Hej Arne, du skriver:

Ja, meget ville jo være nemmere, hvis muslimer opgav at anse Koranen for at være Guds ord.
Den mulighed er imidlertid efter min mening lige så håbløs, som det ville være, at få troende kristne til at opgive dogmet om, at Jesus Kristus er Guds Søn - født af Jomfru Maria - bebudet af Ærkeenglen Gabriel - Gabriel, som jo ifølge beretningerne også var den, der hviskede Muhammed Koranen i øret.



- Det er ikke kristendommen og dens dogmer, der er interessant i spørgsmålet om Koranen som Guds ord men derimod troendes religiøse indstilling og forhold til skriften, hvor der f.eks. fra nogle muslimers side hurtig sker det, at de føler sig krænket. Her finder jeg spiren til det egentlige grundlag: Hvorfor er det krænkende at stille spørgsmålstegn ved Koranens autoritet? Det har vi i forhold til Bibelen gjort de sidste 300 år bla. med oplysningstidens Reimarus og Lessing, hvor sidstenævnte taler om "den brede grøft", der er mellem de beviser i ånd og kraft (de første kristnes erfaringer af undere og helbredelser) og så de almindelige fornuftssandheder, vi kan holde os til i dag. Teologien beskæftiger sig sjældendet med Bibelen som Guds Ord, der rummer en eviggyldig sandhed, som alle med tiden skal indrette sig efter, for Bibelen er en bog, der er skrevet af forfattere, men det er Koranen ikke; den er fra Gud (er Guds ord) - hvilket jeg har sort på hvidt fra en ung muslim på Kristelig Dagblads blogunivers.

Jeg mener, at der er en væsentig forskel i, hvorledes man forholder sig til Koranen og traditionen omkring den. Kan man ikke sige, nå ja, Koranen blev til i en kontekst (en bestemt tid og kultur), så måske alt ikke skal tages for bogstaveligt i dag, bliver det fundamentalisme.

Mvh
Anne

P.S
Undskyld, men jeg noterer mig, at du skriver: "Så hvad er egentlig vores grundlag for at blande os - udover at de - muslimerne - selvfølgelig ikke skal ha' lov at blande sig i vore anliggender?". Hermed giver du udtryk for en implicit fordom, der kan fejlspore debatten (eller kommunikationen) - altså for mig at se. For hvorfor konkluderer du det i slutningen af dit ellers udmærkede indlæg?

P.P.S
Her er mit svar til en blogger:

Kære Asem

Det er ingen provokation hverken for en kristen, en jøde og vel egentlig heller ikke for en muslim at vedkende sig, at enhver "Bog" er blevet til igennem en forfatter og en redaktion. Det gælder såvel for Bibelen som for Koranen. Men derfor kan vi jo godt tro på Allah/Gud.

Kaster vi et lille blik på Bibelen, ser vi en lang overleveringshistorie, hvor tekststykker efterhånden er sat sammen og kanoniseret, men det gør på ingen måde Bibelen til et mindre spændende skrift. Vigtigt er det i den forbindelse at fremhæve - for nu at bruge et grundvigsk udtryk på denne grundtvigske blog - at Bibelen ikke er et autoritativt overmenneskeligt skrift af døde bogstaver men derimod et skrift af "levende bogstaver", der skal forkyndes: Det er ånden, der vækkes til live i samtalen mellem mennesker.

For den kristne er ordet altså ikke = kristendommen eller = Bibelen, men Ordet identificeres med Kristus jf. Johannes' prolog (Joh. 1), og det er dette Ord, der med hele Kristusbegivenheden bliver levende i blandt os - ikke som en bestemt lærebog men som ånd, der har fået ben at gå. Evangeliet er derfor heller intet bevis men derimod en beretning om Kristus, og her er jeg helt på linie med Martin Luther, der sidestiller troen med det at have tillid; at kunne give sit hjerte til Gud og stole på, at Gud er Gud. Det er en trosbegivenhed, der sker dagligt uanset, hvor tit eller sjældent, jeg læser i Bibelen, for jeg har hørt beretningen om Kristus. Bibelen er en bog, et vidnesbyrd, et gammlet testamente og et nyt testamente. Kristendommen som religion er ikke blot overleveringshistorien men også traditionshistorien, hvor de forskellige kirkefædre udarbejdede trosbekendelser og fastslog en række dogmer. Jesus selv - som du ved - skrev dog ikke et eneste ord men bad derimod sine disciple om at forkynde.



http://politik.religionblog.dk/kommentar-til-villy...st1602#comments

Hej Anne.

