Hej Arne.
" jeg synes ikke, det er svært at se, hvad der skal til,for at folkekirken kan komme til live igen:frigørelse fra states bedøvende omklamring ........."

Ja lad os endelig fri folkekirken fra statens bedøvende omklamring.
Dermed er folkekirkens redningsbælte også smidt overbord, folkekirkens sikre død vil hurtigt indtræffe, når statstilskuddet bortfalder, for jeg tror ikke mange er villlige til at spytte yderligere i den bundløse kasse, grænsen er nok nået, for hvad folket vil investere i "Kejserens nye klæ´r".

Det hele holdes jo kunstigt oppe, med "kunstigt åndedræt", det må være på tide at slukke for respiratoren og lade Jesus og hans "kumpaner" dø en gang for alle, det er jo bare en gang endeløs jammer, der holder gryden i kog, mennesket må lære at leve livet uden støttepædagokker, hvor svært kan det være.

Så kan pengene bruges på noget samfundsværdigt istedet, der er nok af huller der trænger til at blive lukket.

Som svar på dit ; at når et menneske er i NØD, kan man blive troende, må jeg så sige at jeg et par gange også har været i endog meget stor nød, men det faldt mig aldrig ind at der kunne komme hjælp fra det store "rum", jeg var istand til at klare mig helt på egen hånd, måske vel vidende at der ikke var hjælp at få fra anden side, måske det også har noget med ens psyke at gøre, med en stærk psyke klarer man alt på egen hånd.

Heraf kommer mit motto: du kan hvad du vil. Som jeg har levet efter hele mit liv.
Bare klem på, du kan klare mere end du tror.

Men ok dem der er fattige i ånden-behøver (hellig)ånden, for at komme igennem kriser i deres liv. Haha.

Kære alle,

Den fulde sandhed erkendes hverken gennem sine følelser eller rationelle fornuft.

Religiøse mennesker ender i "religiøs sødme", fordi de falder for alle de dogmer, der ingen krav stiller til dem, men kun "svøber dem ind" i rituelle tilbøjeligheder og salmesang og tom persontilbedelse.

De mennesker, der tror på den rationelle fornuft, vil - hvis de er intelligente - være agnostikere.

Men der findes en anden vej...

Kære alle

At noget ligger uden for det rationelle sprogs grænser, gør det ikke uerkendeligt, og reducerer det ej heller til noget med følelser.

At et lille bitte barn ikke kan forstå et matematisk bevis, gør jo ikke matematikken til et spørgsmål om følelser.

...Således er det også med "den åndelige logik". Som barnet må modnes biologisk, sådan må mennesket modnes åndeligt...

Nu kan man så brokke sig over udtrykket "den åndelige logik" - hvordan skal det nu forstås? Men den erkendeform, som jeg taler om, er hævet over sproget.

Ikke desto mindre kan sproget bruges til at lede mennesker på den rigtige vej. Det gjorde Jesus med sine ord og sine lignelser, og han sagde ofte: "Lad dem, der har ører, høre!". For hans ord var ofte "dunkel tale" for de mange - ikke desto mindre var de mulige at forstå for dem med (åndelig) forstand.

- Det rationelle sprog er for snævert til at indfange, hvad jeg taler om. Og lignelser og udtryk indfanger det heller ikke, med mindre mennesket, der lytter til dem, rent faktisk besidder noget af ånden allerede. Da vil ordene skabe kontakt til denne åndelige forståelse og lede den videre, udvikle den. Derfor er det sådan, at de, der allerede har, vil mere blive givet. Men de, som intet har, fra dem vil enddog det, de synes at have, blive taget.

Lad dem, der har ører, høre!

---

Når jeg siger, at nogle tror på den rationelle fornuft, så mener jeg, at de antager, at den rationelle fornuft er den eneste, med hvilken man kan komme til erkendelse. Men der findes andre erkendeformer end logik og rationel fornuft. Og selv om sproget ikke kan indfange de erkendelser, der kommer fra denne måde at erkende på, så kan man bruge sproget på en måde, som leder den søgende videre.

...Til de, som søger, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem der hader jer. Velsign dem der forbander jer, bed for dem der mishandler jer. Lad kærligheden være det største i dit liv, og find sandheden i uselviskheden. For uselviskhed og kærlighed er mere end en følelse, og dette skal erkendes af et rent hjerte.

---

Havde filosofferne fat i den lange ende, havde vi set enige filosoffer. Men de er alle uenige med hinanden og indtager forskellige positioner. Ej heller lader de sig overbevise af hinandens argumentationer. Hvad er galt? At de satser på, at de med sproget kan komme til afklaring. De forsøger at iklæde grisen et for snævert skind. De forsøger at indfange virkeligheden med deres intellekt af jorden, når de dog burde forstå den med deres intellekt af det højere. Dette intellekt styrkes gennem hjertets tørst og anstrengelse.

At de så samtidig væver rundt i de religiøses forestillinger om, at Gud skulle være et væsen, og prøver at afvise dette, kaster dem bare ud i meningsløs hjernegymnastisk. For det har aldrig været meningen, at Gud skulle forstås som et væsen.

Gud er IKKE et væsen. At nogle mener sig i stand til at afvise den forestilling, rydder derfor ikke Gud af vejen.