|
0
registrerede
1365
gæster og
269
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: En dunst...
|
Det spiller ingen rolle for livet, hvilken rangorden nogen udfra ideer tillægger en særlig historie af betydning, lige så lidt som en kanon vel er vippen for andre interessante tanker der så kunne få betydning.
Hvad der væltede indover den græsk-romerske kultur af paradoksskribenter og dydsfortællere fra orientalske mysteriereligioner der påvirkede en grænseløs lettroenhed – tilmed den yngre Plinius, en på den tid dannet mand, troede på historien om en delfin der dagligt fragtede en dreng til og fra skole – er ligeledes uden betydning, dvs. som andet og mere end en fortælling, du ligeledes ku’ indopordne og opløfte i religiøse ceremonier, for bare at tilskrive den udvalgte særlig (guddommelig) status. Forøvrigt har du før fortalt dén historie…
I samtlige kulturer er en almindelig menneskelig godtroenhed groft udnyttet af svindlere, der af forståelige grunde søgte at fordreje hovedet på tilhørerne, men det har altid kun handlet om at få fingre i deres penge. Samme tendens ser du overalt i dag, hvor mennesker sirligt indordner tilværelsen efter udvalgte fortællinger og ligefrem tilbeder skribenter og fortællere – at være forfatter har også i dag kun betydning i forhold til antallet af læsere, tilbedelsen har ikke i nævneværdig grad ændret sig og er bare et spørgsmål om økonomisk overlevelse. Hvad en fortælling kan betyde for den ene, kan meget vel have mindre eller ingen betydning for en anden, men på hvilken måde en histories tilbedere ligefrem grupperer sig i forskellige templer, rigtig galt går det dog først, når tilbederne aldeles glemmer at der bare er tale om en historie – synet af tusindvis af mennesker der cirkulerer omkring en centralt placeret fortælling, blir derfor hurtigt til komedien idet mindste nogen burde indse det tragiske i!
Tidligere tog folk et kig i kulissen, hvor svindlerne sad og talte mønter. Det faste punkt i det religiøse hurlumhej var dog statskulten, med dens forretningsmæssige og vanemæssige præg der skulle foregive at indynde tryghed og velvære – den egentlige form for ”væren” som tilbedere stadig svælger i – i frygt for guders straf og pinsler, eller for i reinkarnationens hellige navn at blive forvandlet til en sød lille regnorm. Med så mange historier kan det jo være vanskeligt at forfægte den enkelte, dertil kræves en særlig resignation, en nødvendig disciplin for at bevare ideen om sin sjæls endelige/endeløse forvandling. Man tænker ind imellem, når man ser og betragter en troendes sære forkærlighed for en bestemt historie, på hvilken historie han/hun mon selv ville ønske at befinde sig i, når nu denne engang er slut…;)
mvh
Simon
|
|
|
|
