Krigen er en realitet. I Gaza. Faktisk pågår der hele to krige: den ene handler om missiler og fly, og den anden om medier:

Intet kan være tydeligere end den strategi Hamas anvender. Den stillede Israel over for valget mellem missiler eller medier, og Hamas bildte sig ind, at de var i en dobbelt vindersituation. Men de smørede grin er blevet tørret af fjæsene på Hamas’ ledere.


Dog har de endnu et våben i reserve. De har tilkaldt medierne. Disse gårsdagens arrogante, heltemodige macho sejrherrer bliver på få timer forvandlet til ynkværdige ofre, vi bør have ondt af. Tabstallene bliver annonceret af Hamas og accepteret af rapportere som ikke befinder sig på stedet. Først forlyder det, at næsten alle som er ramt selvfølgelig er civile. Ingen soldater her. Og tabstallene er ude af proportion: det er den måde Hamas har arrangeret det på. Om nødvendigt får man sympatiske fotografter til at tage billeder af børn som foregiver at være sårede og når disse billeder bliver offentliggjort i de vestlige medier så bliver disse påstande til fakta.

Det er alt sammen yderst forudsigeligt – og går helt efter planen, med hjælp fra FNs generalsekretær Ban Ki-moon som fordømte ”den overdrevne magtanvendelse der førte til at mange civile blev dræbt og sårede”, og Navi Pillay FNs latterlige højkommissær for ”menneskerettigheder”, som i skarpe vendinger fordømte Israels uforholdsmæssige magtanvendelse. Selvfølgelig har FN været tavse om de faktuelle krænkelser af international lov som palæstinenserne har begået:

De palæstinensiske angreb er en overtrædelse af en af de mest basale internationale humanistiske love, som kræver at kombattanter alene retter deres angreb mod legitime mål – fjendens kombattanter eller objekter som understøtter fjendens militære aktioner. Overtrædelser af reglen om skelnen – angreb rettet direkte mod civile eller beskyttede objekter – er krigsforbrydelser.

Faktisk har Israel ifølge konventionen om genocide en juridisk pligt til at iværksætte aktioner mod Hamas.

Ved at iværksætte angreb på israelske jøder som led i et mål om at dræbe jøder, hvilket fremgår af Hamas’ Charter, overtræder mange af de palæstinensiske terrorister konventionen om forebyggelse og straf for genocide. I henhold til konventionens artikel 1 er Israel, og andre nationer som har tilsluttet sig konventionen mod genocide, pålagt at ”forhindre og straffe” ikke blot personer som udfører genocide, men også deres medsammensvorne og ledere som opildner til sådanne folkedrab. Konventionen pålægger Israel til at prøve at forhindre og straffe både de terrorister der udfører drabene såvel som ledere og andre myndighedspersoner der offentligt har støttet de palæstinensiske angreb.

Konventionens artikel 2 definerer ethvert drab udført i den hensigt ”at tilintetgøre, helt eller delvis, et nationalt, etnisk, racemæssig eller en religiøs gruppe som sådan” som folkedrab.

Men når Israel udøver sin fuldt legale ret efter international lov bliver landet fordømt og bedt om at holde inde af politikere som den franske præsident Nicolas Sarkozy og den britiske udenrigsminister David Milibrand. Det er forbløffende hvordan man vender moralen på hovedet. Milibrand har opfordret Israel til en øjeblikkelig våbenhvile. Heri ligger implicit, at Israel må affinde sig med, uden begrænsninger, at skulle lide under palæstinensiske missilangreb i det uendelige.

Hvis der er noget som er ”ude af proportion” så er det Israels afvisning af at iværksætte sådanne aktioner, mens befolkningen bosat i det sydlige Israel er blevet terroriseret af missiler og mortergranater som regnede ned over dem fra Gaza. Intet andet land i verden ville have forholdt sig passivt gennem så lang tid under lignende omstændigheder. Men hver eneste gang Israel forsvarer sig selv med militære midler påstås handlingen at ”være ude af proportion”. Den ignorante ondskabsfuldhed og det rene og skære idioti bag denne påstand afvises i en omfattende analyse, foretaget af Dore Gold, hvori det konkluderes at Israels handlinger i Gaza på enhver måde er i overensstemmelse med international lov. Denne giver Israel bemyndigelse til en operation, som den der nu pågår, for at forhindre at blive udsat for yderligere angreb. Yderligere defineres ”ikke-proportional” anvendelse af magt at foreligge når, ”magtanvendelsen bliver excessiv og anvendes til et andet formål, som at påføre civile unødvendige skade.

Men Israel har tydeligvis IKKE angrebet civile mål men terrorister fra Hamas. På trods af det ondskabsfulde billede medierne har tegnet har langt hovedparten af ofrene i denne operation været tilknyttet Hamas. Selv Hamas har indrømmet at langt hovedparten af de mål Israel har ramt var en del af deres militære infrastruktur. FNs UNRWA observatører i Gaza Striben har anslået antallet af dræbte til 310 af hvilke 51 var civile. Resten, de 259, var således terrorister fra Hamas. (Denne opgørelse er foretaget tirsdag 30/12-08).

Desværre er sådanne civile tab uundgåelige i denne situation – især i Gaza eftersom Hamas med fuldt overlæg her placeret deres terroristiske installationer midt blandt civilbefolkningen.

De som råber op om ”mangel på proportionalitet” opfatter det helt grotesk således, at der ikke er dræbt tilstrækkeligt mange israelere.
Men det forholdsvis lave tabstal skyldes til dels, at Israel bekymrer sig så meget om menneskeliv at de har bygget beskyttelsesrum hvor deres belejrede og terroriserede civilbefolkning kan søge ly, hvorimod Hamas med fuldt overlæg oplagrer missiler og andet udstyr hvormed de begår genocide under beboelsesejendomme i tætbefolkede områder for at få dræbt så mange som muligt af deres egne, således at tabene kan anvendes i propagandakrigen.

Hamas gør sig således skyldige i krigsforbrydelser, ikke blot mod Israel, men mod det palæstinensiske folk.

Men om denne forbrydelse hersker der – helt utroligt og surrealistisk – næsten total tavshed om i Vesten, som i stedet giver Israel skylden. Her synes at være en historisk resonans – jøderne som de evige syndebukke!

Under alle omstændigheder, hvis udtrykket ”ikke-proportionel” blot skal betyde en ubalance i antal dræbte på hver side så er dette faktisk uundgåeligt hvis aggressorens infrastruktur skal ødelægges. Langt flere blev dræbt efter invasionen af Afghanistan end der omkom ved terrorangrebet 9/11, men alligevel var den krig lovlig og nødvendig for at uskadeliggøre Taliaban. Langt flere døde i Nazi-Tyskland eller Japan end der gjorde i Storbritannien og Amerika under anden verdenskrig. Omfanget af de Allieredes offensiv var nødvendig for at besejre nazismen og forhindre et endnu større blodbad blandt de som var udset til ofre.

Den afskyelige femte kolonne i Gaza konflikten er imidlertid – som altid – de vestlige medier. Det var afslørende at observere hvordan britiske kamerahold styrede mod Israel lørdag aften. Pointen er, at de ikke allerede var på plads i Israel – fordi redaktørerne ikke fandt det nødvendigt at sætte dem til at dække de genoptagne missilangreb mod det sydlige Israel. Faktisk er meget få i England eller Danmark for den sags skyld klar over, at Israel først NU endelig reagerer på de angreb med 6.000 missiler de har været udsat for siden 2001. Disse angreb er blevet forøget med 50% EFTER at Israel trak sig helt ud af Gaza i 2005. Britiske journalister blev først sendt til kampzonen da Israel langt om længe besluttede sig for at svare igen – fordi det, ganske oprørende – alene er vold begået af jøder som er en god historie.

