Hej Hans,

Jeg citerer og svarer:

"Paulus har fat på Jesus eller er i fuld overensstemmelse med Jesus, det er jer der ofte påstår dette ikke er tilfældet. Den store forskel er at Paulus er på den anden side Jesu død, samme side som vi er. Er Jesus ikke død, er Jesus ikke korsfæstet? Jo sørme. Hvorfor, dersom Jesus stadig spiller en afgørende rolle som andet end skolemester (religiøs vis mand der ville dynge os til med moralsk visdom), det må være i kraft af Gud eller i kraft af den Hellige ånd."

- Jeg tror også, at Jesus er i overensstemmelse med Jesus - forstået på den måde at han forsvarer Jesu ord og beder os efterleve hans bud. "Dynge os til med moralsk visdom" lyder negativt, og jeg ville nok snarere sige: "Vise os hjertets veje".

"Jesu ville ikke primært opdrage på os mennesker (sætte sig på os) i etisk forstand (da dette netop er syndighed). Han ville nærmest det modsatte og overfor farisæerne og andre der havde loven og religiøse etiske forskrifter som styrende og bestemmende over deres liv strammede han sin tale til det absurde, og stillede spørgsmålet om hvem af os der med god samvittighed kan kaste den første sten. Ergo skulle vi have fokus væk fra gerningsretfærdighed, guddommelige etiske forskrifter, altså loven og flyttet over til at vores Guds forhold er givet og bestemt af de relationer vi befinder os i med hinanden."

- Det er min opfattelse, at Jesu tale over for farisæerne misforstås af mange kristne, der mener, at han ophæver budet om at leve et retfærdigt liv - og at man rent faktisk bør bestræbe sig på det. De kristne siger: "Se, farisæerne var jo netop retfærdige, men blev forkastet". Men sandheden er jo, at Jesus afslører, at de IKKE var spor retfærdige og DERFOR blev forkastet. Som han siger, så siede de myggen fra, men slugte kamelen. De vaskede bægeret udenpå, men ikke indeni. Han siger endda, at de var fulde af hykleri og LOVLØSHED. Og gennem hele evangeliet beder han os handle på hans ord og gøre det gode mod andre, elske andre så højt som os selv (og gøre derefter). (Dette gjorde farisæerne jo netop ikke, da de f.eks. åd enker ud af hus og hjem).

"en ny måde at være til på i verden, fordi der stilles spørgsmål ved traditionens religiøse etiske ideale forskrifter, som vi er fri af, hvorved vi får ret til hinanden, ret til at elske og ta os af hinanden udenom de religiøse forskrifter (loven)."

- Ja, elske og ta' os af hinanden uden at være mest bekymret om at vaske bæger og fad udenpå, men at vaske dem indeni. Det kommer med andre ord an på, hvad du mener med "religiøse forskrifter". Jesus kom ikke med "religiøse forskrifter", men han beskrev på sin kraftfulde måde, hvad det vil sige at handle uselvisk fra hjertet. F.eks. at gøre godt uden at ville blive set og anerkendt for det. Dette ser jeg ikke som en religiøs forskrift, men en smuk reminder om, hvad det vil sige at handle uselvisk fra hjertet.

"Derfor skal vi heller ikke som Paulus er inde på det, bygge denne moralske religiøse idealitet op igen, som Jesus nedbrød fordi den er opfyldt, i at vi har ret til at elske hinanden og ta os af hinanden udenom al denne religiøse idioti (idealitet)."

- For mig at se er det ikke "religiøs idioti" at handle efter Jesu ord. At handle som farisæerne ser jeg derimod klart som religiøs idioti. Men de handlede jo heller ikke, som Jesus f.eks. bød i bjergprædikenen. Den store teologiske brøler er at påstå, at farisæerne handlede retfærdigt, men alligevel blev forkastet af Jesus. For de handlede - jf. f.eks. ve-råbene - overhovedet ikke retfærdigt!

