|
1
registreret Arne Thomsen
133
gæster og
324
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Hijab
|
Jeg taler om henvisninger til en eksakt kontekst i læst materiale, så hensigten med citater fra det meningsindhold du rent faktisk anvender men som tydeligvis står tåget for dig, præsenteres så skarpt og tydeligt som muligt for debattører. Det er almindelig brugt, for vi må jo vide hvad vi taler om.
Hvis ikke du er i stand til at skabe en sådan klarhed, idet mindste med henvisning til bogen hvorfra du henter meninger, så undlad brugen af dem, og skab i stedet klarhed om dine egne meningers betydning med koncise beskrivelser.
Du farer ofte rundt i øst når du vil beskrive hvad der foregår i vest, mens man dog efterlades med det indtryk at du selv befinder dig i nord. Eksempelvis kaster du jævnlig Heidegger ret ind i dine meninger, mens egentlige beskrivelser af en relation mellem hans og dine synspunkter helt udelades, hvorfor altså dine meninger nu er smurt til med bare navnet Martin Heidegger; mens du selv trods brugen af masser af brugte ord, stadig ingen klarhed fik skabt omkring din egen mening. Her må man jo bare spørge hvad selve meningen med at henvise til Heidegger så i grunden var, men heller ikke dér er du behjælpelig og kan bringe nogen til klarhed. Det var dét jeg tidligere mente med ”misbrugte forfattere”, hvilket jo helt ka’ undgås, dersom du enten udelader forfattere som pålæg eller idet mindste præciserer fra hvilken bog og i hvilket kap. andre mennesker kan læse sig ind i en sammenhæng – men det kræver naturligvis den anstrengelse at du forklarer dig selv.
Hvad angår Dawkins, må det interessante altså være hvad lige præcis han mener og skriver, og som vedr. kritik af selve meningen med at ville forklare naturen og sin verdensanskuelse i nutiden, ved hjælp af biblen, koranen etc. Og der ér tale om et natur- og menneskesyn i den metafysik religionerne tilbyder mennesker som livssyn, og der ér i denne metafysik tale om tidlige kultursamfunds manglende viden om den natur mennesket selv udspringer fra, ligesom der naturligvis ér tale om motiver denne natur tillægges af religionerne, med guderne som de skabende kræfter af hensigter med selve mennesket, hvilket må være indlysende for enhver. Og det er så her Dawkins flytter blikket fra religioners narrativer til blomstrende forklaringer af den natur der omgiver os, i et mere præcist sprog med henvisninger til hvad vi har mulighed for at vide noget om.
Der er naturligvis politiske intentioner indblandet hos mange stærkt kristne rundt om i verden, alene i US ser vi skoler der bruger tid på at undervise små børn i deres egen tro, hvori netop naturen tolkes ind, fremfor at instruere dem i brugen af gode værktøjer med hvilke de jo selv skal dygtiggøre sig – m.a.o. er kreationismen i vesten en stor del af kritikindholdet i Dawkins synspunkter. Så den kritik handler i stor grad om at sikre børnenes tilgang til den viden, som ”kirkefædre” rundt om os politisk søger at fjerne sig fra med en undervisningspolitik der for en stor del skal tilgodese deres livssyn overlevelse.
I diskussioner om hvad Dawkins mener om dit og dat, blir det altså rigtig vigtigt at fastholde hvad der reelt er hans synspunkter og hvad der reelt er troendes meninger om dem. Og det er så her jeg har dig stærkt mistænkt for netop at hente dine informationer fra troende rundt omkring på religiøse netværker, fremfor at læse hvad han mener med det han skriver i egne bøger. Og læser du hvad han fortæller i tidligere bøger som fx. ”A Devil’s Chaplain” (2003), vil du også forstå hvordan og hvorledes meningsindholdet i hans kritik ofte fejlanbringes og tillægges motiver troende rundt om helt bevidst selv udbreder. Og der er forøvrigt ingenlunde tale om Dawkins som forbillede noget sted, det er synspunkter i en politisk sammenhæng der p.a. meningsfylde skaber debat, ikke hans person og privatliv, det samme gælder Hitch m.f. Person og gudedyrkelse må blive folks egen hovedpine, ind imellem ka’ man ligefrem høre det dunke her på debatten ;)
Forøvrigt er der en anden væsentlig forfatter, der nogle år før og ind i sidste store krig søgte at forstå sin egen personlighed og dens komplekse forhold til forfædrene i et genetisk perspektiv, hvor instinkter ved barndomserindringer underkastes en række iagttagelser med skarpe analyser, og dette med stor elegance, nemlig Virginia Woolfs ”Moments of being” og med særlig henvisning til kap. ”A sketch of the Past” – en bog der består af biografisk materiale som først efter hendes død blev publiceret som en række af essays af hendes mand. Her kan man virkelig tale om et menneskes psykologiske selvindsigt, ja et smukt menneskes sind, hvor hun i kærlighed til sin mand nok ikke tillod disse instinkter at udtrykke sig på den måde de krævede, idet de tog for megen plads i det fælles liv, kunne man måske sige. ”Moments of being” er smuk læsning der giver én en masse personligt tankegods, og sikken et format!, hun hører absolut til noget af det smukkeste jeg har læst – og dén ku’ vel så passende stå som en lille henvisning til RM’s ”Mellemrum”, selv om Virginia Woolf måske nok ”overskrider” her og dér. Men RM er nok på sneglerundfart, eller sneglene har muligt sat farten op, og styrer nu haven med deres lange følsomme styrpinde? – who knows ;) Fortsat god sol her i sneglehusene, ”snegl på vejn’ er tegn på...”...
mvh
Simon
|
|
|
|