Som følge heraf bliver Israel skildret – helt uretfærdigt og i modstrid med sandheden – som aggressoren. Det dybt usaglige BBC udsendte radio bulletiner i lørdags ifølge hvilke Israels angreb havde ”ødelagt chancen for fred i regionen”. De fleste normalt tænkende mennesker er nok af den opfattelse, at mulighederne for fred i regionen er blevet undergravet af Hamas’ kontinuerlige bølge af aggressiv krigsførelse. Og selv nu affyrer terrororganisationen fortsat missiler mod Israel, inklusive Katusha og iranske Grad-missiler som har en rækkevidde så langt som til Ashkelon og Ashdod. I går blev endnu en israeler dræbt i Ashkelon og flere blev sårede – heriblandt adskillige israelske arabere.

Hvis medierne overhovedet har nævnt angrebene på Israel, så er det kommet som en eftertanke. Hovedhistorien handler om Israels brug af ikke-proportional vold. Så vidt jeg kan se, har medierne ikke omtalt det helt ekstraordinære faktum, at dagen før starten på de israelske operationer blev en palæstinenser fra Gaza Striben indlagt på et israelsk hospital for at blive behandlet for alvorlige skader – som han var blevet påført da han blev ramt af et vildfaren missil afskudt mod Israel.

Hvilket andet land ville yde dets fjender hospitals behandling – hvilket Israel gør helt rutinemæssigt med palæstinensere fra Gaza – selv når de er blevet sårede som en direkte konsekvens af, at deres egne forsøger at myrde endnu flere israelere? Hvilket andet land ville forsyne eller muliggøre forsyning af elektricitet, gas og andre fornødenheder til et folk som anvender sådanne faciliteter fort at kunne fortsætte med at myrde så mange israelere som muligt? I søndags, for eksempel, rapporterede Ha’aretz, at Kerem Shalom grænseovergangen blev åbnet for passage af 26 lastvognstog med fødevarer og medicinsk udstyr. Mandag blev grænsen atter åbnet og omkring 40 lastvogne havde allerede ved middagstid passeret til Gaza Striben med fødevarer og medicinske forsyninger.

Alligevel har organisationer som Amnesty International fordømt Israels opretholdelse af alle ”blokader” mod Gaza Striben som udtryk for ”kollektiv afstraffelse”, og Jeremy Hobbs, direktør for Oxfam International, har krævet at Israel ”øjeblikkelig ophæver sin inhumane og illegale blokade”.

Dog er det Hamas som nægter at give sprede adgang til behandling i Ægypten – og faktisk åbnede ægyptiske grænsevagter ild mod dem. Hvor er råbene om det brutalitet som Hamas og Ægypten udviser i denne dag? Og må alle de som fra udenrigsministre og nedad råber op om en ”humanitær katastrofe” i Gaza standse op for et øjeblik og kaste et blik på de velnærede og sunde palæstinensere som ustandselig paraderer på TV-skærmene? Hvis det er ”en humanitær katastrofe” – med forsyninger som konstant strømmer ud af tunnelerne til Ægypten – sammen med missiler og våben til en værdi af flere milliarder dollars som skal anvendes til at begå massemord – hvad pokker skal vi så kalde det der sker i Zimbabwe, som af en eller anden uansvarlig grund blot udløser et skuldertræk blandt de som ellers er så bekymrede?

Sådant ondskabsfuldt hykleri er ikke begrænset til de britiske medier og NGO-grupper. På ”Salon” hyler Glenn Greenwald op om:

”Amerikas ensidige støtte til alt som Israel gør fra vor politiske klasse og ensidige fordømmelse af Israels fjender (som, ipso facto, er Amerikas fjender) – alt sammen, som sædvenligt groft afvigende fra den enighed som findes i resten af verden.”

Skulle det virkelig forholde sig sådan? Tja, Hamas er blevet beskyldt for denne krig af Mahmoud Abbas, som sagde, at Hamas kunne have undgået dette angreb hvis blot de havde forlænget deres våbenhvile. Ligeledes har Ægypten givet Hamas skylden for denne krig og arabiske stater som er skrækslagne over islamismen i almindelighed og Iran i særdeleshed giver privat udtryk for håbet om, at Israel får udslettet Hamas. Selv de venstreorienterede i Israel støtter denne operation mod Hamas. De eneste som med usvigelig sikkerhed vælger side med folkedrabs-terroristerne fra Hasmas, er Vestens medier, der som papegøjer udspreder deres propaganda og derved opildner endnu flere til at tage del i de morderiske anslag mod Israel samt oppiske presset mod verdens ledere til at tvinge Israel til at standse for Hamas bliver udslettet.

Burde man ikke her kunne tage juridiske midler i anvendelse mod disse medier som medansvarlige for at yde hjælp til de gerningsmænd som planlægger folkedrabet på det jødiske folk?

Hilsen

Ipso Facto

Hej Arne.

Jeg hørte igår at formanden for den muslimske liga, sådan set mere beskyldte Hamas end Israel for den opståede krise.

At vestens medier og mange af vestens befolkninger opfatter det modsatte, kan man så undres også.

Men man kan altså ikke sidde i et glashus og skyde raketter på må og få mod et andet folk uden at det får følger, Hamas er jo kun ude på at fjerne Israel fra verdenskortet, hvilket de jo også indrømmer uden at rødme.

Jeg tror at mange muslimer i Israel er på Israels side, fordi de bliver godt behandlet i Israel, har gode jobs, som de ikke kan få andre steder, mange muslimer fra Gaza plejede jo også at arbejde i Israel, det havde de intet imod.

At egypterne skyder på Hamasfolk der prøver at flygte ind i Egypten, siger også lidt om hvor velkomne disse (fanatiske brødre) er der.

Formålet med Israels planlagte angreb er vel dybest set at få fred. Det eneste, Hamas behøver at gøre for at få fred, er at anerkende Israels ret til at eksistere og lade være med at skyde raketter mod israelske civile. Så simpelt er det.
Men i stedet bevæger de sig i den modsatte retning. JP: Hamas truer jøder over hele verden
Det er ikke så underligt, at millioner af muslimer er flygtet fra den måde at tænke, tale og agere på.

Desuden er det misbrug af ytringsfriheden at true med vold og opildne til vold.

Hej Erik.
Jeg er helt enig med dig i dine udtalelser, man kan så håbe på at Israel får fat i alle toplederne, så det kan blive stoppet en gang for alle, hvis der bare ikke kommer nye fantaster til.

Man kan sammenligne Hamas med Sadam Hussein, han skjulte sig også bag uskyldige, der blev brugt som skjold mod invasionsstyrkerne.

Et gennemgående træk blandt de militante muslimer er at de næsten altid optræder i civilt antræk og skjuler sig blandt civilbefolkningen og derfor er svære at genkende, hvilket så gør at flere uskyldige bliver dræbt, muslimerne har altid vist sig fra den feje side, så kan de bedre råbe op om uretfærdighederne der bliver begået mod dem.

Hej Arne!

Du fremkommer med denne korte kommentar til mit diskussionsoplæg:



Som demokrat hverken kan eller skal jeg forholde mig upartisk, når en anden demokratisk stat og dens borgere bliver udsat for omfattende og vedvarende terroristiske angreb af en totalitær politisk organisation, hvis erklærede mål er staten Israels udslettelse - altså genocide.

Der findes ikke et eller andet neutralt punkt hvorfra pslæstinakonflikten kan bedømmes. Hvis man bilder sig det ind, er man etisk relativist og/eller kulturrelativist.

