Vi lever i et stressende samfund. Det stressende element er ikke frygt for terror, usikkerhed om vores fremtid, pression fra myndigheder, uoverkommelige arbejdsbyrder, moralsk misbilligelse fra omgivelserne eller lignende pres. Alt dette stresser kun mindre grupper i samfundet og er derfor ikke udtryk for en generel stressfaktor.

Men én ting kan ingen af os undgå. Det er det moderne samfunds informationsbombardement. Radio, TV, computere, gratisaviser og ugetilbud, plakater, lysreklamer, grafitti, butiksvinduer, højttalere, MP3-afspillere og mobiltelefoner overøser os med en endeløs strøm af informationer, som hjernen skal tage stilling til. Det kan den ikke overkomme. Den er kun udviklet til et liv, hvor det stærkeste daglige spændingsmoment er spændingen under jagten på et dyr.

Nogle af os lærer at lukke af for dette pres, ved at træne vore hjerner til en forhåndssortering af vigtige og uvigtige informationer. Det kræver en realistisk opfattelse af omverdenen, der sætter en i stand til at skelne hurtigt mellem kendsgerninger og fantasi. Andre er mindre heldige. I deres hjerner skaber informationerne et kaos, som de ikke kan overskue, og så er vejen åben for menneskefiskerne.

Naturen har en standardløsning når livet trues af en overmagt - og det er flugt. Man kan flygte fra det hjernemæssige kaos på flere måder. Man kan drikke sig fuld, ryge sig skæv eller blive eneboer fjernt fra andre mennesker, men så tilbyder der sig pludselig en "bedre" mulighed. Et tilbud du ikke kan afslå fra menneskefiskeren.

Du har sikkert allerede regnet ud, hvem menneskefiskerne er. Det er mennesker, der tilbyder dig freden og lykken, og den er ganske gratis. Alt, hvad du behøver at gøre, er at følge deres anvisninger, og lade være med at tænke over det. Giv slip på dit kaos og bare tro. Hvis du absolut må og skal tænke, så hold dig indenfor de rammer, de udstikker. Så let er det.

Det er så dejligt med en gratis gave, og ovenikøbet en, der er så værdifuld, og givet i kærlighed til dig. Men gratis-skiltet har en undertekst med bogstaver så små, at du dårligt kan læse dem. Den fulde tekst siger: GRATIS den første måned og resten i månedlige afdrag i hele dit liv.

Hvad menneskefiskeren er ude efter er først og fremmest din ubetingede loyalitet, dernæst dine penge eller arbejdskraft. At eje penge er jo godt, at eje mennesker er langt bedre, for de kan både tjene penge til menneskefiskeren og give ham den berusende følelse af magt.

Verden i dag vrimler med menneskefiskere af enhver art, spændende fra de mere ufarlige livsstils-forfattere og new age filosoffer, over politiske ledere til de religiøse sekter, som er de farligste. De gør nemlig i udstrakt grad brug af de suggestions-principper, som vi har diskuteret i den anden debat. De kræver også en ekstrem grad af loyalitet, og forlanger at man bryder kontakten til enhver udenfor sekten, selv den nærmeste familie.

Loyalitetskravet er ikke af ny dato. Abraham skulle ofre sin søn for at bevise sin loyalitet, Jesus krævede ifølge evangelisten at man skulle bryde med sin far og mor. Islam er endnu mere rabiat i loyalitetskravet, hvor et svigt medfører dødsdom, så det er ikke princippet, men måden det administreres på i form af hjernevask, der er det værste ved sekterne.

Gør vi nok for at beskytte vore børn mod menneskefiskerne og lære dem selvstændig tænkning? Jeg synes det ikke, men en ting kan vi alle hjælpe med at gøre. Vi kan eksponere sekternes hjernevask-metoder igen og igen for at begrænse deres missionsvirksomhed.

Så har du nogen erfaringer om sekterne Jehovas Vidner, Hare Krisna, Moon-bevægelsen, Scientology og andre lignende sekter og guru-bevægelser, enten personligt eller gennem familie og venner, så fortæl om dem her og andre steder. Måske kan dit indlæg redde en familie fra en masse sorger.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Ole Bjørn.