"Dawkins, Ha og Hi fjolserne.. og Frank og Simon2 har ikke en disse tværvidenskabelig forståelse for noget som helst, og derfor kan vi ikke bruge dem til ret meget (selv om Simon kom med en sober religionskritik med bid i forleden), da de er et produkt af tidsånden, og de lever på overfladen uden dyb forståelse for begreberne og hvad pokker i det hele taget det hele drejer sig om"

- Jeg kender kun Simon, og jeg er enig med dig i, at der mangler en masse, som du nævner den tværvidenskabelige forståelse. I det hele taget mangler der en sober diskussion om, hvad videnskab overhovedet er - han forsøger at blæse i det positivistiske horn uden at relatere det til de andre videnskabsteoretiske dimensioner... og så mangler der ganske enkelt sober argumentationsteknik. Det er løgn på løgn.

kh
Thomas

Hej Hans,

Jeg citerer og svarer:

"Paulus har fat på Jesus eller er i fuld overensstemmelse med Jesus, det er jer der ofte påstår dette ikke er tilfældet. Den store forskel er at Paulus er på den anden side Jesu død, samme side som vi er. Er Jesus ikke død, er Jesus ikke korsfæstet? Jo sørme. Hvorfor, dersom Jesus stadig spiller en afgørende rolle som andet end skolemester (religiøs vis mand der ville dynge os til med moralsk visdom), det må være i kraft af Gud eller i kraft af den Hellige ånd."

- Jeg tror også, at Paulus er i overensstemmelse med Jesus - forstået på den måde at han forsvarer Jesu ord og beder os efterleve hans bud. "Dynge os til med moralsk visdom" lyder negativt, og jeg ville nok snarere sige: "Vise os hjertets veje".

"Jesu ville ikke primært opdrage på os mennesker (sætte sig på os) i etisk forstand (da dette netop er syndighed). Han ville nærmest det modsatte og overfor farisæerne og andre der havde loven og religiøse etiske forskrifter som styrende og bestemmende over deres liv strammede han sin tale til det absurde, og stillede spørgsmålet om hvem af os der med god samvittighed kan kaste den første sten. Ergo skulle vi have fokus væk fra gerningsretfærdighed, guddommelige etiske forskrifter, altså loven og flyttet over til at vores Guds forhold er givet og bestemt af de relationer vi befinder os i med hinanden."

- Det er min opfattelse, at Jesu tale over for farisæerne misforstås af mange kristne, der mener, at han ophæver budet om at leve et retfærdigt liv - og at man rent faktisk bør bestræbe sig på det. De kristne siger: "Se, farisæerne var jo netop retfærdige, men blev forkastet". Men sandheden er jo, at Jesus afslører, at de IKKE var spor retfærdige og DERFOR blev forkastet. Som han siger, så siede de myggen fra, men slugte kamelen. De vaskede bægeret udenpå, men ikke indeni. Han siger endda, at de var fulde af hykleri og LOVLØSHED. Og gennem hele evangeliet beder han os handle på hans ord og gøre det gode mod andre, elske andre så højt som os selv (og gøre derefter). (Dette gjorde farisæerne jo netop ikke, da de f.eks. åd enker ud af hus og hjem).

"en ny måde at være til på i verden, fordi der stilles spørgsmål ved traditionens religiøse etiske ideale forskrifter, som vi er fri af, hvorved vi får ret til hinanden, ret til at elske og ta os af hinanden udenom de religiøse forskrifter (loven)."

- Ja, elske og ta' os af hinanden uden at være mest bekymret om at vaske bæger og fad udenpå, men at vaske dem indeni. Det kommer med andre ord an på, hvad du mener med "religiøse forskrifter". Jesus kom ikke med "religiøse forskrifter", men han beskrev på sin kraftfulde måde, hvad det vil sige at handle uselvisk fra hjertet. F.eks. at gøre godt uden at ville blive set og anerkendt for det. Dette ser jeg ikke som en religiøs forskrift, men en smuk reminder om, hvad det vil sige at handle uselvisk fra hjertet.

"Derfor skal vi heller ikke som Paulus er inde på det, bygge denne moralske religiøse idealitet op igen, som Jesus nedbrød fordi den er opfyldt, i at vi har ret til at elske hinanden og ta os af hinanden udenom al denne religiøse idioti (idealitet)."

- For mig at se er det ikke "religiøs idioti" at handle efter Jesu ord. At handle som farisæerne ser jeg derimod klart som religiøs idioti. Men de handlede jo heller ikke, som Jesus f.eks. bød i bjergprædikenen. Den store teologiske brøler er at påstå, at farisæerne handlede retfærdigt, men alligevel blev forkastet af Jesus. For de handlede - jf. f.eks. ve-råbene - overhovedet ikke retfærdigt!