Så kunne man lige vel hævde, at det også var forkert at fordømme den nazistiske ideologi og racelære, at bekæmpe nazityskland med militære midler og at afnazificere landet med tvangsmidler efter dets betingelsesløse kapitulation, og i stedet fordre en UPARTISK BESKRIVELSE af nazismen, som også fremhævede nazismens gode sider. Eller som kulturrelativist at hævde, at alle kulturer principielt er lige gode, og at de må udfolde deres egenart, som de selv vil. Hvilket så også måtte gælde den nationalsocialistiske tyske kultur og politik, som et flertal af det tyske folk stemte til magten og hvis værdier de åbenlyst og begejstrede bekendte sig til.

Ligeledes må jeg afvise påstanden om, at jeg skulle nære fordomme over for den ene part i konflikten. Min holdning til en terrorgruppe som Hamas bygger på et faktuelt kendskab til gruppens ideologi, der fremgår af dens Charter, samt de konkrete handlinger terrorgruppen har foretaget og legitimeret med henvisning til dets Charter, der er forankret i islams hellige skrifter og dens jihadiske tradition.

I denne holdning ligger ingen fordømmelse af de arabere i Palæstina, som siden 1967 har kaldt sig selv for palæstinensere, for de er i lige så høj grad ofre for en totalitær racistisk og krigerisk folkedrabsideologi som de tyskere der i 1933 stemte nazisterne til magten var.

Men til forskel fra den måde de allierede førte krigen mod Nazityskland på, med terrorbombning af de tyske byer mod krigens slutning, hvilket helt klart var en overtrædelse af krigslovene, så fører Israel krigen mod Hamas inden for rammerne af FN-pagten, der legitimerer modangreb mod en aggressor som iværksætter et uprovokeret angreb og krigslovene der fordrer, at krigen føres med størst muligt hensyn til civilbefolkningen.

Uanset disse bestræbelser kan civile tab aldrig undgås, især ikke når det er en del af fjendens strategi, at anvende civile som skjold og placere våbenlagre, komando og militær infrastruktur i eller tæt på civile boligområder, moskeer og hospitaler. Derudover vil der altid ske fejl under en militær kampagne, men det burde være tydeligt for enhver, at Israel har bestræbt sig på at føre en humanitær krig, der, de specielle forhold taget i betragtning, i videst muligt omfang skåner civilbefolkningen.

Hvis Israel førte krigen med fjendens midler og mål, så ville et par taktiske atomvåben over Gaza by og på Vestbreden nok kunne bringe terrortruslen til totalt ophør. Noget sådant ville imidlertid være ikke blot en krigsforbrydelse, men genocide og en forbrydelse mod menneskeheden, nøjagtig ligesom amerikanernes atombombning af to japanske byer i august 1945 var det.

Desværre er jeg bange for, at en terrorstat som Iran, der også støtter og styrer Hamas, ikke vil nære nogen som helst betænkeligheder ved at udslette Israel med atomvåben såfremt de kommer i besiddelse af sådanne våben. Det er i hvert fald hvad regeringen offentligt har givet udtryk for. Jihadister i Iran anser det faktisk for en hellig pligt, at udslette staten Israel og atter bringe de oprørske jøder tilbage i folden som dhimmier under islams overhøjhed og skrappe ydmygende kontrol.

Da nazisterne besluttede sig for folkedrabet på Europas jøder blev beslutningen og udførelsen forsøgt hemmeligholdt for omverdenen. Islamiske terrorstater og jihad-grupper har imidlertid ingen betænkeligheder og intet at skjule, når det gælder genocide på det jødiske folk. De er nemlig ikke som tyskerne var belastet af en nær fortid med kristne og postkristne værdier og normer, der definerer racisme og folkedrab som etisk forkasteligt og grove forbrydelser.

Tværtimod definerer islam rent teologisk jøderne som muslimernes første og sidste fjende og jøder som de mest ondskabsfulde væsener der eksisterer. Koranen opremser i en lang række suraer jødernes synder og det befales, hvordan de bør straffes som led i en løbende guddommelig straffeaktion mod dem:



Var der nogen der sagde fordomme og upartisk beskrivelse?

Hilsen

Ipso Facto

Hej Arne!

I din kommentar udtrykker du blandt andet følgende opfattelse:



Den respekt må bero på, at du ikke har et tilstrækkeligt godt kendskab til Koranen, hadith og sira samt den islamiske fortolkningstradition og islams historie.

Der er ikke tale om en ”sidestilling” af de hellige skrifter i de tre religioner, men derimod om, at Koranen utvetydigt beskylder jøder og kristne for, på grund af misundelse eller ondskab, at have forvansket eller forfalsket deres egne hellige skrifter. Guds eneste uforfalskede budskab til menneskene er den åbenbaring profeten Muhammad modtog og som i Koranen ordret og uforfalsket gengiver den eneste sande gud, Allahs, evigt gyldige og uforanderlige befalinger til menneskene.

Dette forhold er den teologiske begrundelse for, at jøder og kristne der underkaster sig islams myndighed og overhøjhed gives beskyttelse mod jihad såfremt de indgår en ”beskyttelseskontrakt” (dhimma på arabisk) der reducerer dem til tredje klasses borgere – dhimmier - i den islamiske stat.

Denne ydmygende status svarer nogenlunde til den status de tyske jøder havde i perioden fra vedtagelsen af Nürnberglovene i 1935 og indtil beslutningen om systematisk genocide på Europas jødiske samfund, besluttet på Wanseekonferencen i januar 1942.

Denne tredjeklasses status indebærer betaling af en hård særskat – jizya – og i Koranen vers 9:29 pålægges det muslimerne at ydmyge dhimmier, egentligt at få dem til at føle sig ydmygede, også når de betaler jizya.

Da sura 9 er et af de seneste vers erstatter det alt hvad der er sagt af mere fredelig og forsonlig art om jøder og kristne i tidligere mere fredelige sura, der stammer fra den periode, hvor profeten Muhammad endnu ikke besad politisk og militær magt – jfr. fortolkningsprincippet abrogering.

Hvis man ønsker at forstå muslimernes ”tolerance” over for jøder og kristne er udgangspunktet sura 9 og ikke sura 3.

Islamforskeren Robert Spencer har primært baseret på autoritative og respekterede muslimske retslærde gennemgået hele Koranen vers for vers, således at det som fremstår, er den officielle main stream islamiske forståelse af Koranen.

Debattøren F. C. Bogger har tidligere på religion.dk oversat Spencers ”blogging the Quoran” til dansk.

Her følger i Boggers oversættelse kommentarene til sura 9:29



Den ydmygende behandling af dhimmier er ikke blot et historisk fænomen. Det foregår den dag i dag, for eksempel mod de kristne koptere i Ægypten, hvis muslimer føler, at kristne ikke optræder på en tilstrækkelig ydmyg og underdanig måde over for de sande troende.

I november 2008 undlod en kristen dreng, der ikke kendte til dhimmiers pligter, at stige af sit æsel, for at vise sin respekt for en muslimsk begravelsesprocession, således som det er skik for dhimmier. Dette udløste vilde optøjer blandt muslimer samt plyndringer af kristne butikker.