Det er et fortrinligt oplæg, som du har skrevet. Jeg har skrevet et lille indlæg til Guldfisk ovre på KD’s debatforum, og der har jeg linket til dit oplæg. Så får vi se, om der kommer debattører og ytrer sig her på Trosfrihed.dk.

Her vil jeg viderebringe noget erindringsmateriale fra min skrivebordsskuffe. Det har været brugt før, men nogle af de ældre blandt vore debatkolleger, vil måske kunne være interesserede i, hvordan Indre Mission optrådte som menneskefiskere annodazumal:

»(…) Til sammenkomsterne kom også Moster Kathrine. Hun var Fars Moster og på alder med Bedstemor. Hun havde aldrig været gift. Som ung havde hun været tjenestepige på landet, og senere havde hun været sygeplejerske i købstaden. Hun havde oplevet mangt og meget, der var værre end alt, hvad andre havde oplevet, og hun berettede gerne derom. Hun havde på sin egen krop oplevet, hvilke vilkår man havde som tyende på landet i 1880-erne.

Man fik grød enogtyve gange om ugen, og fik man kød, ’vrylede’ det ofte af hvide maddiker. Det usle pigekammer var så hjemsøgt af rotter, at hun havde måttet tage hunden med i seng, og når hun om morgenen stod ud af sengen, trådte hun med sine bare fødder på de bløde rotter, som hunden havde bidt ihjel i nattens løb.

Hun kunne også berette om spisning af fælles fad. Hvert medlem af husstanden havde sin ske, der var anbragt i en vindueshaspe. Der blev sat to klinkefade på bordet, det ene med grød og det andet med mælk.

Ved en bestemt lejlighed deltog to daglejere i det fælles måltid. Den ene havde overskæg og spiste snustobak, og den anden havde næseblod. Efterhånden som måltidet skred frem, dannede der sig sorte og røde ringe på overfladen af mælken alt afhængigt af, om det var ham med snustobakken eller ham med næsebloden, der dyppede skeen i det fælles fad.

Moster Kathrines beretninger havde altid en bestemt morale: Vi skulle være taknemmelige. Vi gjorde os ikke klart, hvor godt vi havde det. Vi skulle være taknemmelige og ikke som så mange børn i samtiden vrænge på næsen ad en smule skind på den varme mælkegrød eller nogle skover i bunden af gryden, når grøden var brændt på. Iøvrigt sultede man i Indien og Kina, og vi skulle være taknemmelige for, at vi hver dag kunne spise os mætte. Det var Gud, der sørgede for, at vi ikke sultede ihjel.

Ved mindesammenkomsten holdt Moster Kathrine sædvanligvis en tale til de unge. De unge var mine brødre og jeg samt vore fætre og kusiner. Vi blev formanet om betydningen af at være taknemmelige og nødvendigheden af at holde os til Gud og Den Herre Jesus Kristus Vor Frelser.

Efter Moster Kathrines tale blev der stille en tid lang, og alle blev indadvendte i blikket. Man hørte kun visse naturlyde fra en madglad farbror, der på sin særlige måde gav udtryk for, at han havde fået vommen fyldt. Man hørte også, at han nu var i færd med at rense tænder ved at skvulpe en mundfuld vand rundt omkring det kødfarvede gebis, som han kort forinden havde taget ud og kigget undersøgende på.

Det var et led i liturgien, at det nu blev foreslået: ”Skal vi synge Bedstefars sang!” Alle nikkede samstemmende, og der blev sunget for:

Der er endnu en sabbatsro tilbage
For Herrens Folk, for Jesu købte får,
For alle, som af Ånden lod sig drage
Fra mørkets magt til Jesu sår.
Ja, tænk, at samles om vor frelser kær!
O, venner, skal vi da mødes der?

Tempoet var langsommere end largo, og man havde en bemærkelsesværdig evne til at dvæle på konsonanterne, hvorved bogstavet L i ”Herrens Folk” fik en mageløs lydkvalitet, som jeg ikke senere hørte magen til, før jeg stødte på den i oldindisk filologi.

Hvorfor netop denne sang var faldet i særlig grad i Bedstefars smag, aner jeg i omrids. Hans ungdom faldt inden for de kirkelige vækkelsers mest aktive periode, og den indremissionske forkyndelse fandt ofte god genklang hos dem, der var fattige og bar tunge byrder i tilværelsen.

