Krigen er en realitet. I Gaza. Faktisk pågår der hele to krige: den ene handler om missiler og fly, og den anden om medier:

Intet kan være tydeligere end den strategi Hamas anvender. Den stillede Israel over for valget mellem missiler eller medier, og Hamas bildte sig ind, at de var i en dobbelt vindersituation. Men de smørede grin er blevet tørret af fjæsene på Hamas’ ledere.


Dog har de endnu et våben i reserve. De har tilkaldt medierne. Disse gårsdagens arrogante, heltemodige macho sejrherrer bliver på få timer forvandlet til ynkværdige ofre, vi bør have ondt af. Tabstallene bliver annonceret af Hamas og accepteret af rapportere som ikke befinder sig på stedet. Først forlyder det, at næsten alle som er ramt selvfølgelig er civile. Ingen soldater her. Og tabstallene er ude af proportion: det er den måde Hamas har arrangeret det på. Om nødvendigt får man sympatiske fotografter til at tage billeder af børn som foregiver at være sårede og når disse billeder bliver offentliggjort i de vestlige medier så bliver disse påstande til fakta.

Det er alt sammen yderst forudsigeligt – og går helt efter planen, med hjælp fra FNs generalsekretær Ban Ki-moon som fordømte ”den overdrevne magtanvendelse der førte til at mange civile blev dræbt og sårede”, og Navi Pillay FNs latterlige højkommissær for ”menneskerettigheder”, som i skarpe vendinger fordømte Israels uforholdsmæssige magtanvendelse. Selvfølgelig har FN været tavse om de faktuelle krænkelser af international lov som palæstinenserne har begået:

De palæstinensiske angreb er en overtrædelse af en af de mest basale internationale humanistiske love, som kræver at kombattanter alene retter deres angreb mod legitime mål – fjendens kombattanter eller objekter som understøtter fjendens militære aktioner. Overtrædelser af reglen om skelnen – angreb rettet direkte mod civile eller beskyttede objekter – er krigsforbrydelser.

Faktisk har Israel ifølge konventionen om genocide en juridisk pligt til at iværksætte aktioner mod Hamas.

Ved at iværksætte angreb på israelske jøder som led i et mål om at dræbe jøder, hvilket fremgår af Hamas’ Charter, overtræder mange af de palæstinensiske terrorister konventionen om forebyggelse og straf for genocide. I henhold til konventionens artikel 1 er Israel, og andre nationer som har tilsluttet sig konventionen mod genocide, pålagt at ”forhindre og straffe” ikke blot personer som udfører genocide, men også deres medsammensvorne og ledere som opildner til sådanne folkedrab. Konventionen pålægger Israel til at prøve at forhindre og straffe både de terrorister der udfører drabene såvel som ledere og andre myndighedspersoner der offentligt har støttet de palæstinensiske angreb.

Konventionens artikel 2 definerer ethvert drab udført i den hensigt ”at tilintetgøre, helt eller delvis, et nationalt, etnisk, racemæssig eller en religiøs gruppe som sådan” som folkedrab.

Men når Israel udøver sin fuldt legale ret efter international lov bliver landet fordømt og bedt om at holde inde af politikere som den franske præsident Nicolas Sarkozy og den britiske udenrigsminister David Milibrand. Det er forbløffende hvordan man vender moralen på hovedet. Milibrand har opfordret Israel til en øjeblikkelig våbenhvile. Heri ligger implicit, at Israel må affinde sig med, uden begrænsninger, at skulle lide under palæstinensiske missilangreb i det uendelige.

Hvis der er noget som er ”ude af proportion” så er det Israels afvisning af at iværksætte sådanne aktioner, mens befolkningen bosat i det sydlige Israel er blevet terroriseret af missiler og mortergranater som regnede ned over dem fra Gaza. Intet andet land i verden ville have forholdt sig passivt gennem så lang tid under lignende omstændigheder. Men hver eneste gang Israel forsvarer sig selv med militære midler påstås handlingen at ”være ude af proportion”. Den ignorante ondskabsfuldhed og det rene og skære idioti bag denne påstand afvises i en omfattende analyse, foretaget af Dore Gold, hvori det konkluderes at Israels handlinger i Gaza på enhver måde er i overensstemmelse med international lov. Denne giver Israel bemyndigelse til en operation, som den der nu pågår, for at forhindre at blive udsat for yderligere angreb. Yderligere defineres ”ikke-proportional” anvendelse af magt at foreligge når, ”magtanvendelsen bliver excessiv og anvendes til et andet formål, som at påføre civile unødvendige skade.

Men Israel har tydeligvis IKKE angrebet civile mål men terrorister fra Hamas. På trods af det ondskabsfulde billede medierne har tegnet har langt hovedparten af ofrene i denne operation været tilknyttet Hamas. Selv Hamas har indrømmet at langt hovedparten af de mål Israel har ramt var en del af deres militære infrastruktur. FNs UNRWA observatører i Gaza Striben har anslået antallet af dræbte til 310 af hvilke 51 var civile. Resten, de 259, var således terrorister fra Hamas. (Denne opgørelse er foretaget tirsdag 30/12-08).

