Gud har aldrig været noget eller nogen der eksisterer uafhængig af menneskets bevidsthedsmæssige og sanse og nervemæssige og ja biologiske konstitution som igen er opstået i en evolutionsbiologisk sammenhæng med vore omgivelser, hvorfor Selv/Gud og Verden/Universet altid hører sammen på en eller anden måde. Så at tale om Guds eksistens (uafhængig mennesket) giver overhovedet ingen mening, men at tale om menneskets erfaringsvirkelighed med affekter der kan gribe os og transcendere, føre os ud over os selv, så vi i en ekstase er blevet løse og frie af os selv uden dog at have mistet os selv, fordi vi er blevet grebet af det der teknisk er blevet betegnet som Gud eller Guds Ånd eller Guds Vilje, dette giver i allerhøjeste grad god mening. Såvel som at der også er knyttet mystik til den religiøse spirituelle dimension hvor mennesket også oplever at være forenet med universet, eller være i samhørighed med universet eller en personlig arkeånd bag det hele, der dog ikke er nogen tilbagestående ånd.