Det har ikke været en kristen pligt at faste i den danske folkekirke, siden protestanterne ved Reformationen forkastede tanken om, at man kan få fortjeneste hos Gud ved bestemte gerninger. Men nogle vælger stadig at gøre det i dag, som regel for at flytte fokus fra det materielle til det åndelige. Her beslutter nogen sig for eksempel for at give afkald på kød, slik, alkohol, streaming eller andet forbrug i fasteperiodens 40 dage.

Formålet med at undvære en luksusvare eller daglig rutine er, at det skaber rum og overskud til noget andet, for eksempel at give sit åndelige liv opmærksomhed eller at dyrke fællesskabet.

Men hvorfor faster vi egentlig i dag? Hvorfor tiltaler det nogle og afskrækker andre? Handler det om os selv, vores egen renhed, den perfekte livsstil, fællesskabet eller Gud? Det er der lige så mange holdninger til, som der er måder at faste på. Men det store spørgsmål, hvad enten man er for, imod eller midt imellem, er, hvordan man kan faste, uden at man på samme tid vikler sig (endnu mere) ind i sig selv.

Hvorfor faster muslimer?
Den første faste menes at have fundet sted i 624 e.Kr., da profeten Muhammed overtalte befolkningen i Medina til at opgive deres mad og donere den til de sultende tilbedere, der fulgte ham fra Mekka.

Årsagerne til at faste er mange. Det ses som en måde at komme tættere på og fokusere mere tydeligt på ens forhold til Gud. Det er en påmindelse om ens afhængighed af Gud til næring og - ved at opleve sult og tørst - en måde at føle sig mere medfølende med dem i nød.

Faste ses også som en måde at lære disciplin og tålmodighed og bryde dårlige vaner på, og nogle ser det også som en måde at rense kroppen for urenheder.