Jeg har her til formiddag forgæves forsøgt at indsende nedenstående debatindlæg til Rune Engelbreth Larsens Blog på Politiken, og derfor offentliggør jeg det for en ordens skyld her, samtidig med at jeg forsøger at lægge en link-henvisning ovre på REL´s Blog.
Jeg vil gerne understrege, at det udelukkende er tekniske problemer, og IKKE (som nogle påstår) censur fra Rune Engelbreth Larsens side, som er årsagen til besværlighederne med at få indlæg vist på REL´s Blog.
Afviste indlæg bliver som regel - men desværre ikke altid - vist sidst på dagenn eller næste formiddag.
Men nu sætter jeg som sagt mit svar til Politiken-debattøren Bendix ind her:
--------------------------------------------------------------
Svar til Bendix:
(CITAT): "Bendix, den 18. jun kl. 12:02:
@ Ilskov-Jensen
Tak fordi du lagde dit svar “Ilskov-Jensen, den 14. jun kl. 10:10:” ind igen. Jeg kunne huske indholdet, hvor du argumenterer sobert og grundigt, men jeg havde glemt, at det var dig, der var forfatteren. Undskyld." (CITAT SLUT).
Din undskyldning accepterer jeg glad og gerne. Jeg er som bekendt en glad DF-vælger...
Jeg vil til gengæld så også undskylde, at jeg fejlagtigt beskyldte dig for "ikke at være interesseret i svarene i debatten" fordi du "kun vil provokere": Her tog jeg fejl af dig, og det undskylder jeg naturligvis for!
--------------------------------------------------
(CITAT): "Bendix, den 18. jun kl. 14:02:
@ Ilskov-Jensen
Når jeg valgte at spørge dig om Petersens indlæg (ligger i #253089), var det fordi det i ubehagelig grad minder mig om koldkrigsretorikken.
Som jeg læser det, venter DF, at det skal ende med en borgerkrig, og at muslimerne i Danmark indtil da under et betragtes som en slags 5. kolonne.
Jeg har på et tidspunkt læst i Jyllands Posten, at Søren Krarup mener, at det vil ende sådan.
Jeg kender dit synspunkt på problemstillingen.
Hvordan er DFs officielle syn på sagen??
Mener DF, at “civilisationernes sammenstød” er uundgåelig?" (CITAT SLUT).
Hertil vil jeg svare:
Min holdning til den fortrinsvis muslimske indvandring af mennesker fra ikke-vestlige lande til Danmark og Vesteuropa, og de konflikter, dette "kulturmøde" kan føre til (og som vi jo allerede ser tydelige tegn på i dag), kan kort opsummeres således:
I BEDSTE fald opstår der en ny "blandingskultur" ("kultursyntese", vil akademikere formentlig kalde det), som åbner nye perspektiver og nye indsigter, der skaber fornyet nysgerrighed, udforskertrang og derfor højst sandsynlig også fører til større åndelig og materiel rigdom for alle de mennesker, der deltager i "kulturmødet" og "kultursyntesen"...
(De historiske fortilfælde for sådanne lykkelige kulturmøder udgør selvsagt et hovedargument for nutidens MULTIKULTURELLE IDEOLOGI, selv om den moderne multikulturalisme i høj grad også bygger på rent IDEOLOGISKE grundsætninger (...præmiser, påstande, menneskesyn, utopier - kald det, hvad I vil), således at "multikulturel tolerance" ophøjes til at være en slags ETISK FORDRING...en fordring, som multikulturalisterne dog i reglen udelukkende stiller til FLERTALSkulturen i "kulturmødet". Måske fordi man inderst inde godt er klar over multikulti-projektets skrøbelighed...?).
I VÆRSTE FALD ender kulturmødet i gensidig mistillid, konfrontation, magtkamp og måske krig eller borgerkrig.
Denne fare består naturligvis især, hvis der er tale om mennesker med SÅ vidt forskellige verdenssyn, at de overhovedet ikke forstår hinanden, ELLER hvis der er tale om en MAGTMÆSSIG stærkt overlegen civilisations "møde" med en "svagere" kultur.
(Ovennævnte negative forudsætninger var desværre i høj grad til stede i "kulturmødet" mellem de syd- og nordamerikanske indianercivilisationer, og den vestlige civilisation: Resultatet blev som bekendt katastrofalt for indianerne...).
Hvis mennesker, som frivilligt eller ufrivilligt (bemærk Ufrivilligt!) er involveret i et "kulturmøde", i en vis udstrækning har nogenlunde samme udgangspunkt (således som f.eks. hinduer og buddhister har det, eller således som jøder, kristne og muslimer - "Abrahams børn" - har det), så kan samlivet sagtens tænkes at gå nogenlunde gnidningsløst (eller i bedste fald være gensidigt befrugtende), og der findes da også flere historiske eksempler på, at det ER FORLØBET SÅDAN...