Når du skriver:

"Kan man ikke sige, nå ja, Koranen blev til i en kontekst (en bestemt tid og kultur), så måske alt ikke skal tages for bogstaveligt i dag,-"

så er det jo nøjagtigt sådan, som jeg opfatter det, og som de fleste ikke-muslimer vel også i dag opfatter både Koranen samt GT og NT i Bibelen.

Men at sidestille Bibelen og Koranen synes jeg ikke rigtig holder.

For kristne er Bibelen vel meneskers beretninger om det guddommelige, men for muslimer er Koranen jo Guds ord - direkte fra Gud! - via ærkeenglen Gabriel.

Muslimerne har Koranen direkte fra Gud (via Gabriel og Muhammed), mens kristne har "ordet" direkte fra Gud: Jesus Kristus.

Og det er nemt for os at sige: Opgiv dogmet om, at Koranen kommer direkte fra Gud!

Men det vil vel være lige så svært for muslimer at opgive dette dogme, som det vil være for kristne at opgive dogmet om at Jesus Kristus er Guds Søn - den anden person i Den hellige Treenighed.

Dertil kommer, at der nogle steder i Koranen udtrykkes respekt for Bibelen ("Toraen og Evangeliet", f.eks. i sura 3, vers 3 og følgende).
En tilsvarende respekt for Koranen fandt vi jo ikke just hos f.eks. Martin Luther.

Og når du skriver:

"Hvorfor er det krænkende at stille spørgsmålstegn ved Koranens autoritet?"

så ville det tilsvarende spørgsmål i modsat retning jo være:

Hvorfor er det krænkende at stille spørgsmålstegn ved, at Jesus Kristus er Guds Søn i Den Hellige Treenighed?

Det er dét, der er min pointe, at begge de to spørgsmål går helt ind i det mest centrale i de to religioner - der hvor det gør mest ondt.

Er du parat til at opgive dogmet om, at Jesus er Guds Søn i Den Hellige Treenighed?

Det er du vel ikke - men hvordan kan du så forlange, at muslimerne skal opgive deres helligste dogme?

Det var ud fra en sådan forståelse af situationen, at jeg anede en mulighed for at bringe Muhammeds begrænsede evne til at opfatte Guds ord på bane - som noget, der ikke totalt sønderrev Islam - og som noget, der måske gradvis kunne bringe Islam ud af stagnationen - og dermed også ud af fanatiske muslimers aggression mod vesten.

Jeg læser i dit indlæg en tendens til at frede kristendommens dogmer, mens kristne åbenbart gerne må angribe Islams dogmer.
Men måske har jeg misforstået dig.

Måske hænger det sammen med, at jeg heller ikke kan få mening i, når du skriver:

"Undskyld, men jeg noterer mig, at du skriver: "Så hvad er egentlig vores grundlag for at blande os - udover at de - muslimerne - selvfølgelig ikke skal ha' lov at blande sig i vore anliggender?". Hermed giver du udtryk for en implicit fordom, der kan fejlspore debatten -"

Giver vore idéer om religionsfrihed/trosfrihed ikke mennesker frihed til at være muslimer?

Jeg vil meget gerne forstå, hvad det er for en fejlsporende fordom, du ser hos mig.

M.v.h. Arne.

Hej Arne

Jeg kan godt forstå din pointe og hensigten med dit indlæg, men jeg synes så til gengæld, at du viger uden om spørgsmålet, hvorfor Koranen SKAL forstås som Guds ord, når hvert eneste ord nu en gang befinder sig i en BOG, der KUN kan være skrevet af mennesker - hvordan kan sandheden bevises, som den kære blogger Asem mener, at den kan? Hvorfor kan det ikke bare være en trossag?

Det er ikke fordi, at jeg vil sidestille Bibelen og Koranen; jeg forsøger blot at skitsere de to forskellige skrift-opfattelser, idet de har en betydning for, hvordan vi udlever skrift-troen.

