Kære Michael,

Så synes jeg, at du skulle svare mig på, hvorfor du skriver:

"Så ved du ikke hvem Jesus er."

Og:

"Men kender du Ham? Nej, vel."

Ville det ikke være fair, nu hvor vi fører en samtale, som vi ønsker skal være oprigtig og ærlig?

Hvor stor er din tro så?

Jeg mindes, at du engang skrev, at du var helt overbevist om, at hvis du opfyldte visse betingelser så ville Jesus og Gud tage bolig i dig.

Måske du tror det, men ved du hvad de ord betyder? Kender du kærligheden? Det kan jeg da høre, at du ikke gør og så skulle du måske spørge hvorfor du ikke gør det? Hvorfor har han ikke lukket dig ind?

Som sagt, den dag Han lukker dig ind og du møder kærligheden, så vil jeg genkende det, du siger.

Men jeg var selv ung engang og havde en lang vej at gå.

Sandheden findes i forståelsen af en selv idet daglige liv her på Jorden. Siger man, at den findes andre steder ved man ikke hvad man taler om.

Gud sidder ikke til bords med Guruer og Mestre. Gud og kærligheden bor et helt andet sted, som jeg har sagt må man forstå sig selv.

Hvis den lille nisse, som så verdens største mand i vandspejlet, havde løftet sit hoved så havde han set en masse nisser ligesom sig selv, hvordan kunne han da blive indbildsk?

Men ligemeget med det. Den dag døren bliver åbnet vil du vide det og det vil kun afhænge af dit hjertes tilstand og ingen andre end du selv kan gøre det.

Kære Michael,

Du stiller mig på ny nogle spørgsmål uden at besvare dem, jeg stillede dig. Jeg stillede dig spørgsmål omkring, hvorfor du stillede mig et spørgsmål, som du så oven i købet selv svarede på, uden at vente på at jeg, som spørgsmålet var stilet til, svarede. Og nu fortsætter spørgerunden ser jeg - bortset fra at spørgeren ikke går på tur. Jeg finder præmisserne urimelige for en god samtale.

Du fortæller mig, at jeg ikke kender til kærlighed, og måske er det håbløst at spørge dig, hvor du ved det fra. For du svarer jo ikke på mine spørgsmål, men fortæller mig åbenbart fortsat, hvad jeg ved og ikke ved, kender og ikke kender. Det er urimelige præmisser for en samtale, Michael.

Du spørger til betingelserne for at lære Gud at kende. Det er troen på Jesus, mener jeg. Så, nu svarede jeg dig alligevel.

Du udtaler dig også om min alder, dog uden at kende den. Ikke desto mindre skal oldingen en dag spørge barnet om vejen til livets sted. (Thomas-evangeliet).

Hvis samtalen skal fortsætte, så ser jeg helst, at du afstår fra at fortælle en hel masse om mig - f.eks. ved at spørge mig for så straks selv at svare. Det er der ingen ligeværdighed i. En nødvendig præmis for en dialog.

Lige nøjagtig denne samtale skal ikke fortsætte. Så vidt jeg husker startede den med en bemærkning fra mig, som jeg helt kunne stå inde for.

Men som sædvanlig talte jeg til mig selv.

Det gør ikke noget, det er et af livets forunderlige mysterier som jeg har lært. At andre opfatter på en helt anden måde end jeg gør. Det må jeg lære at leve med.

Godnat og tak for samtalen. Eller var det enetalen?

Kære Michael,

Jeg ved ikke, om du var den eneste, der talte. Men det, du sagde, synes jeg faktisk, var meget tarveligt. Du sagde, at jeg ikke kender til kærlighed eller Jesus. Og jeg spurgte hvorfor. Men det fik dig blot til at stille mig yderligere spørgsmål, som du selv svarede på.

Jeg har spurgt dig, hvad det er, jeg har sagt, som har fået dig til at reagere/agere sådan over for mig. Nu vælger du så at sige, at samtalen ikke skal fortsætte. Og nej, det skal den ikke under de præmisser, du sætter for den.

Godnat til dig også. Sov godt.