendt under det jordiske Navn Muhamed, naaede at forkynde den Lære for Menneskene: at Gud var een, at ingen stod over Ham, ingen under Ham og ingen ved Hans Side. Og han forkyndte, at Gud alene var Altets Ophav, Altets Skaber.

Muhameds Herredømme over Menneskene blev større og større; flere og flere flokkedes om ham, og hans Ord bragtes viden om.
Men den Ældste, Mørkets Tjener, søgte at vildlede hans Tanker, søgte at forurene hans Sind.
Og den Ældste vakte Hovmodet og Magtbegæret i hans Hjerte, vakte hans Legemes hede Længseler, og hans Begær efter skønne Kvinder blev umætteligt.

Men nogen Tid efter Muhameds Død begyndte Folkene at samle og at nedskrive hans Lære. Talrige Ord og Læresætninger fremkom og tillagdes Muhamed; Ord og Læresætninger, han ingen Sinde havde udtalt eller gennemtænkt; og heraf opstod megen indbyrdes Uenighed og mangeartede Stridigheder.