MEN: "Frænde er frænde værst", som man siger.
Ofte vil NETOP DE, som man i og for sig står nærmest, blive opfattet som de STØRSTE KONKURRENTER.
Dette gælder desværre i høj grad også i forholdet mellem den vestligt-kristne civilisation på den ene side, og den mellemøstligt-muslimske på den anden:
BEGGE CIVILATIONER er nemlig historisk set STÆRKT aggressive og ekspansive (spørg blot indianere og indere - de hinduistiske indere har været udsat for først muslimsk, dernæst kristen/vestlig imperialisme!), og denne ekspansionstrang skyldes IKKE, at "vesterlændinge og muslimer er specielt onde mennesker"; men derimod, at BÅDE kristendommen OG islam (den vestlige og den mellemøstligt-muslimske civilisation) hævder at kende "SANDHEDEN"...og det drejer sig vel at mærke i begge tilfælde om en "Sandhed" som opfattes som EVIG, UNIVERSIEL og ENE SALIGGØRENDE, og som derfor ideelt set bør spedes ud over HELE VERDEN...!
AT vi her i Vesten reelt har skiftet den gamle KRISTNE Treenighed ud med en ny "Treenighed" bestående af: "Markedsøkonomi, Demokrati og Menneskerettigheder" (i den rækkefølge!) ændrer intet ved vor civilisations grundlæggende karakter: Vi opfatter jo STADIG VORE kulturelle værdier som "universielle", jo vi fører endda KRIGE i den "Humanistiske Treenigheds" navn. AT vi kalder de i VESTEN udtænkte "Menneskerettigheder" for "evige og universielle" siger alt om vor forsatte hævdelse af at "besidde Sandheden"...
AT det kan provokere anderledes opdragne, og derfor anderledes tænkende, mennesker, kan ikke undre!
TO forskellige "Sandheds-monopoler" indbyder indlysende nok til konflikt, MED MINDRE styrkeforholdet imellem dem på forhånd er HELT KLART og UMISFORSTÅELIGT.
Altså at den ENE part dominerer, og den anden part er "tolereret"...
(I det mauriske Andalusien, i Abbasside-Kalifatet, i Osmannerriget - ja, overalt hvor den muslimske tolerance har hersket - har forudsætningen NETOP været, at muslimerne har HERSKET, og at de "tolererede" fra "Bogens folk" har anerkendt dette faktum. DA Sicilien i anden del af 1000-tallet efter 200 års muslimsk besættelse (som blev fulgt af arabisk/maurisk bosættelse) blev erobret af de kristne normanner-konger, som viste sig mindst lige så tolerante som de muslimske herskere havde været, så var forudsætningen for tolerancen IGEN, at de "tolererede" - dennegang muslimer og (som altid) jøder - anerkendte den KRISTNE herskers overhøjhed).
DESVÆRRE - og jeg skriver "desværre", for det morer mig ikke at skrive dette her - desværre endte det forholdsvis harmoniske samliv mellem kristne og muslimer i det gamle Andalusien, såvel som på Sicilien, galt:
De muslimske maurere blev endegyldigt fordrevet fra Spanien i 1560erne, efter en mislykket opstand. (Deres sidste kongerige på spansk grund, Granada, var som bekendt blevet erobret af det spanske kongepar Ferdinand og Isabella i 1492).
Langt tidligere - under Kejser Friedrich II i beg. af 1200-tallet - havde de SICILIANSKE muslimer forsøgt at gøre oprør; men forgæves. Kejser Friedrich fordrev dog ikke muslimerne; men tvangsforflyttede dem til Syditalien, hvor de blev spredt rundt i forskellige, vidt spredte og afsidesliggende landsbyer, således at de ikke mere udgjorde en samlet, potentielt fjendtlig lokalbefolkning. Hundrede år senere var disse mauriske muslimer smeltet fuldstændig sammen med den kristne, syditalienske befolkning.
I den af den multikulturelle ideologi prægede del af forskningen fremhæves det gamle Andalusien og det maurisk/normanniske Sicilien igen og igen som en slags forbilleder på, hvad HELE Europa engang i fremtiden kan blive: En fredelig, harmonisk og kulturel frodig og nytænkende multikulturel smeltedigel...
(AT der rent faktisk var perioder med kristen- og jødeforfølgelser i det muslimske Andalusien, og AT muslimernes erobring af Sicilien i årene efter 821 var en yderst blodig affære, hører dog OGSÅ med til historien...).
Den kendsgerning, at både Andalusien og Sicilien var kristen/muslimske samlivsEPISODER - omend der var tale om "episoder" af lang varighed (For Andalusien/Spaniens vedkommende helt fra 711-1492) - og at det til sidst i begge tilfælde endte galt, burde - synes jeg - i langt høje grad, end tilfældet er, mane de intellektuelle og akademikerne til eftertanke. Og lægge en dæmper på den multikulturelle OPTIMISME...
