|
1
registreret Arne Thomsen
142
gæster og
31
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Sandheden
|
Hej Treram.
Du skriver:
Jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor du mener at ateisten lever i en kold og ubarmhjertelig verden, jeg har det udmærket med verden føler ingen kulde eller ubarmhjertelighed -
som svar på, at jeg skrev:
Det, der fik mig ind på dét spor, var dét perspektiv at se ateisten, som én der lever under alene naturlovene og tilfældighedernes spil - og som altså affinder sig med en sådan kold og ubarmhjertig verden.
Jeg havde ikke før tænkt på, at det jo egentlig er et udtryk for både ydmyghed og mod - i modsætning til alt, hvad der diskes op med, af religiøse forestillinger
og jeg må erkende, at denne kulde og ubarmhjertighed nok kun viser sig, når man ser verden gennem religiøse briller.
Når jeg tænker tilbage til min egen tid gennem mange år som ateist - eller i hvert fald noget, der ligger meget nær ateisme - så ser verden jo hverken kold eller ubarmhjertig ud.
Så har man jo hele tiden muligheden for at forbedre sine odds under tilfældighedens lov - forbedret sikkerhed (mod ulykker), forbedret sundhed (mod sygdom) og forbedret materiel velstand (mod fattigdom) - og en hel del mere i det medmenneskelige - og lykkes dét, hvad skal man så med guder, skytsengle osv.?
Så behøver man ikke en gud, der elsker én.
I hvert fald ikke så længe, det går godt.
Så er der ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved, at verden er, hvad naturvidenskaben siger - herunder tilfældighedens lov.
Jeg må også erkende, at det, der fik mig til at se, at verden også er andet og mere end naturvidenskabens billede, var: Nød.
Og så ligger det jo meget nær at se enhver form for religiøsitet, som en slags trøst - åndelige sutteklude.
Det tror jeg også, at en stor del er.
Og det kan være en nødvendighed for en stor del af verdens 6-7 milliarder mennesker for i det hele taget at udholde tilværelsen.
Men jeg tror ikke, det er det hele.
Jeg er ikke længere i nød, men jeg er stadig religiøs - ikke fastlåst i en eller anden religion, men vel mest basalt som en, der oplever at være elsket - elsket, som gråspurven, planterne, jorden og universet er elsket - som en, der oplever altings jubel over at eksistere.
Og jeg har opgivet enhver tanke om, hvor den kærlighed kommer fra, men oplever at den føder kærlighed af lignende art i mig.
At det for mig startede foran en malet træplade med et billede forestillende, og med symboler fortællende om, Jesus Kristus, det siger mig at denne person - eller i hvert fald forestillingerne om ham - er nært forbundet med den kærlighed, der elsker verden - og som jeg jo er en del af - "al værens enhed" - som den muslimske mystiker udtrykte det.
Det ændrer ikke ved, hvad vi mennesker har opdaget om naturlovene, men det siger vel bare, at den viden kun er en del af en meget større virkelighed - verdens sande væren.
Og her begynder så eventyrene, digtningen, kunsten, fantasierne, visionerne, gudsforestillingerne - altsammen naturligvis håbløst primitivt og ufuldkomment (set med mine øjne), fordi det ligger udenfor menneskelig fatteevne.
Jeg ka' godt li' alle disse håbefulde bestræbelser, men jeg kan selvfølgelig - som du - ikke li' når de fører til etablerede religioners råddenskab (Det ligner næsten en naturlov).
Om min oplevelse af verden er usand - på linje med når den skizofrene hører spioner i radiatoren - det ved jeg ikke - men den er min.
Din er en anden - og det skulle vi vel kunne leve med? 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