En beretning om hændelsen kan læses her:

http://www.jihadwatch.org/dhimmiwatch/archives/023601.php

I øvrigt skal jeg henvise til Boggers oversættelse af Robert Spensers gennemgang af sura 3:

Blogging the Qur’an: Sura 3, “The Family of Imran,” verses 1-32:

http://onlinedebat.religion.dk/printthread.php?Board=terror&main=8808&type=post

Blogging the Qur’an: Sura 3, “The Family of Imran,” verses 33-63:

http://onlinedebat.religion.dk/printthread.php?Board=terror&main=8899&type=post

Blogging the Qur’an: Sura 3, “The Family of Imran,” verses 64-120:

http://onlinedebat.religion.dk/printthread.php?Board=terror&main=9215&type=post

Blogging the Qur’an: Sura 3, “The Family of Imran,” verses 121-200:

http://onlinedebat.religion.dk/printthread.php?Board=terror&main=9892&type=post

De øvrige kommentarer du knytter til mit oplæg vil jeg vende tilbage til efter du har haft lejlighed til at kommentere denne replik.

Hilsen

Ipso Facto

Hej Arne!

Tak for kommentaren.

Desværre har du fuldstændig misforstået mit indlæg. Der er ikke tale om min personlige fortolkning af Koranen og hadith, men om en udlægning foretaget af islams autoriserede retslærde, som er de eneste der har myndighed til at fortolke de hellige skrifter.

Hvad jeg mener eller du mener er sådan set komplet ligegyldigt. Det eneste relevante spørgsmål er, hvad muslimer mener og hvilke autoriteter de bøjer sig for når det gælder den korrekte forståelse af hvad Koranen fordrer af muslimer.

Derfor gjorde jeg udtrykkeligt opmæksom på, at de tekster jeg refererede er udtryk for hvordan de anerkendte autoriteter – de retslærde – fortolker læren i de fire førende sunni muslimske retsskoler – altså et udtryk for MAINSTREAM ISLAM, idet sunni islam omfatter omkring 85% af alle muslimer. Shia muslimers fortolkning afviger på nogle få punkter fra denne fortolkningstradition, men de shia muslimer som anser Irans grundlægger ayatollah Khomenei som en der taler på Allahs vegne anerkender en fortolkning, som er noget mere radikal og aggressiv end traditionen i sunni islam.

Du synes heller ikke at være opmærksom på, at den eneklte muslim ikke har frihed til selv at fortolke de hellige skrifter som han nu synes de bør fortolkes. Alle muslimer der har forsøgt at skille sig ud fra de to nævnte fortolkningstraditioner er det gået ilde. De er blevet forfulgt af de øvrige muslimer eller stemplet som kættere eller apostater.

Du synes at gå ud fra, at muslimer er stillet lige så frit rent fortolkningsmæssigt som kristne og jøder er i dag, hvilket absolut ikke er tilfældet. En muslimsk ”Thorkild Grosbøll” er snart en død muslim, for han er en kætter eller apostat som det er enhver muslimsk pligt at slå ihjel.

Du anfører desuden:



Nogle retslærde og mange muslimer er af den opfattelse, at vantro ikke bør læse og absolut ikke fortolke Koranen. Du husker måske episoden fra 2004 med et groft overfald på en lærer, der underviste i hebræisk og arabiske sprog på Københavns Universitet?

Flere medier mente, at overfaldet skete, fordi han som vantro læsete op af Koranen:



Ikke retslærde muslimer må selvfølgelig heller ikke tolke Koranen hvilket dødsfatwaen mod Salman Rushdie udstedt af ayatollah Khomenei er et eksempel på. Selv som litterær fiktion er det forbudt for almindelige muslimer, at gøre sig overvejelser over nogle af de mere kontroversielle og mystiske stedet i Koranen, som f.eks. ”De Sataniske Vers”, hvor profeten Muhammad blev vildledt til at udvise tolerance over for polyteistiske religioner af Djævelen. Efterfølgende blev de sataniske vers ophævet efter at ærkeenglen har forklaret den rette sammenhæng for Muhammad, hvorefter fjendskabet med polyteisterne genoptages.

Indtil du gør dig den anstrengelse at sætte dig bedre ind i islams fortolkningstradition har du ingen mulighed for at forstå hvilken status tilfældigt udvalgte vers i Koranen rent faktisk har i main stream islam.

Udover princippet om abrogering er det vigtigste fortolkningsprincip i sunni islam ”ijtihad”, der betyder den proces hvorved de retslærde når frem til en beslutning om indholdet af islamisk lov (sharia) gennem studiet af Koranen og Sunnah (optegnelserne over Muhammads ord og gerninger). Fra Islams begyndelse var det autoritative studium af disse kilder reserveret til et udvalgt antal retslærde, som opfyldte visse kvalifikationer, herunder et omfattende kendskab til Koranen og Sunnah, samt kendskab til principperne for at drage analoge slutninger (qiyas) hvorpå juridiske afgørelser hviler; kendskab til konsensus (ijma) i et hvilket som helst spørgsmål om Muhammad, hans nærmeste følgesvande og fortidens retslærde; og endelig en personlig dadelfri vandel. Grundlæggerne af de islamiske skoler for retslære (Islamic Jurisprudence) udgør et lille antal lærde – mujtahid – som er kvalificerede til at beskæftige sig med ijtihad.

Men de levede alle for meget lang tid siden; og gennem mange århundreder er uafhængige studier af Koranen og Sunnah blevet frarådet blandt muslimer, som i stedet forventes at underkaste sig afgørelserne/fortolkningerne fra en af de etablerede skoler.

Siden Ahmed ibn Hanbal, fra hvem den Hanbalistiske retsskole har taget navn, afgik ved døden år 855, er ingen blevet anerkendt af det sunni muslimske samfund som en mujtahid af første klasse – det vil sige en retslærd som besidder kvalifikationer til selv at frembringe ny lovgivning baseret på Koranen og Sunnah. Islam forskeren Cyril Glassé udtrykjker dette på den måde, at “døren til ijtihad blev lukket for mange hundrede år siden, og siden da har tendensen i lovfortolkningen (jurisprudence på arabisk ”fiqh”) alene bestået i kommentarer på kommentarer og marginalia."

Så din afsluttende bemærkning er helt malplaceret. Jeg beskræftiger mig ikke med at fortolke hverken Koranen, hadith eller sira, men referer blot hvad de mest anerkendte og respekterede muslimske autoriteter og retsskoler anser for sand islam.

Her er det vigtigt, at man skelner mellem det som muslimer burde gøre, og hvad de faktisk gør, og mellem hvad de burde have troet i modsætning til, hvad de faktisk troede og gjorde.

Derfor bør man skelne mellem tre slags islam, som vi kan kalde islam 0, islam 1 og islam 2.
Islam 0 er, hvad profeten lærte, det vil sige hans lære som den er indeholdt i Koranen; islam 1 er religionen, som teologerne fremlægger, fortolker og udvikler gennem traditionerne (hadith), og som indbefatter sharia, den muslimske lov. Islam 2 er hvad muslimer faktisk gjorde og udrettede, det vil sige islamisk civilisation.

Når man derfor stiller spørgsmålet om fundamentalistisk islam er fjenden og moderat islam er løsningen, så finder jeg det svar islam forskeren og historikeren Bar Ye’or giver yderst korrekt og relevant:



Selvfølgelig håber jeg også på en ændring, men en sådan er i givet fald fuldstændig uden sammenhæng med hvordan vantro fortolker Koranen – om det så er ved at fremhæve de tidlige mere forsonlige og fredelige sura eller de senere voldelige som fordrer jihad mod alle vantro indtil der kun er islam. Hvis der er een ting som absolut ingen indflydelse har på muslimers forståelse af deres egen religion, så er det hvordan vantro fortolker de hellige tekster.