"Dawkins, Ha og Hi fjolserne.. og Frank og Simon2 har ikke en disse tværvidenskabelig forståelse for noget som helst, og derfor kan vi ikke bruge dem til ret meget (selv om Simon kom med en sober religionskritik med bid i forleden), da de er et produkt af tidsånden, og de lever på overfladen uden dyb forståelse for begreberne og hvad pokker i det hele taget det hele drejer sig om"

- Jeg kender kun Simon, og jeg er enig med dig i, at der mangler en masse, som du nævner den tværvidenskabelige forståelse. I det hele taget mangler der en sober diskussion om, hvad videnskab overhovedet er - han forsøger at blæse i det positivistiske horn uden at relatere det til de andre videnskabsteoretiske dimensioner... og så mangler der ganske enkelt sober argumentationsteknik. Det er løgn på løgn.

kh
Thomas

At meditere er let nok, men at meditere så man bevarer forbindelsen til sig selv er mega svært om ikke umuligt sådan som meditation præsenteres for os i dag (noget jeg vil råde bod på engang i nærmeste fremtid, ved at skrive en sand/autentisk bog om meditation befriet for alle guru'ers fordomme om meditation og alene byggende på de kontinental europæiske filosoffer (Hegel Marx (Frankfurtherskolen), Schopenhauer, Nietzsche, Freud, Jung, Heidegger, Badiou, Zizek mmfl, der aldrig har svigtet sandheden, men har bevaret modet til at se virkeligheden i øjnene uforfærdet) og neurovidenskab).

Det første der sker når et menneske begynder at meditere, er at afskære forbindelsen til sig selv. Jeg har endda set undervisere i meditation vise dette (denne afkæring forbindelsen til os selv) på tavlen flere gange, både ved helt konkret at viske sandheden ud med tavleklud/svamp og en anden gang at overkrydse eller strege sandheden ud. Denne metode gør at man bliver fanget i den neocorticale himmelske helvede, man ender i en gold usand åndelig (bevidsthedsmæssig) tilstand med sig selv.

Man bliver højrøvet, man bliver åndet og underlig i hovedet (man havner i neocortical kedsomhed og depression uden kontakt til de subcortikale livgivende centrer (kort sagt man fraspalter næsen/instinkterne, den gamle lugtehjerne, det limbiske system især)), man mister jordforbindelsen, man mister kontakten til Freud og Jung, sanseligheden og sandheden, det autentiske biologiske menneske. Men neurovidenskab vil år for år falsifiere alle de mærkelige og underlige teorier meditation er blevet forbundet med.

At meditere er ikke en straf, dog mediterer langt de fleste mennesker som om meditation er en straf der kræver stor selvdisciplin at udføre og få gennemført som daglig praksis. Men det er sgu lystbetonet om noget at meditere, det er lystprincippet i funktion (igen Freud til ære og værdighed).

Det sidste meditation kræver er selvdisciplin, også derfor Jung vendte sig imod eller kritiserede østens religioner og meditationsformer.

Hvorfor er det første der sker når et menneske sætter sig ned for at meditere, at det afskær forbindelsen til sig selv og det autentiske biologiske væsen vi er? Jo det skyldes at vi ønsker at være over alle andre og ikke mindst over os selv. Mennesket vil altid hæve sig over sig selv og sine medmennesker, næsten. Netop kernen i kristendommens tanker om inkarnationen.

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. (Paulus, Fil)


Vi guder, mennesket elsker at gude!

Og fejlen ved alle former for meditationer er at de får mennesket til at gude (vi bliver åndet, åndelige og underlige i hovedet/sindet), og derved forråder vi os selv, det autentiske biologiske menneske, lystprincippet blandt andet, og meditation bliver en straf, bliver selvdisciplin.

Hvis 10 mennesker mediterer skulle der gerne være 10 forskellige rapporter. Når der kun er 1 sandhed eller en bjergtop/tinde, er vi igang med en løgn (det uautentiske), igang med at gude, forgude guruen, denne folkeforfører. Men menneskets trang til underkastelse bor i os, så meget at den anden største verdensreligion endda har taget navn efter denne foreteelse, altså underkastelsen (Ordet islam betyder "underkastelse" eller "hengivelse". Tilhængerne kaldes muslimer betyder en "der underkaster eller hengiver sig" [Guds vilje]).