Bedstefar tilhørte landarbejderproletariatet, der på det nærmeste var retsløst, og som blev aflønnet på et minimum, der akkurat kunne sikre arbejdskraftens reproduktion, men heller ikke mere. Det bør ikke give anledning til undren, at han kunne blive fænget af den velgennemtænkte og dygtigt tilrettelagte forkyndelse, med hvilken man fangede sjæle i Peters fiskenet. Udsigten til Hebræerbrevets sabbatshvile var det tillokkende alternativ til den byrdefulde hverdag.

Og denne Himlens skønne sabbatshvile
Har Jesus vundet til os med sit blod.
Så lad os da frimodigt ile,
Gud giver selv os kraft og mod.
Ja, tænk, at samles…

Vejen til at vinde sabbatshvilen var smal, lang og tornestrøet, men den var mulig. Det første skridt var at erkende, at man var en synder. Ikke blot en synder, der gjorde noget forkert og fortrydeligt i ny og næ, men en ussel synder, der vandrede i fortvivlelsens mørke.

Dersom biografien ikke kunne danne tilstrækkelig baggrund for følelsen af at være gennemsyret af synd, tog man arvesynden til hjælp. Vi er syndens børn, avlet i synd og født i synd. Helvede er vor destination, og man anede genskæret af Helvedes flammer i vækkelsesprædikantens faste blik, når han udpenslede de fortabtes evige pinsler.

Når omvendelseskandidaten således var bragt ned i den dybeste fortvivlelse og det udvejsløse mørke, blev redningsplanken kastet ud: Du må bekende; du må stå frem i vor midte og lade os påhøre din bekendelse. Bekendelsen må være fuldstændig og nøjeregnende med hensyn til at få alle detaljer med. Vi andre, der selv har erkendt synden, bekendt den og angret den, skal nok vide at bedømme, om din bekendelse og din anger er ægte, eller om du forstiller dig.

Hvis kandidaten greb redningsplanken på en måde, der kunne tiltrædes af fællesskabet og navnlig af den kyndige menneskefisker, der som en storinkvisitor ledte kandidaten igennem den sjælelige forvandling – igennem overgangsriten – kom lettelsen: Gud tilgiver dig! Han tilgiver dig, fordi hans énbårne søn tog dine synder på sig og lod sig henrette på korset.

Og hvilken henrettelse. Alle detaljerne i lidelseshistorien fra såvel synopsen som fra Johannes blev gennemgået: Knytnæveslag, hudstrygning, tornekrone, udmattelsen af det centnertunge kors og gennemboring af hænder og fødder med nagler så store. Kandidaten blev dyppet, så han drev af Lammets blod.

Men han var blevet lettet. Vækkelsesprædikanten havde lagt en byrde på ham, som fik ham til at segne. Vækkelsesprædikanten havde taget byrden fra ham igen, og spurgte nu, om han ikke følte sig let og befriet.

Han kunne i fremtiden ikke sige, at han var bedre end andre, fordi han havde omvendt sig, men han kunne sige – og det bekræftede vækkelsesprædikanten – at han var bedre stillet end andre: Han havde nu vished i sin saligheds sag.

Mit borgerskab er hist, hvor sejrens krone
Og lovsangsharpen evigt bliver min.
O, tænk, når engang Lammet fra sin trone
Vil kalde mig for evigt sin!
Ja, tænk, at samles…

Bedstefar blev ikke varigt organiseret i Indre Mission; han involverede sig i stedet i den radikale husmandsbevægelse, for hvilket arbejde han modtog mange hædersbevisninger. Men hans ungdoms vækkelsestid havde efterladt et spor i hans sind, fordi han var én af de underkuede.