Der kan henvises til flere islamiske autoriteter som i historiens løb har fortolket Koranen så den er forenelig med fredelig sameksistens eller de universelle menneskerettigheder og demokratiet, men problemet har altid været, at disse tolerante og fredelige retslærde har haft få tilhængere og alle er de blevet forjaget og sat uden for indflydelse. Et af de seneste eksempler var en af ayalollah Khomeneis kollegaer – en ayatollah. Han blev fordrevet fra Iran og måtte søge eksil i Frankrig sammen med sine tilhængere. Derved overtog han Khomeneis tidligere position under shahstyret, hvor han fra Frankrig med sine skrifter og kassettebånd med prædikener forberedte den islamiske revolution i 1979. Dette er islams sørgelige historie i en nøddeskal.

Så din læsning og fortolkning af Koranen har lige så lidt med den muslimske virkelighed og realiteterne at gøre, som læsning og fortolkning af Anders And har med en dybere forståelse af kapitalismen og amerikanismen at gøre.

Desuden bør du være opmærksom på den religiøst legitimerede forstillelse eller løgn – taqiyya - hvormed muslimer og muslimske organisationer forsøger at berolige vantro der er opskræmte over islamisk terror, ved at citere fra de mere fredelige passager i Koranen, idet de lader som om, at princippet om abrogering ikke eksisterer. Hvis en sådan løgn fremmer islams eller muslimernes interesser er den rosværdig i islams egen selvforståelse.

For mig lyder det som om, du måske er blevet påvirket af et propagandaskrift eller en bog der fremstiller islams lære i et fredeligt og tolerant lys for at forvirre og vildlede vantro. Internettet er oversvømmet med religiøse løgne og fordrejninger af sandheden, for som profeten sagde: War is deception. (Krig er vildledning). Muslimer har aldrig været det mindste i tvivl om, hvem fjenden er, mens de vantro altid har været lette ofre for myter og illusioner om islam som en fredens og tolerancens religion og Muhammad som en stor vis lovgiver.

Så jeg vil råde dig til at sætte dig bedre ind i tingene og specielt nærlæse den udlægning af Koranen som de retslærde autoriteter foretog for næsten et årtusinde siden, for den ligger fast, jfr. opfattelsen af, at døren til ijitihad er lukket, hvorefter ingen i dag besidder autoritet til egentlige nyfortolkninger af de hellige tekster.

Prøv at nærlæse kommentarerne til Koranen sura 3 og 9:29 som jeg linkede til samt de Koranvers jeg tidligere har henvist til når det gælder muslimers koranfæstede behandling af jøder.

Hilsen

Ipso Facto

Hej Arne.

Jeg blander mig lige lidt i striden.
Islam er vist ikke blevet mere aggresiv end den har været tidligere, men grunden til vi ser den mere er nok globaliseringens skyld, før i tiden hørte man ikke meget til muslimske lande.
Verden er blevet mindre og muslimernes udbredelse de sidste 10-15 år til vestlige lande, hvor de ikke kan forstå at vi ikke vil have eller godtage deres religion samt deres specielle krav på mange områder, gør at vi føler at islam er blevet mere aggresiv.

I firserne rejste jeg meget i bl.a. Malaysia, dengang var er ikke megen tale om Islam og befolkningen i Malaysia føltes ikke aggresive, ikke mange kvinder bar tørklæder der dengang, man havde ikke i tankerne at det var et muslimsk land man rejste i.

Israelerne beskyder ambulancer og skoler skrev du, ja men de bliver jo også brugt til transport af tropper, hvilket du kan se på flere forskellige videoer på youtube,jeg har set disse og det er ambulancer hvor der står UN ambulancer på, jeg vil kalde det fejt. ligeledes kan du se der bliver fyret mortérgranater af fra skoleområder, det er bare muslimer i en nøddeskal.

Hej Arne!

Du indleder med at citere mig for tidligere udsagn her på debatten om den islamiske sufi-sekt, hvor jeg hævdede:



Og du henviser til debattøren Borad som kilde, hvorefter sufisme skulle være ret udbredt i Tyrkiet.

Om main stream islam i dag er mere aggressiv end den tyrkiske suffisme er derimod et godt spørgsmål, som fortjener en nærmere undersøgelse.

Som det fremgår af citatet ovenfor er det ikke alle sufi-sekter, der er præget af pacifisme, men historisk, i det 10.ende århundrede, havde sufismen – den islamiske mysticisme – kun foragt for islam og enhver formel religion. En af de vigtigste historiske skikkelser i sufismens historie, Abu Said (død 1049) forbød sine disciple at tage på pilgrimsfærd til Mekka og at deltage i andre af de rent udvendige manifestationer af islamisk tro. Bayazid (død ca. 1581) lagde heller ikke stor vægt på at rette sig efter shariaens grundsætninger.

Baktasi-ordenen synes at være opstået omkring begyndelsen af det 16. århundrede. Den var kraftigt påvirket af kristne og gnostiske tanker og forkastede islams og andre religioners ydre ceremonier som værdiløse.

Der var dog en gruppe dervisher, der kollektivt kendes som malamatiyerne, som bevidst foretog de mest hårrejsende handlinger for at pådrage sig massernes foragt. Det gav dem mulighed for at vise deres egen foragt for andres foragt for dem.

Sufiernes store bedrift var deres insisteren på, at sand religion intet havde at gøre med rettroenhedens system af doktriner og love, som kun begrænsede menneskets religiøse horisont. I mystikerens klarsyn var der ingen belønninger i himlen eller straffe i helvede; Guds skrevne ord blev ophævet af en direkte og inderlig åbenbaring. I stedet for at blive behersket af frygt er mystikeren mere optaget af kærlighed til og viden om Gud og adskillelse fra selvet. ”Dyrkelsen af Gud betragtedes som en hjertets tjeneste” snarere end som overholdelsen af ydre regler, der blindt skal adlydes.

Sufierne var utvivvlsomt påvirket af visse passager i Koranen, men sufismens historiske udvikling skyldes lige så meget eller mere indflydelsen fra kristendommen, nyplatonismen, gnosticismen og buddhismen og den nærmere sig efterhånden panteismen.

Konsekvensen af sufiernes filosofi var at udviske grænserne mellem forskellige religioner – islam er ikke bedre end afgudsdyrkelse, eller som en discipel af ibn Arabi har udtrykt det: ”Koranen er ren og skær polyteisme”. Ibn Arabi skrev selv, at hans hjerte var et tempel for afgudsbilleder, en Kaba for pilgrimme, Toraens og Koranens tavler; hans eneste religion var kærlighed.

”Jeg er hverken kristen eller jøde eller muslim”, digter en anden mystiker. Sufierne gik ikke meget op i de forskellige religioner eller deres nærmere indhold. Som Abu Asid skrev: ”Før moskeen og madrassaen er totalt udslettede, vil dervishernes arbejde ikke være gjort; før tro og vantro er helt lig hinanden, vil intet menneske være sand muslim.”

Adskillige berømte sufier blev, med islamforskeren Goldzihers ord: ”ofre for en grusom inkvisition”.

Faktisk har vi en fascinerende og medrivende beretning fra digteren H. C. Andersen, der under en rejse til orienten i 1840-41 i Tyrkiet i mindst to tilfælde oplevede forestillinger med dansende vervisher – eller ”hvirvlende derviseher”, som han meget præcist kaldte dem. Den første forestilling, som fandt sted i Skutari, var efter Andersens mening for uhyggelig eller makaber. Langt mere betaget var han af den efterfølgende forestilling i et dervish-kloster i Pera. Herom skriver Andersen i sin rejseskildring ”En Digters Bazar” blandt andet følgende:



Andersen var så grebet af oplevelsen, at han tegnede to hvirvlende dervisher.