Kristendom og vesten er stik modsat, er gået i den stik modsatte retning af østens religioner og islam. Også derfor sekularisering og ateisme opstår i vesten, da vuggen hertil er at finde i kristendommens ide om mennesket (Galaterbrevet, Paulus (Badiou)). Intet er højere end mennesket i vesten (Guds ja til mennesket og fornægtelse sig selv), og dette er til at brække sig over at der ingen tidsløse evige sandheder og åndelige principper findes, men det er også sandheden i en og anden forstand (Feuerbach og Marx). Vesten har tømt verden og himlen for Gud og guder, og haft modet til at gøre mennesket til Gud og gude med sig selv. Dette var måske en medvirkende årsag til det 20 århundredes verdenskatastrofer, 2 verdenskrige (nazisme og fascisme) og sovjet/kommunismen. Bonhoeffer og Barth og Badiou har svaret, den sande gudsforståelse og dermed menneskeforståelse, qua inkarnationen, qua Paulus.

Sandheden er for det højrøvede menneske, det menneske der vil hæve sig over sig selv og andre, til at brække sig over. Men kommer man først over, sin egen trang til at hæve sig over sig selv og andre, da er sandheden lystbetonet.


Kors i røven Hansi, du er øretæveindbydende.

Det er da godt, at du er klar over hvad meditation IKKE er. Det er meget fint. Hvorfor du fortæller mig det ved jeg ikke, jeg har aldrig været af en anden opfattelse. Faktisk er det et udtryk for at du ikke er så god til at lytte til hvad der bliver sagt eller skrevet, men at du du hele tiden opfatter andres ord i din egen kontekst.

Det er dog også ganske vanskeligt stof så jeg undskylder dig.

I virkeligheden er det ligegyldigt om man taler om meditation eller ej. Det drejer sig om at være forstandig, at forstå sig selv og det liv man rent faktisk lever.

Det er interessant at lægge mærke til hvor selvopfyldende tanken er. Der er ingen grænser for hvad man kan bilde sig selv ind. At se og at lytte er at være opmærksom og det man ser er sandheden. Men for at kunne forstå denne sandhed bliver man nødt til at vikle sig ud af sine illusioner og det er det der åbenbart er meget svært.

Nu er troen på f.eks religioner noget der er forbundet med tryghed og vished og for et menneske der er helt identificeret med sin tro er det uendelig vanskeligt at fornægte religionen.

At religionen skaber tryghed betyder at den dækker over frygt og hvis man mister sin tro så bliver man bange. Oftest finder man, hvis man er blevet skuffet, en anden religion at gå op i.

Essensen i meditationen er at forstå, at al religion er falsk. Fordi man rent faktisk forstår det- ser det selv - medfører fornægtelsen af religionen, og fornægtelsen af al anden form for overtro en eksistentiel styrke i sig selv, som gør det muligt at lægge al det falske fra sig.

Når man er i stand til at skelne mellem sandt og falsk, så kan man begynde at undersøge uden at lade sig hylle i illusioner.

Megen menneskelig lidelse skyldes at vi ikke kan frigøre os selv, gøre os fri af vores egen begrænsning og møde livet på en ny måde hver dag. Ryste fortiden af os - så at sige.

Livet er skønt nok i sig selv - men på grund af alle vore bekymringer glemmer vi at leve det. Det er mest det, jeg mener med at være voksen.

At turde leve uden lov.

Kære Michael og Hans,

Jeg må gøre opmærksom på, at meditationens gavnlige virkninger er blevet videnskabeligt dokumenteret for længst - og fortsat bliver det.

Hvis man ikke lider af diverse neurologiske sygdomme, så er det sundt for både krop og sind at meditere alt mellem 5 minutter til nogle timer hver dag. Mange nøjes med f.eks. et enkelt kvarter og oplever en betydelig stressreduktion ud over en øget koncentrationsevne.

...Hvis du blander neurologi ind i det, Hans, så ender du med at få en over tuden, når de videnskabelige fakta drages ind i diskussionen.