Smukt Kurt, så fik jeg da den tilfredstillelse.

Jo, jeg forsøger at leve livet som det er, men min oplevelse af livet som det er, oplever jeg når jeg er tilstede og nærværende, hvilket jo ikke kræver den helt stor tankevirkesomhed. Det kræver måske nærmere en forståelse af, at livet ikke kræver at man tænker over det, men blot acceptere det som det er.

Alt det jeg skriver kan måske kortes ned til en enkelt sætning, som hvis den forståes kan give en meget enkel leveregel:

Accepter nuet som det er, for det kan aldrig nogensinde ændres.

Med hensyn til bevidsthed, så vidner mennesket historie jo om en bevidsthed som er meget uvidende, siden mennesket behandler hinanden og vores planet som de gør. En ny bevidsthed er jo så den bevidsthed som opstår når mennesket kommer til en dybere forståelse af sig selv, og så ikke handler som de før har gjort. Nogen mennesker forstår jo at vi alle er en del af hinanden, og at alt liv er ligeværdigt, og disse mennesker viser jo at det er muligt at være her i verden uden at være destruktive, og så spreder denne bevidsthed sig som ringe i vandet.

Man kan jo sige at hvis mennesket virkelig er vågen, så er det jo også bevidst om deres handlinger, og så er det også bevidst om hvad der er årsag til deres handlinger.

Det ydre ændre sig jo udfra det indre, så hvis mennesket begynder at være mere bevidste om dem selv, så bliver der også mindre og mindre religiøs manipulation, og politiske magtkampe, og bekrigen af hinanden osv. Så når mennesket begynder at føle en større sammenhørighed, så vil verden også antage form derefer. Hvis ikke vi frygtede hinanden, så havde vi heller ikke brug for at være på vagt overfor hinanden, og bruge enorme ressurcer på overvågning, og forskellige styreformer som skulle sikre os imod hinanden.

Nå, men nu vil jeg i seng, og forhåbentligt drømme sødt.

Sov godt min ven.

Kærligst Jan.

Når du så vågner kan du jo meditere over din betegnelse:

"Accepter nuet som det er, for det kan aldrig nogensinde ændres."

Eftersom alting konstant forandrer sig hele tiden, finder jeg det en besynderlig udtalelse.

Medmindre du mener at nuet er det eneste der er.

Hej treram, det bliver lige ganske kort,

jeg har det nok bedst med din og Kurts måde at beskrive hjernen på (Kurt kom også med en fremragende beskrivelse i dag), frem for Serotonins tanker om hjernen.

Jeg kunne aldrig finde på at tage afstand fra den fysiske virkelighed, som jeg konstant føler Serotonin gør. Og intet er vel mere fysisk end kærlighed og forelskelse, og det er vel også først her at man føler noget guddommeligt er på spil, hvor vi kan tale om hele guddomsfylden i kød og blod.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Hej HansKrist.

Dualisme er, ved du nok, sjæl og krop. Er du nu forfaldet til at dyrke det ene frem for det andet, og så ovenikøbet den lavere del, kroppen. Forelskelse er en dejlig følelse som inkluderer kroppen ligesom alle andre følelser gør. Vi kender den vel alle.

Men hvad hvis den elskede afviser os? Frygten for afvisning er en del af forelskelsen og hvis hun ikke afviser os bliver vi sanseløse af lykke. (Indtil et par år efter hvor det irriterer os at hun piller næse og konstant klør sig mellem tæerne).

Jeg er sikker på at man kan finde en god videnskabelig forklaring på denne anspændelse mellem fryd og smerte men hvad gør det. Det er jo bare sådan det er.

Fy skam dig HansKrist, at du ikke kan skelne mellem kærlighed og forelskelse. Det ene udelukker vel ikke det andet? Eller gør det?

Transcendalitet betyder udover sanserne, ikke foruden sanserne.

Hvis vi vil være mennesker må vi være en helhed af krop og sjæl.

Og forstå dem begge ret.

Jeg skrev:

Jeg kunne aldrig finde på at tage afstand fra den fysiske virkelighed, som jeg konstant føler Serotonin gør. Og intet er vel mere fysisk end kærlighed og forelskelse, og det er vel også først her at man føler noget guddommeligt er på spil, hvor vi kan tale om hele guddomsfylden i kød og blod. Citat slut.

"Og intet er vel mere fysisk end kærlighed og forelskelse"


Og jeg kunne tilføje intet er vel mere sjæleligt end kærlighed og forelskelse. Jeg påpegede selv at intet vel på samme tid var mere guddommeligt.

men det sjælelige og legemlige er jo en uadskillelig helhed. Her må man vel sige at Serotonin gør alt han kan for at skille sig fra det legemlige/kroppen (læs hvad han gang på gang skriver) og flygte op i det sjælelige/sindslige/åndelige/det bevidsthedsmæssige, hvor han finder en "enhed og udelthed" (åndelig monisme) og han glemmer blandt andet vores emotionalitet og vores viljesliv på bekostning af det erkendelsesmæssige, det erkendende, som hele tiden er der Serotonin befinder sig. Men sådan kan man ikke forklare mennesket. Dette er en amputeret forståelse af mennesket og strider imod al erfaring.

Serotonin er taget til fange i sindet, fanget i sit eget sind. Jeg kunne give ham nogle kropslige øvelser og idrætter der på få timer ville gøre ham fri af Sindet/tungsindet. Det er rædselsfuldt når sindet (overjeget) bemægtiger sig et menneske og det kan stå på i mange år, ja indimellem hele livet. At blive taget til fange i sindet er er en illusorisk fængselslabyrint som blot frarøver een livet, friheden og kærlighed, en rædselsfuld sløret fordobling af alting.

Hvad der har skræmt serotonin ude i den konkrete kropslige/fysiske virkelighed (Kurt og trerams verden) og fået ham til at flygte op i sindet kan vi ikke vide.

Ligeledes hvad der har fået Ole Bjørn og Kræn-p til at flygte ud i de astronomiske tåger og ind i den kvantemekaniske mikrounivers, kan vi heller ikke vide.

Hvorfor tør folk ikke forholde sig til det mest nærliggende af alt. Hvorfor flygter folk fra Kristus (kroppen/legemet og nærværet, det personlige liv) og ind i tvivlsomme spekulationer når mennesket skal forklares?

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

når jeg beskriver Serotonin eller andre, så er det som de typer de forekommer mig at være alene ud fra mit debatkendskab til dem, hvordan de er i virkeligheden kan jeg af gode grunde ikke vide.

PPS:

man må sige at det Serotonin skriver giver anledning til en del erkendelsesteoretiske problemstillinger, men det bliver på bekostning af mennesket og menneskets konkrete liv, centrering i livet/virkeligheden, der lades i stikken. Måske dette mere er en fejl ved EKIM end det er en fejl ved serotonin, jeg ved det ikke da jeg ikke kender nok til EKIM, og hvordan EKIM retteligen bør forståes.