På den anatolske højslette er tolkningerne af Koranen udviklet for 1000 år siden i blandingsområdet mellem den fremstormende arabiske Islam, indvandrede tyrkiske nomadekrigere fra Centralasien med shamanistiske ritualer og fastboende kristne. Der udvikledes et unikt miks af Islam, kristendom, shamanisme og kurdisk ur-tro, der bygger på Zarathustra. Alle Sufi-Dervish-broderskaber forener elementer fra disse fire religioner. De vil tæt på Gud. Alt levende er helligt. Det er forbudt at ødelægge naturen.

Under det osmanniske styre opstod et stort antal Sufi ordener, som fik stadig større indflydelse. Ikke kun i Tyrkiet men også i de omkringliggende lande, Syrien, Ægypten, Grækenland m.fl.

Så stor var ordenens indflydelse, at Atatürk i 1925 udstedte en lov, som forbød ordenen og deres ceremonier og lukkede alle Sufi klostre. Dette på trods af, at der var - og er - religionsfrihed i Tyrkiet. Dog 2 år senere, i 1927, fik klostret tiladelse til at genåbne i skikkelse af museum. Og i 1953 genoplivede man de årlige ceremonier.

Så vidt jeg kan bedømme er der ikke meget tilbage af de oprindelige fredelige og mystiske elementer blandt de tyrkere der i dag bekender sig til sufismen. Der er sket en radikalisering af sufibevægelsen. En af de dundamentalistiske sufiordener er Naksibendiye, som er militant og udpræget antikristen.

En anden af de radikale ordener er Süleymanci, som er opstået i Tyrkiet i 1930erne. Bevægelsen er kendt for sin radikale brug af taqyya, d.v.s. at snyde de vantro og lyve overfor de vantro med Allahs velsignelse ved at sige noget andet, end det man mener. Denne metode blev videreudviklet for at snyde og bekæmpe Kemal Atatyrk.

Bevægelsen, som også kalder sig „Süleyman Efendis elever" hører til de mest aggressive. Grundlæggeren af bevægelsen er Süleyman Hilmi Tunahan, som opbyggede bevægelsen i Atatyrks regeringstid. Bevægelsen har udgivet bladet Anadolu, som i dag er gået på internettet: „En ikke-muslim har ingen ydre renhed, fordi han drikker vin, snaps og øl og spiser svinekød. Indre renhed besidder han på forhånd ikke, de har „jødetjeneres beskidte ansigter".

Herudover er der Nurcu („Lysets sammenslutning") og Fethullahi - begge islamisk konservative bevægelser, som står stærkt i Tyskland og er „dialogorienterede".

Den danske sufibevægelse er repræsenteret gennem deres danske hjemmeside: www.islamidag.dk. Åndelig leder er sheik Abdalqadir as-Sufi. Deres teologi er især aggressiv overfor den danske lovgivning, grundloven, kvindesynet, bankvæsen og samfundsopbygning , som kaldes „det beslavende demokrati", men aggressionen er ligeså voldsom overfor kristendommen og jøderne. Det drejer sig om at ødelægge og nedbryde det, som as-Sufi kalder „det judeosekulare samfund".

Tariqah Jihad kæmper for at genindføre kalifatet og sharia (islamisk lov) ved at „nedbryde hedensk romersk lov, korrumperet af kristne præster" (underforstået den danske grundlov):

„I Allahs sunna (lov) er der intet at forandre.
Muslimerne er de eneste, der danner et fællesskab. Der er ikke noget ‘internationalt fællesskab’. International lov er en illusion. Internationale institutioner er blottet for indhold og realitet. Konstitutioner (grundlove) har ingen retfærdighed eller styrke. Styrke tilhører udelukkende Allah."

"Konstitutioner, som skabt af mennesker, har ingen autoritet og ingen sandhed. Ved deres ikke-eksisterende natur, må de have den modsatte effekt af det, de står for."
„…Allah har sågar advaret om, at de (de vantro) ikke vil være tilfredsstillet, før de får os til at følge deres livsmønster, som er kuf, bedrag og hykleri."

„Derfor er der en vital forskel mellem en muslim og en kafir(vantro)…"

„Vi må undgå at blive trælbundet, ydmyget, hånet og tilsidst slagtet af disse folk, der er blottet for retfærdighed, fordi de er blottet for lov og har opfundet deres egne love (humanismen), som vi har set resultere i det omvendte af deres påstande."

„De påstår frihed og gør så millioner til slaver i forbedrings- og koncentrations lejre."

„…Derfor er det en pligt at have en emir i ethvert fællesskab og en sultan over alle folkeslag. Dette medfører også en forpligtelse til jihad (hellig krig)."

„Dette medfører en acceptering af det grundliggende faktum, at muslimerne selv er en hær imod kuffar (de vantro). Fra dette følger muslimernes jihad, kombineret med den uundgåelige grumme skæbne, der allerede falder på kuffar (de vantro)…"

„Og til sidst, at Allah’s islam vil overgå alle andre religioner, som Han lovede i sin Bog, der nu styrer verden til dens sidste time."

Tariqah-jihad har udsendt et brev til friskoler på Nørrebro om at etablere et såkaldt „rent muslimsk område på Nørrebro" og forsøge på at genere danskere ud af området. 2 muslimske politikere påstår, at brevet er en forfalskning. Men oversættelsesfejlene er af samme art som på hjemmesiden. „Rene muslimske mænd" kan ikke være i nærheden af „urene danske kvinder". Derfor bør muslimer tilkæmpe sig deres eget område. Idéen genfindes med forvanskede ord af filosoffen Nietzsche, der anses for „verdens største filosof", på deres hjemmeside:



Den danske sufigren under Abdalqadir as-Sufis ledelse repræsenteres gennem den af ham grundlagte missionsorganisation Verdens Murabitun Dawa, hvis sigte er islamisk verdensmission med bekæmpelse af USA og den saudiarabiske Waabisme og genindførelsen af islamisk pengevæsen på baggrund den islamiske Dinar og det islamiske Zakat-skattesystem, bygget på en Fiqk-baseret islam på baggrund af imam Maliks, imam Shafis og iman Abi-Hanifs lære. Æresgæst ved Murabitun Dawa´s verdenskonference i Pretoria år 2000 var muftien af Jerusalem.

Fatwa

Følgende fatwa fra danske sufier, som er sendt til flere islamiske institutioner på Nørrebro, lægger vægt på afgrænsningen fra de urene ved at tilstræbe autonomi.

Fatwaen er underskrevet TariQah - Jihad Danmark, d.v.s. en muslimsk sufiorden (stavefejl i brevet er ikke rettede):



Så vidt jeg kan bedømme, er den oprindelige sufi bevægelse afgået ved døden i Tyrkiet og opslugt af radikal islam. I stedet for kærlighed og tolerance står den nu på islamisk herrefolksmentalitet, grov racisme og erobring ved hjælp af jihad og religiøs løgn – taqyya.

De øvrige spørgsmål du berører i dette og tidligere indlæg vil jeg vende tilbage til senere.

