Hej Anne.
Jeg forstår godt du kan blive ked af det når det er, at samfundet ikke udnytter de ressuorcer vi har på en mere konstruktiv måde.
Men jeg tror det er et spørgsmål om at forstå hvor de sande ressuorcer ligger gemt. Vi har alle i os selv et helt enormt potientiale, som kun venter på at blive udlevet.
At du ikke altid kan give omsorg Anne, det har i og for sig kun noget med dig selv at gøre, for det er dig selv der vælger hvordan du ser på tingene(eller ser på dig selv). Tror du at Jesus gav samfundet, kulturen, ja, verden ansvaret for om han kunne være et omsorgsfuldt og kærligt menneske?
Vi rummer noget i vore hjerter som ikke er underlagt vores verden, og når vi er i kontakt med dette(nogen ville kalde det Gud), så er der intet som kan forhindre os i, at vi altid er tilstede og nærværende, og drager omsorg for vores næste.
Jeg kommer også ud i børnehaver og vuggestuer hvor der ikke gives særlig meget "rum" til, at det er omsorg og glæde der er drivkraften. Men hvis jeg i mig selv kan rumme andres mangel på nærvær(som så i og for sig er mangel på kærlighed), så sker der ofte det vidunderlige, at der opstår glæde og nærvær.
Det du bringer med dig kære Anne, det vil også være det du vil gi, og så er omstændighederne ligegyldige, for kærligheden er noget som er i dig, og den venter blot på at du tillader den at udvide sig igennem dig.
Det du oprigtigt ønsker for andre mennesker Anne, det vil også blive modtaget, men lad det være op til vores kære Fader om det bliver modtaget, og koncentrer dig blot om at finde kærligheden i dig selv og så gi den videre.
Tvivl vil komme og gå, og så komme for at gå igen, og håbet vil gøre det samme, men forstå at det er dig som har magten til at tro på det som føles korrekt i dit hjerte.
Svar
Citer