Havde han været søn af en velbeslået gårdmand med fire skorstene på mønningen, ville det formentlig ikke have været Sabbatsroen, vi havde siddet og smagt på under mindesammenkomsten. Så havde Bedstefars sang snarere været ”O, Kristelighed, du skænker vort hjerte…”

Efter Sabbatsroen vendte munterheden tilbage, og der blev ikke indvævet flere religiøse islæt i dagens mønster. Når der blev sagt velbekomme, gik mændene og drengene i kostalden for at lade vandet, og den madglade farbror fik luft for det, som han anstændigvis havde måttet undertrykke inde ved bordet. Konerne og kusinerne aflagde besøg på lokumet bag den rødmalede dør til brændeskuret. Her var der lagt gamle numre af Folkebladet frem til afrivning. (…)« (Citat slut).


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Guldfisk Fra Religion.dk

ved ikke helt om du har ret i at det er et afhop fra vores virkelighed af?
vi har bare brug for fælleskaber, og nogle at være sammen med, der er så nogle der er bedre at være sammen med end andre.
og sekten er bestemt i den kategori som man bør undgå, der er mange andre fællesskaber man kan søge ind i som ikke kræver en masse tåbeligt af en.
men der er jo også folk der godt kan lide at kunne slå op i en bog, og få svarene på alt, så er det lige meget om de er sande eller ej.
alle de spøgsmåls tegn over hvem man må give sin kærlighed til og ikke give den til, det lader de jo også bare alfonsen styre for dem.
han vil jo så bare kun have at de giver kærlighd, til dem der giver ham penge, men det siger han bare til dem på en anden måde, som lad os kun være sammen med dem der flyver i samme flok som os, lad os ikke spilde tiden, på dem der vil andre veje, for tiden er knap, og enden er nær for alle de andre uden for. lad os kun bruge tiden på at redde så mange vi kan, så vi kan se os selv i spejlet imorgen tidlig.

sekte er jo lidt pisken og guleroden. med en masse bedrag blandet ind i det.
Fear monkers til at skramme livet at folk!
verden vil snart dø!
Guds vrede vil ramme jorden.
også videre
men vi har lige parken løsningen, til dig der kan redde dit liv ;)
du skal bare lige gøre sådan og sådan og give et lille beløb her, husk det er penge du giver til dig selv, så tænk ikke i små beløb vel ;)

Hvordan kan vi hjælpe vores børn?
hørte engang et godt råd, som nok lyder lidt skrammende på nogle. men det var faktisk at lyve for sine egne børn, sådan nogle åbenlyse løgne, som er ret nemme at regne ud til at starte med.
så børn lære at stille spøgsmåls teng til autoriteter. ved alt faktisk.
og det er jo ret godt, for havde Einstien ikke lært at stille spøgsmåls tegn til tingede, jamen så havde han sikkert ikke fundet ud af så meget som vi har idag

så det er mit indlæg i en nøddeskald, undgå sekte fordi de lyver for folk, men lyv for dine egne børn, så de selv har noget at stå imod med ;)

rart at se du har det godt ole

Tak skal du ha' Guldfisk. Vi er helt enige.

Faktisk arbejder jeg på et essay om, at vi skulle øve vore børn i at lyve, for der er mange fag hvor succes er betinget af evnen til at tilsløre og forvrænge sandheden. Politik og jura er et par gode eksempler.

I stedet for at fortælle børn, at det er forkert at lyve, skulle vi lære dem at skelne imellem de situationer, hvor løgn henholdsvis sandhed er den mest hensigtsmæssige reaktion. Det ville også opøve deres evne til at skelne mellem sandheder og løgne de hører fra andre. Det koster børn mange sorger at opdage, at verden omkring dem er fuld af løgn.

Jeg opmuntrer altid børn til at bruge deres fantasi og digte spændende historier, og belønner dem efterfølgende med at sige: Det var en virkelig god løgnehistorie du fandt på der.

Det griner de meget af, også når jeg med alvorlig mine fortæller en historie og langsomt gør den mere og mere usandsynlig til det til sidst går op for dem, at det er løgn det hele.

En sund skepsis til det man læser og hører er en nyttig ting, for det får en til at undersøge kilderne til oplysningerne og formålet med dem. Det er netop forudsætningen for al videnskab, at man ikke tager et postulat for gode varer før end det er bevist eller sandsynliggjort.

Du har det godt nu, Guldfisk, det kan jeg fornemme. Det glæder mig at du fandt styrke til at bryde ud af sektens greb.

Mvh

Ole Bjørn

Gad vide hvilken rolle børnene spiller i historien