Hilsen

Ipso Facto

Der er paa nuvaerende tidspunkt en 3-4 andre krige rundt omkring i verden som er mindst lige saa blodige og brutale som gaza konflikten.
de rager ikke nogen en pind
forklaringen herpaa er , at det kun er naar israel eller usa er involveret , at man kan faa afloeb for sit HAD og samtidig foele sig i en moralsk overlejen position.
I enhver konfliktsituation er det en logisk selvfoelgelighed at brutalitetsniveauet blir udlignet hen af vejen , man kan ikke bekaempe en terrororganisation som er blevet valgt til regering af en million mennsker ,uden at bruge brutale midler.
Dette er selvfoelgelig ogsaa klart for alle dem som nu lynhurtigt udnytter chancen til at anklage israel for "krigsforbrydelser"
Den egentlige , logiske meddelelse som Israel faar fra Europa er derfor : vi anerkender ikke jeres ret til selvforsvar , og derfor ikke jeres ret til at eksistsere som selvstaendig ikke-muslimsk stat i mellemoesten
Er der nogen som IKKE forstaar at det er umuligt at overleve som ikke-muslimsk stat , hvis man ikke er i stand til at vaere lige saa brutal som naboerne ?
Det naegter jeg at tro paa , at der er.
folk som er allergiske overfor hykleri, har forlaengst indset ,hvad der gaemmer sig bag ved denne dobbelthed :
EU's taabelige haab om at skabe en strategisk alliance med den oljerige muslimske verden.
europa og den arabiske verden har en ting til faelles : HADET til USA, Israel og joederne generelt. Og nu er Obama godt paa vej til at spolere Den Store Satan som hadsobjekt...

Her et skønsomt udvalg af Jan Aage Jeppesens, Ipso Facto's, gator's m.fl.'s dybt saglige og yderst respektable udsagn.
Alle er de udtryk for en beundringsværdig balance, således at man får en kyndig og yderst kompetent vejledning i de meget vanskelige forhold omkring konflikten.

Læs f.eks. disse klare og meget objektive udsagn:

Citat:

medierne. Disse gårsdagens arrogante, heltemodige macho sejrherrer bliver på få timer forvandlet til ynkværdige ofre, vi bør have ondt af.

Navi Pillay FNs latterlige højkommissær for ”menneskerettigheder”,

internationale humanistiske love, som kræver at kombattanter alene retter deres angreb mod legitime mål

angreb rettet direkte mod civile eller beskyttede objekter – er krigsforbrydelser

det ondskabsfulde billede medierne har tegnet har langt hovedparten af ofrene i denne operation været tilknyttet Hamas.

Den afskyelige femte kolonne i Gaza konflikten er imidlertid – som altid – de vestlige medier.

Det dybt usaglige BBC

Og må alle de som fra udenrigsministre og nedad råber op om en ”humanitær katastrofe” i Gaza standse op for et øjeblik og kaste et blik på de velnærede og sunde palæstinensere som ustandselig paraderer på TV-skærmene?

Sådant ondskabsfuldt hykleri er ikke begrænset til de britiske medier og NGO-grupper. På ”Salon” hyler Glenn Greenwald op

De eneste som med usvigelig sikkerhed vælger side med folkedrabs-terroristerne fra Hasmas, er Vestens medier, der som papegøjer udspreder deres propaganda og derved opildner

Hvor er det dog pragtfuldt, at man kan få en sådan hjælpende og fordomsfri indsigt!

Jamen hvor er det da pragtfuldt at se , at mennesker som ellers ikke kan finde ud af at (BEEEEP) sig selv i (BEEEP) ,ALLIGEVEL godt kan finde ud af at skrive med SAA store bogstaver !

FRIHEDSKÆMPERE VERSUS TERRORISTER

Hej Arne!

Du har i vor meningsudveksling flere gange efterlyst min holdning til den danske modstandskamp under den tyske besættelse af landet fra 1940-45, hvilket jeg opfatter som opfordring om, at fremkomme med en principiel stillingtagen til, hvad forskellen egentlig er på Israels militære aktioner mod Hamas i Gaza, Hamas' aktioner mod Israel og de danske frihedskæmperes aktioner mod den nazistiske besættelsesmagt.

Du skrev følgende om emnet i tidligere indlæg:



Det er ofte blevet hævdet, at der reelt ingen forskel er mellem frihedskæmpere og terrorister. At den enes frihedskæmper er den andens terrorist.

For at kunne besvare de spørgsmål du rejser, er det nødvendigt først at definere begreberne terror og terrorisme og dernæst sammenligne Danmarks situation 1940-45 med Israels fra 1948 til i dag set i lyset af folkeretten og krigslovene.

DEFINITION TERRORISME

Ordet terrorisme benyttes på dansk om to forskellige sammenhænge:

1. Terrorisme betegner den militære strategi at bruge vold eller trusler om vold mod civile og derved sprede frygt blandt og demoralisere medlemmerne af den angrebne befolkning eller anstifte til almindelig politisk uorden for at tvinge "fjenden" til at komme de stillede krav i møde. Et sidemotiv for terrorisme er ofte at opnå offentlig omtale i medierne for at gøre opmærksom på en gruppes eksistens eller dens "sag".

2. Terrorisme bruges som en nedsættende karakteristik af fjendens angreb som bundet i en amoralsk voldsfilosofi, der adskiller sig fra almindelig krigsførelse og strider mod krigens love, jf. Geneve-konventionen.

Fredsforsker Jan Øberg taler om to former for terrorisme:

A. Privat terrorisme, som foretages af enkeltpersoner eller grupper af personer. Den kan antage mange former, som f.eks. kapringer, kidnapninger og attentater.

B. Statsterrorisme, hvor et land eller en regering udfører terroraktioner mod sine egne eller andre landes borgere.
Statsterrorismen er den, der har krævet de fleste ofre. Her tæller Sovjetunionens Gulag-lejre, særligt under Josef Stalin eller Tysklands udryddelser under nazismen.

Til disse to eksempler finder jeg det relevant at tilføje det tyrkiske Osmanerriges folkedrab på kristne armenere og andre under den første verdenskrig, der allerede i 1915 i en note fra vestmagterne blev betegnet som "endnu en af Tyrkiets forbrydelser mod menneskeheden og civilisationen."

Definition af terrorist

En terrorist er en person, der deltager i planlægningen eller udførelsen af en terrorhandling eller et terrorangreb.

Den nærmere definition af hvilke handlinger der kan straffes som terrorisme fremgår af straffelovens §114.

Som et led i det arbejde med anti-terrorlovgivning, der fulgte oven på terrorangrebet den 11. september 2001, blev der pr. 8. juni 2002 indført en definition af terror i den danske straffelov. Det skete ved at ændre §114, som nu i sin helhed lyder:

"§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:

1. Manddrab efter § 237.

2. Grov vold efter § 245 eller § 246.

3. Frihedsberøvelse efter § 261.

4. Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.

5. Kapring af transportmidler efter § 183 a.

6. Grove våbenlovsovertrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2.

7. Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1.
Stk. 2. På samme måde straffes den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.
Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger."

Hamas er af USA og EU officielt klassificiseret som en terroristisk organisation, der forsøger at nå et politisk mål ved hjælp af terror.

DANMARKS POLITISKE SITUATION FØR OG UNDER DEN TYSKE BESÆTTELSE.

Op igennem 1930'erne førte den danske regering med oppositionens opbakning en slags neutralitetspolitik. Selvom Danmark ikke var upartisk i traditionel folkeretslig forstand, søgte den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) at tilpasse sig Tyskland ud fra devisen: "Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kanTyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender".

Hermed fortsatte Danmark den udenrigspolitiske linie, som landet siden 1864-nederlaget til Tyskland havde ført, og som under diplomaten og udenrigsministeren Erik Scavenius havde bragt Danmark sikkert igennem Første Verdenskrig. Den hvilede på erkendelsen af, at et egentligt militært forsvar af Danmark var umuligt over for en stormagt som Tyskland. I stedet gjaldt det om at tilpasse sig de til enhver tid herskende magtforhold. Det betød for Munch, at Danmark skulle "ligge død" i forhold til et stadig mere aggressivt, nazistisk Tyskland der oprustede kraftigt fra 1935, hvilket Danmark undlod at fordømme i Folkeforbundet (den tids FN).