For mange kristne er Bibelen lige så vel Guds Ord, og ja, det er da Guds os til os mennesker, som åbenbares gennem Jesu liv og forkyndelse - det er med Løgstrups ord "Guds rige", der møder os. Men Bibelen er også en masse poesi og underfulde beretninger, hvor det himmelske mødes med jordiske, og det kendte med det ukendte. Men vi (eller i hvert fald nogle af os) er ikke bange for at fralægge Bibelen som en autoritet, der i sidste ende kan skade andre mennesker.

Skader dogmet om Jesus Kristus som Guds Søn vores verden i dag? I så fald kunne vi sige, at det er meget muligt, at Jesus Kristus for de, som tror, er Guds Søn, men vi kan ikke bruge Bibelen og vores bibelske syn til at fralægge ansvaret for den anden.

Den "fejlsporende fordom" jeg anede handler vel om, at du allerede på forhånd vil forsvare muslimers ret til at være muslimer. Du indikerede en smule ironisk, at vi kunne blande os i deres trosforhold, men de derimod skal ikke blande sig i vores. Dermed røber du din holdning til islamkritikeren.
Jeg er på ingen måde ude i at fratage muslimers ret til at være muslimer, men jeg synes, at det på mange måder er en kompleks religion, bl.a. fordi, at enhver kritik af Koranen samtidig bliver en kritik af deres Gud.

Der er, hvad jeg kan nå nu. God aften!

Mvh
Anne

Hej Anne.

Hvad var det, der faktisk skete for den unge Maria, da hun, ifølge Lukas, oplevede, at ærkeenglen Gabriel besøgte hende og meddelte hende, at hun skulle føde Guds Søn, hvortil Maria svarede: Lad det ske mig efter dit ord?
Det ved vi jo ikke - men mange tror.

Og hvad var det faktisk, der skete, da Muhammed, ifølge beretningen, var søgt ind i grotten og oplevede, at samme ærkengel kom til ham og meddelte ham Guds ord, hvilket fik Muhammed til at tvivle på sig selv, men efterfølgende fik ham til at prædike, hvorved hans liv kom i overhængende fare?
Det ved vi jo heller ikke - men mange tror.

Begge de to beretninger er vel noget af det mest betydningsfulde - i hver deres religion.
To religioner med hver langt over 1 milliard tilhængere.
To religioner med hver deres fantastiske centrale beretning.
To beretninger, som begge er totalt ufattelige.

Som kristen stejler du ved forestillingen om, at Guds ord kan være nedskrevet i en bog (og det var jo så her, jeg forgæves søgte at anfægte selve den menneskelige nedskrivnings ufejlbarlighed).

Muslimerne stejler til gengæld over, at Gud kan have en Søn, der også er Gud - og som på et tidspunkt lod sig føde af en jordisk kvinde - ved Helligånden, der også er Gud - selv om der stadig kun er én Gud.

Og der er vel ikke noget at sige til, at mennesker, der især støtter sig til deres fornuft, afviser begge de to beretninger som "ammestuehistorier" - eller hvordan de nu betegner dem.

Men der er vel også den mulighed, at der gemmer sig sandhed i begge beretninger - ikke i detaljen, men i idéen - noget guddommeligt - forsøgt oversat til menneskesprog.

Angående min "fejlsporende fordom" må jeg nok erkende, at jeg "på forhånd vil forsvare muslimers ret til at være muslimer" - på lige fod med at jeg på forhånd vil forsvare kristnes ret til at være kristne (og de øvrige religioner ligeså).

Men samtidig efterlyser jeg i alle religioner en større ydmyghed overfor den sandhed, som de jo alle - som jeg ser det - søger at nå.
Sandheden - som jeg tror er - men som jo intet menneske kender.

I Koranen er der faktisk tilløb til en sådan ydmyghed - men jo desværre også en masse, der går i den stik modsatte retning.

En dybt troende ortodoks kristen sagde for ikke så længe siden til mig: "Ortodoks kristendom er ikke en religion, men sandheden!"
Han er Ikónmaler og kirkesanger, et kærligt menneske - og han kunne ikke gøre en flue fortræd - kærlig intolerance ;)

Jeg glæder mig over, at du "ikke vil fratage muslimer deres ret til at være muslimer", men jeg er ked af, at så mange mennesker i de forskellige religioner synes at "gå i for små sko" - ikke mindst med tanke på de grusomme konsekvenser heraf.

