Vi bliver her på debatten i tide og utide belært om "begrebsfilosofiens" velsignelser, som den fremstår i Kai Sørlanders udgave, her repræsenteret ved hans apostel, Ipso Facto. Begrebsfilosofien påstås at være det egentlige grundlag for videnskabelig erkendelse og i stand til at forklare sandhedsværdien af ethvert postulat i denne verden og i alle mulige tænkelige og utænkelige verdener.

Ved hjælp af begrebsfilosofien har Ipso Facto således kunne afgøre, at størstedelen af alverdens videnskabsmænd er på vildspor, at evolutionsteorien er en fejltagelse, at diverse betegnelser indenfor videnskaben betyder noget andet, end det videnskaben selv definerer dem som, og at erkendelsen af virkeligheden kun kan ske med begrebsfilosofien som værktøj.

Da ingen andre her på debatten "behersker" begrebsfilosofiens velsignelser end Ipso Facto selv, er Ipso Facto følgelig den klogeste og mest vidende blandt os, og måske også i den videnskabelige verden som helhed.

Det er i hvert fald den opfattelse, han søger at give os igennem sine alenlange udredninger, fyldt med fremmedord (som betyder noget andet end ordbøgernes definitioner) samt mængder af cut'n'paste citater fra autoriteter. Til min forbløffelse må jeg konstatere, at de tilsyneladende mener noget helt andet, end hvad mit personlige kendskab til flere af dem har givet mig indtryk af. Men man kan jo forme meget med en "saks", endda illustrere eventyr som H.C. Andersen har vist os.

Er begrebsfilosofien virkelig det, den giver sig ud for at være? Er den et udtryk for den virkelighed, som omgiver os?

Som rationel forsker med sproglig kommunikation som et væsentligt interesseområde (hvilket i begrebsfilosofien er lig med en irrationel latterlig person) må jeg gå en anden vej for at forstå virkeligheden. Sansernes, erfaringernes og den "vildfarne" naturvidenskabs vej.

Jeg må holde mig til Wittgenstein, vor tids største sprogfilosof, der skød alle vedtagne begrebers "sandhed" i sænk ved at påvise, at tale- og skriftsprog blot er lokale vedtagelser om at bruge det samme symbol for den samme almene erfaring. Jeg må holde mig til alle oversætteres erfaringer, at en nøjagtig oversættelse er en umulighed på grund af forskelle i ordenes betydning fra sprog til sprog, hvilket i sig selv umuliggør en begrebslogisk konsekvent beskrivelse af en sand virkelighed.

Jeg må også holde mig til biologers påvisning af, at sanserne kan opfatte millioner af gange flere nuancer, end sproget er i stand til at definere. Jeg må holde mig til hjerneforskernes undersøgelser, der viser, at tankeforløbet ved de samme stimuli er forskelligt fra menneske til menneske, så både virkelighedsopfattelsen og ordopfattelsen er individuel. Ord kan derfor ikke beskrive en objektiv virkelighed eller nogen af dens fænomener.

Og endelig er det umuligt at give præcise beskrivelser af vore følelser og fantasier. Det ved enhver, der skriver eller læser digte, skaber kunst eller nyder kunst, spiller eller lytter til musik, forelsker sig eller føler sig ensomme, bliver irriterede, vrede, hadefulde, frygtsomme, rørte eller boblende glade eller oplever en pludselig indsigt, der føles som en åbenbaring.

Alt dette er dele af virkeligheden, som begrebsfilosofien ikke kan beskrive tilfredsstillende, og som derfor ikke medtages i det begrebslogiske univers. Derfor kan videnskaben ikke bruge begrebsfilosofi til noget som helst, i sine bestræbelser på at give brugbare forklaringer på virkeligheden.

Men denne vores fælles virkelighed ser ud til at være et forståelsesmæssigt lukket land for Ipso Facto - præcis som hans begrebsfilosofiske land er et lukket område for os andre.

Der er dog bl.a. størrelsen til forskel.

Mvh

Ole Bjørn ;)