I udlandet var der nok forståelse for den danske neutralitets- og sikkerhedspolitik i lyset af Danmarks strategisk udsatte beliggenhed. Og der var ikke hjælp at hente i tilfælde af et tysk angreb, hvilket den engelske udenrigsminister Eden meddelte statsminister Stauning i april 1937. Det skete blot en måned efter, at tankerne om et nordisk forsvarsforbund var endeligt skrinlagt, og den danske statsminister i den såkaldte "lænkehundstale" havde erklæret, at Danmark ikke havde "fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne".

Herefter var der reelt kun en mulighed tilbage, hvis dansk suverænitet skulle sikres, nemlig at gøre alt for at bevare de gode, venlige relationer til Tyskland. Den 31. maj 1939 blev et højdepunkt i den tilpasningsivrige neutralitetspolitik, da Danmark som det eneste nordiske land undertegnede ikke-angrebspagten med Tyskland. Et lille år efter kom konsekvensen af et svagt forsvar, da Danmark den 9. april 1940 kunne besættes af Tyskland stort set uden kamp.

Tyskland kaldte besættelsen af Danmark for en ”fredsbesættelse” og reelt var der aldrig tale om, at Danmark var i krig med Tyskland. Regeringen kapitulerede efter mindre end to timers kampe, primært ved grænsen i Sønderjylland. Der blev kæmpet efter den gældende militære forholdsordre uden at der var erklæret krig mod Tyskland. For at gennemtvinge en hurtig kapitulation havde Tyskland truet med terrorbombning af København og kl. 06:00 kapitulerede den danske regering og indlede en samarbejdspolitik med besættelsesmagten for at skåne civilbefolkningen og sikre landets suverænitet, som ikke var truet, idet Tyskalnd ingen planer havde om at indlemme Danmark i et Stortysk Rige.

Formålet med besættelsen var alene at sikre Tysklands vestflanke efter at England og Frankrig havde erklæret Tyskland krig to dage efter efter landets uprovokerede militære angreb på Polen den 1. september 1939.

Regeringen udsendte straks efter kapitulationen 9. april 1940 om morgenen proklamationer til befolkningen om at forholde sig i ro og ikke at gøre modstand mod besættelsesmagten:

Kongens og statsministeren fælles proklamation:



Kongens proklamation:



Dermed befandt Danmark sig rent folkeretligt i en situation der havde karakter af en traktat med Tyskland. En tilstand som eksisterede indtil de tyske besættelsestropper i Danmark kapitulerede den 5. maj 1945 kl. 08:00.

Det er også det synspunkt den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Dr. Jur Werner Best giver udtryk for i hans ”erindringer”, som rigsbefuldmægtiget i Danmark fra 1942-45, der udkom i 1988.

Historikeren Hans Kirchhof, der er specialist i besættelsestiden, knytter bl.a. følgende kommentar til Dr. Bests’ ”erindringer”:



Men rent faktisk begik den danske modstandsbevægelse ikke terror, jfr. definitionen ovenfor. Målet for de væbnede aktioner var i alle tilfælde rettet mod militære mål eller mod danskere og virksomheder der bistod den tyske værnemagt eller dens sikkerhedsstyker, Gestapo og SS. Målet var ikke at terrorisere besættelsesmagten, men at svække den tyske krigsindsats generelt gennem sabotage mod fjendens forsyningslinier og derved binde større styrker i landet end det ellers ville være nødvendigt. Derudover havde modstandskampen også det mål at placere Danmark i de allieredes lejr og derved til dels afvaske skammen fra 9. april hvor vi overgav os næsten uden kamp.

Modstandskampen er dog præget af kontradiktioner og gråzoner, idet frihedskæmperne ikke blot satte sig op imod besættelsesmagten, men også mod den danske regering.

De første regulære sabotageaktioner fandt sted i sommeren 1942, og 2. september 1942 holdt statsministeren en radiotale mod sabotage. Heri opfordrede han befolkningen til at medvirke ved opklaring af sabotagen med bl.a. ordene: ”Den som begår sabotage eller hjælper dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage handler mod sit fædrelands interesser.” Befolkningen fulgte ikke opfordringen, men talen havde den negative virkning, at nogle stikkere siden kunne benytte den som ”alibi” for deres virksomhed.

Antisabotagetalen blev holdt på et tidspunkt, hvor sabotagen endnu havde et meget begrænset omfang. Fra 1940-42 blev der kun udført ca. 70 sabotageaktioner. 1943-45 udførtes mellem 800 og 900 aktioner om året. I alt blev der under hele besættelsen udført mere end 2.500 sabotageaktioner. Hovedparten af disse lå i perioden 1943-45.

For modstandsfolk var antisabotagetalen svær at glemme, og det krævede stor overvindelse at acceptere Vilh. Buhl som statsminister i befrielsesregeringen i maj 1945.

Werner Bedst legitimerer værnemagtens overgreb og terror mod den danske civilbefolkning under henvisning til nødretten. Det samme må så modstandsbevægelsen kunne gøre, idet det var åbenbart for enhver, at samlingsregeringen ikke besad fuld handlefrihed, men måtte følge tyske diktater.

Den danske modstandskamp var således legitim og den anvendte ikke terror mod civile for at nå sit politiske mål om et Danmark befriet fra fremmed besættelse. At den begik fejl i nogle tilfælde når den foretog stikkerlikvideringer på grund af navneforveksling m.v., det er så en anden sag. En hvilken som helst større væbnet aktion vil altid kræve udskyldige civile ofre. Modstandsbevægelsen anvendte ikke terror qua trusler mod civilbefolkningen eller ved at begå vold mod nogen civilbefolkning, ligesom man ikke angreb den danske regering og myndigheder.

Det gjorde den tyske besættelsesmagt derimod. Den betjente sig i høj grad af terror og trusler om vold for at nå det politiske mål om Danmark som et fredeligt mønsterprotektorat og et boldværk mod Engelsk aggression og besættelse.

Nazisterne anvendte den såkaldte ”Schalburgtage” (dannet i analogi med sabotage) der var det folkelige navn for den terror, som tyskerne og deres danske hjælpere indledte i den sidste del af Besættelsen i Danmark. Terroren blev rettet mod den danske modstandsbevægelse og det danske samfund i almindelighed som en hævn for modstandsaktioner.

Ligeledes indførtes hævndrab på vellidte danskere, når en tysk soldat eller stikker blev dræbt (såkaldte clearingmord).
Besættelsesmagten kaldte begrebet 'kontrasabotage', men danskerne fandt hurtigt på navnet schalburgtage efter Schalburgkorpset, opkaldt efter Christian Frederik von Schalburg, der var leder af Frikorps Danmark. I virkeligheden blev schalburgtagen udført af Peter-gruppen, hvor de fleste medlemmer dog var medlemmer af Schalburgkorpset.

Så mit svar er helt utvetydigt, at den danske modstandsbevægelse ikke anvendte terror og derfor ikke var en terrorbevægelse. Derimod er Hamas en terrororganisation og designeret som en sådan af både USA og EU. Den søger at nå sit politiske mål om staten Israels udslettelse med alle midler herunder terror mod den israelske civilbefolkning. Hamas skelner ikke mellem militære og civile mål. De er begge legitime i henhold til den islamistiske ideologi de bekender sig til og som er i fuld overensstemmelse med den måde jihad altid har været ført på i islams lange blodige historie.

De beskyldninger som en række private interesseorganisationer har rettet mod Israel for krigsforbrydelser og konventionsbrud på grund af blokade af Gaza vil jeg se nærmere på i et efterfølgende indlæg, for ikke helt at sprænge rammerne for passende længde på indlæg.

Hilsen

Ipso Facto