M.v.h. Arne.

Hej Anne.

Der er egentligt ingen forskel på Kristendommen og Islam, for når vi ser på Kristendommens historie, så vidner den også om splittelse, død og ødelæggelse. Vi lever blot i en anden tidsalder nu, hvor vi har udviklet mere destruktive våben, men Islam vil gå igennem den samme udvikling som Kristendommen er gået igennem og stadig går igennem.

Der er flere og flere Kristne som sætter spørgsmålstegn ved det som står i Biblen, og nu hvor der igennem EKIM og andre tankeretninger, er kommet et andet perspektiv på Jesu historie, så vil det være uundgåeligt, at det som Kirken i tidernes morgen ikke har villet acceptere omkring den sandhed som Jesus formidlede, vil blive belyst. Den teologi som Paulus udviklede udfra hans fortolkning af Jesu budskab, den har været overskygget af synd, skyld og frygt, hvilket har passet meget godt med at kunne starte en organiseret religion. En religion som har kunnet styre mennesket iform af deres skyldfølelse. Det oprindelige budskab er der stadig, men kan være svær at få øje på, da budskabet er blevet splittet igennem menneskets fortolkninger. Hvis noget har været udsat for splittelse, så vil den mest præcise indfaldsvinkel være den, der fandtes, før den første splittelse, hvilket jeg ser som det oprindelige Thomas evangelium.

Det samme gælder med Islam. Islam har også været udsat for splittelse, hvor det oprindelige ikke kunne godtages af de mennesker som ville skabe en organiseret religion bygget op omkring skyld og frygt. Islam vil gå igennem den samme udvikling som Kristendommen, for hvis budskabet virkelig kommer fra vores kære Fader, så vil hans Vilje også ske, og det oprindelige vil lyse frem når mennesket er klar til at LYTTE til den kærlighed som bor i deres hjerter.

Det åndelige budskab i såvel Biblen som Koranen er det samme, men det er blot et spørgsmål om, at skelne imellem det som kommer fra menneskets ego, og så det som kommer fra Ånden.

Kærlighed og eenhed har ikke noget med teologi at gøre, så det er et spørgsmål om at læse med hjertet og ikke med forstanden.

Med hesyn til at vi skal blande os, så er spørgsmålet altid hvilket udgangspunkt vi tager i os selv. Hvis vores udgangspunkt er fordømmelse, fornægtelse og frygt, så kan vi blot se på hvad menneskehedens historie vidner om. Ændringen af verden og andre mennesker, kommer altid inde fra mennesket selv, så vi må først se på hvilken bevidsthed vi bringer med os. Vi må se på om vi er splittet i os selv først, for er vi det, så vil det også være splittelse vi udlever igennem verden og medmennesker. Men hvis vi er i kontakt med eenheden i os selv, så vil det også gøre, at vi kan se eenheden i andre mennesker, og vi tillader dem så, at de også kommer i kontakt med denne eenhed(nogen ville kalde det kærlighed, eller Gud).

Der er en kraft inde i os mennesker som går langt over det som forstanden kan fatte. Når denne kraft får lov til at komme ind i vores bevidsthed, ja, så kan alle vores forhold til andre mennesker forvandles til kærlighed og eenhed.

Som Jesus fortæller i EKIM, så har vi kun et ansvar, nemlig vores valg imellem at lytte til vores ego(adskillelse) eller Helligånden(eenhed).

Men det er et spørgsmål om at være villig til, at lade forandringen ske inde fra, og om de kærlige tanker vi har om andre mennesker og verden vil blive modtaget, ja, det tror jeg ikke vi skal bekymre os om, for hvis vi er helt oprigtige, så vil vi også opleve fred og eenhed.

En af de dybeste sandheder som er i os mennesker, er, at vi selv "skaber" vores oplevelse af verden og medmennesker, hvilket sker udfra hvem vi LYTTER til i vores indre.

Som Jesus også fortæller, så lad verden være som den er, for ellers gør du den til noget den ikke er.

Kærligst Jan.