JEG SKAL DØ - Trosfrihed.dk

#9046 - 07/03/2010 15:00

JEG SKAL DØ

Arne Thomsen Online content

Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 1753
Sted: Sydsjælland

Jeg skal dø.
Det skal vi alle.
Det har jeg skullet, siden jeg blev født – ja siden min fars sædcelle befrugtede min mors ægcelle.
Hvornår og hvordan, det ved jeg ikke, men dø, det skal jeg – som alt andet levende.

Vil der blive megen smerte og lidelse?
Vil der blive megen angst?
Vil der blive megen sorg over at måtte skilles fra "min elskede": Mit liv.
Jeg ved det ikke.

Mine fingre vil forsvinde, mine tæer, min krop, mine sanser, mine følelser, mine tanker, intuitioner og fornemmelser.
Bevidstheden vil forlade mig – og aldrig komme tilbage – for der vil ikke være noget at komme tilbage til.
Det absolutte intet.

Religionernes ”drømmefabrikker” – helt tilbage til shamanismens animisme og åndeverden men nok også alle efterfølgende religioner – de har forestillinger om ”et liv efter døden”.
Den mest avancerede er måske buddhismens nirvana, som ikke på nogen måde kan beskrives, men selv dette er dog en tilstand (i kosmos), og altså en slags fortsættelse efter døden.

I naturvidenskaben er vi vel ikke meget andet end en samling molekyler og atomer, der efter døden spredes for alle vinde og på den måde opløses i universet – kosmos – ikke et liv efter døden, men dog en slags død fortsættelse.

Hvad tror jeg?
Tror jeg på en fortsættelse – som mig – i Guds rige, Himmel og Helvede, Nirvana eller en shamanistisk åndeverden?
Næh – det gør jeg vist ikke.
Jeg tror slet ikke, at det overhovedet er noget, jeg skal bekymre mig om eller spekulere over.

Men døden er en alt overvældende og skræmmende totalt afgørende begivenhed – et uomgængeligt vilkår – et alt dominerende totalt ubesvaret spørgsmål.

Og hvad så?

Så tag døden med i dagligdagen – som det smukke og barske fundament, den er – som den uovervindelige magt, der giver livet uanede kvaliteter af fylde og intensitet – så længe det varer - som "sætter turbo" på oplevelsen af universet, denne klode, oplevelsen af guddommelig kærlighed, til alt det levende, til alt det ikke-levende mere evighedsprægede, til alt det særligt menneskelige.

Hvert sekund er helligt!

Pris verden!
- og dig selv

M.v.h. Arne.

Redigeret af Arne Thomsen (07/03/2010 15:03)

Top

Svar

Citer

Hej Arne.

Jeg har været lidt fraværende grundet travlhed, men så opdagede jeg dit "dødsmærkede" indlæg, det var meget pudsigt for jeg var til barnebarnsfødselsdag i lørdags og der kom vi til at tale om døden, fordi min søns svigermor netop var død af kræft, min søn sagde at det var lidt svært at "lave" en begravelse, når den afdøde ikke havde haft mulighed for at sige hvorledes hun ville have den, han efterspurgte derfor mig og hans mor(min viv nr.2) om vi havde nedskrevet en "køreplan" for vores begravelser, hvilket vi begge måtte medgive at vi ikke havde, han så gerne at vi lavede en sådan, hvilket vi så lovede. Min nye unge viv hørte heldigvis ikke hvad vi snakkede om (hun tror jeg lever for evigt).
Da min ex.viv og jeg begge er udmeldte af folketossekirken, er der jo ingen til at tage vare på begravelsen så den står familien så for, de sidste to forrige begravelser jeg deltog i var også til familiemedlemmer der ikke var tilknyttet nogen tro og de gik meget godt, hvis man kan sige det om en begravelse, der var mange venner og familie med og rigtigt mange holdt små taler, hvilket var helt unikt og ikke som i kirken hvor kun præsten har ordet og prøver at tale på de efterladtes vegne.

Men som du siger Arne, når(og ikke hvis) vi dør, så er den historie ude, efter et forhåbentligt godt liv med indhold og mening.
Så må de efterladte komme igennem sorgen og leve livet videre, jeg tænker mere på min viv end på mig selv, hvad der skal ske med hende, man kan kun håbe på, at hun får et fortsat godt liv.

Du er ude af stand til at gøre mere, når du har forladt disse her jagtmarker.

mvh udødelige treram