Jeg vil afslutningsvis understrege, at jeg selvfølgelig IKKE overser eller benægter de rent MATERIELLE og MAGTPOLITISKE interessers store betydning som drivkræfter bag konflikter og krige - også når der er tale om konflikter på tværs af civilisationerne - men dels udgør de "ideelle" begrundelser et uhyre vigtigt afsæt for i reglen meget virkningsfuld krigsmobilisering (kamp for "kristenheden", eller nu om stunder: "Menneskerettigheder" og demokrati" - eller "hellig jihad for Allahs sag"), og dels er ønsket om, eller trangen til, at udbrede sin EGEN "Sandhed" en væsentlig SELVSTÆNDIG drivkraft bag både vestlig kristen/"humanistisk" så vel som islamisk ekspansionstrang.
--------------------------------------------------
Vil "kulturmødet" mellem indvandrede muslimer og ikke-muslimske danskere føre til borgerkrig her i vort eget lille land?
Og hvordan er DF´s officielle syn på sagen?
På det sidste spørgsmål er jeg nødt til at svare, at jeg ikke er medlem af DF (og det har jeg i øvrigt også tit understreget), så det er altså udelukkende mig, og ikke "det officielle DF", som du diskuterer med...
Angående spørgsmålet om fremtidig borgerkrig i Danmark som følge af den store fortrinsvis muslimske indvandring tog jeg allerede i et af de første Internetdebatindlæg jeg skrev i foråret 2001 meget klart AFSTAND fra al den uansvarlige "borgerkrigs-snak", som trives i visse højre-ekstreme miljøer.
Mine argumenter var - og er stadig - de følgende:
1) Udbruddet af en BORGERKRIG er betinget af langvarige spændinger samt ekststensen af et indgroet had - og ISÆR AF STOR GENSIDIG MISTÆNKSOMHED - mellem forskellige befolkningsgrupper. (Her tænker jeg selvsagt på borgerkrig med rod i fortrinsvis etniske konflikter, og ikke borgerkrig som social revolution, hvor klassekampen så at sige skærpes i en væbnet konflikt).
Hertil kommer indlysende nok VILJEN TIL AT KRIG som den altafgørende forudsætning for udbruddet af en borgerkrig.
INTET af alt dette er efter min bedømmelse til stede i dagens Danmark. Heldigvis...
(F.eks. at kalde narko-bandernes indbyrdes opgør for en "borgerkrig" er en vild og uansvarlig overdrivelse, skabt af en sentationslysten presse, som taler rockere og politiske ekstremister efter munden).
2) Forudsætningen for udbruddet af en borgerkrig er som antydet ovenfor VÅBENBESIDDELSE og KRIGSVILJE på begge sider af "borgerkrigs-fronten".
MEN: Hvor mange danskere ejer monstro et våben?
Og hvor mange danskere har nogensinde dræbt et levende væsen større end en rotte?
Næppe ret mange...
Modsætningsvis kommer mange af vore muslimske indvandrere fra krigs-zoner, hvor enten de selv eller deres brødre, fædre, fætre eller onkler har deltaget i krige eller borgerkrige!
Desuden er det i den mellemøstlige kultur en selvfølge, at en mand ejer samt kan betjene et våben. (Det har absolut intet med kriminalitet at gøre. Våbenet er simpelthen mandens værdighedstegn, og våbenbesiddelse er også ofte en simpel nødvendighed i samfund, hvor politiet ikke er til for at hjælpe borgerne imod de kriminelle; men tværtimod eksisterer for at undertrykke undersåtterne på regimets vegne).
Skulle det komme til borgerkrig i Danmark, vil jeg derfor nøgternt set spå muslimerne gode chancer for at vinde - eller for i det mindste at kunne slå vældig godt og effektivt fra sig...!
(Jeg har hørt unge muslimer sige, at i krig er "én af os lige så meget værd som ti danskere"...og jeg er tilbøjelig til at give dem ret...)
3) Sidst; men ikke mindst, vil jeg gerne erindre om, at alle den yderligtgående VENSTREFLØJS forudsigelser om fremtidig borgerkrig i Danmark ("revolution" er blot et andet ord for borgerkrig), som vi hele tiden fik tudet ørene fulde af i 1970erne, HELDIGVIS viste sig IKKE at gå i opfyldelse...!
"Revolutionen" udeblev som bekendt...
Og det gør den "etniske borgerkrig", som nutidens rablende rabiate højrefløjsekstremister bjæffer op om, nok også...
For husk: "Hunde der gør, bider ikke"...
Venlig hilsen Henrik Ilskov-Jensen
P.S.: Jeg beklager, at mit svar er blevet så langt. Jeg burde have skrevet det i flere mindre afsnit i aftes; men da havde jeg ikke tid. Og jeg kan heller ikke vente til middagstid, for midt på dagen har jeg flere gange været ude for, at Politikens computersystem "tager sig en middagslur"...
Svar
Citer