Det som de kloge aldrig tager højde for er den menneskelige faktor. Derfor blev socialismen og kommunismen til ideologier og diktaturer udført af blandt andre Stalin og Mao.

Det er menneskets ustandselige begær efter magt.

Men alligevel bliver man nødt til at have konkret viden om hvordan samfundet er skruet sammen uden at man gør det til personlige følelser.

Allerede liberalismens fader, Adam Smith, gør i sin indledning til ''Nationernes velstand'' opmærksom på, at det enkelte menneske kan producere mere end det selv kan forbruge.

Problemet er hvordan man fordeler dette overskud. Om man deles om det, eller om hver især rager til sig.

På grund af historien og arveretten er der bestemte mennesker der har tilegnet sig ejendomsretten til produktionsmidlerne og ved fordelingen af produktionsresultatet tilegner de sig størstedelen, uden at bidrage til det fælles samfund.

Hvis de ikke får nok profit flytter de produktionen til udlandet og skaber arbejdsløshed herhjemme. Altsammen i profittens hellige navn.

Kan man kalde det for samfundssind.

Vi har mere end nok, men vi fordeler det forkert.

Penge er et udtryk for de skabte værdier og disse værdier er menneskeligt udført arbejde.

Det ville derfor være retfærdigt om enhver fik sit udkomme efter sit udførte arbejde og at det kolossale overskud de producerer herudover, i stedet for at tilfalde de få, kom hele samfundet (os allesammen) til gode.

Det er rigtigt, at de såkaldte socialistiske eller kommunistiske samfund ikke tog hensyn til den menneskelige faktor.

Derfor begynder alting med os selv.

Virksomhederne og lønmodtagerne har overfladisk set, de samme interesser, men også kun overfladisk for virksomhedernes mål er at skabe profit og indtjening.

Lønmodtagerens interesse er at oppebære en indtægt til at forsørge sig selv og sin familie.

Den værdiskabende faktor, det menneskeligt udførte arbejde er reduceret til at være en omkostning ved varens fremstillelse og denne vare giver indtjening til dem, der ejer produktionsmidlerne.

Profitten, salget af varen, er altså i højsædet og dette at nogle må sælge deres arbejdskraft for at få brød på bordet er reduceret til en omkostning ved varens fremstilling.

Min indfaldsvinkel er ikke at nogle skal kunne tjene mere og mere ved at fremstille varer, som de så kan sælge til dem, der har produceret dem.

Min indfaldsvinkel er, at mennesket bearbejder naturen for at skaffe sit udkomme. Dette menneskeligt udførte arbejde skaber mere værdi end den enkelte kan konsumere og dette overskud burde komme fællesskabet og ikke nogle enkelte mennesker tilgode.

Som det er nu, hvor selve den værdiskabende faktor, det menneskelige udførte arbejde, kun er en omkostning ved udarbejdelse af den vare som sælges for profit af produktionsmidlernes ejermand, så går den vestlige civilisation sin undergang i møde.

For denne ''omkostning'', arbejdskraften, kan skaffes meget billigere i den tredie verden.

Men arbejdskraften er ikke en omkostning ved varens fremstilling. Arbejdskraften er selve den værdiskabende faktor.Alle mennesker har ret til resultatet af deres eget udførte arbejde og hvis de, i fællesskab, producerer mere end de selv kan forbruge, så skal dette resultat ikke tilfalde andre, men vi bør alle i fællesskab bestemme hvordan overskuddet af vores udførte arbejde skal bruges.