Desværre er sådanne civile tab uundgåelige i denne situation – især i Gaza eftersom Hamas med fuldt overlæg her placeret deres terroristiske installationer midt blandt civilbefolkningen.

De som råber op om ”mangel på proportionalitet” opfatter det helt grotesk således, at der ikke er dræbt tilstrækkeligt mange israelere.
Men det forholdsvis lave tabstal skyldes til dels, at Israel bekymrer sig så meget om menneskeliv at de har bygget beskyttelsesrum hvor deres belejrede og terroriserede civilbefolkning kan søge ly, hvorimod Hamas med fuldt overlæg oplagrer missiler og andet udstyr hvormed de begår genocide under beboelsesejendomme i tætbefolkede områder for at få dræbt så mange som muligt af deres egne, således at tabene kan anvendes i propagandakrigen.

Hamas gør sig således skyldige i krigsforbrydelser, ikke blot mod Israel, men mod det palæstinensiske folk.

Men om denne forbrydelse hersker der – helt utroligt og surrealistisk – næsten total tavshed om i Vesten, som i stedet giver Israel skylden. Her synes at være en historisk resonans – jøderne som de evige syndebukke!

Under alle omstændigheder, hvis udtrykket ”ikke-proportionel” blot skal betyde en ubalance i antal dræbte på hver side så er dette faktisk uundgåeligt hvis aggressorens infrastruktur skal ødelægges. Langt flere blev dræbt efter invasionen af Afghanistan end der omkom ved terrorangrebet 9/11, men alligevel var den krig lovlig og nødvendig for at uskadeliggøre Taliaban. Langt flere døde i Nazi-Tyskland eller Japan end der gjorde i Storbritannien og Amerika under anden verdenskrig. Omfanget af de Allieredes offensiv var nødvendig for at besejre nazismen og forhindre et endnu større blodbad blandt de som var udset til ofre.

Den afskyelige femte kolonne i Gaza konflikten er imidlertid – som altid – de vestlige medier. Det var afslørende at observere hvordan britiske kamerahold styrede mod Israel lørdag aften. Pointen er, at de ikke allerede var på plads i Israel – fordi redaktørerne ikke fandt det nødvendigt at sætte dem til at dække de genoptagne missilangreb mod det sydlige Israel. Faktisk er meget få i England eller Danmark for den sags skyld klar over, at Israel først NU endelig reagerer på de angreb med 6.000 missiler de har været udsat for siden 2001. Disse angreb er blevet forøget med 50% EFTER at Israel trak sig helt ud af Gaza i 2005. Britiske journalister blev først sendt til kampzonen da Israel langt om længe besluttede sig for at svare igen – fordi det, ganske oprørende – alene er vold begået af jøder som er en god historie.

Som følge heraf bliver Israel skildret – helt uretfærdigt og i modstrid med sandheden – som aggressoren. Det dybt usaglige BBC udsendte radio bulletiner i lørdags ifølge hvilke Israels angreb havde ”ødelagt chancen for fred i regionen”. De fleste normalt tænkende mennesker er nok af den opfattelse, at mulighederne for fred i regionen er blevet undergravet af Hamas’ kontinuerlige bølge af aggressiv krigsførelse. Og selv nu affyrer terrororganisationen fortsat missiler mod Israel, inklusive Katusha og iranske Grad-missiler som har en rækkevidde så langt som til Ashkelon og Ashdod. I går blev endnu en israeler dræbt i Ashkelon og flere blev sårede – heriblandt adskillige israelske arabere.

Hvis medierne overhovedet har nævnt angrebene på Israel, så er det kommet som en eftertanke. Hovedhistorien handler om Israels brug af ikke-proportional vold. Så vidt jeg kan se, har medierne ikke omtalt det helt ekstraordinære faktum, at dagen før starten på de israelske operationer blev en palæstinenser fra Gaza Striben indlagt på et israelsk hospital for at blive behandlet for alvorlige skader – som han var blevet påført da han blev ramt af et vildfaren missil afskudt mod Israel.

Hvilket andet land ville yde dets fjender hospitals behandling – hvilket Israel gør helt rutinemæssigt med palæstinensere fra Gaza – selv når de er blevet sårede som en direkte konsekvens af, at deres egne forsøger at myrde endnu flere israelere? Hvilket andet land ville forsyne eller muliggøre forsyning af elektricitet, gas og andre fornødenheder til et folk som anvender sådanne faciliteter fort at kunne fortsætte med at myrde så mange israelere som muligt? I søndags, for eksempel, rapporterede Ha’aretz, at Kerem Shalom grænseovergangen blev åbnet for passage af 26 lastvognstog med fødevarer og medicinsk udstyr. Mandag blev grænsen atter åbnet og omkring 40 lastvogne havde allerede ved middagstid passeret til Gaza Striben med fødevarer og medicinske forsyninger.

Alligevel har organisationer som Amnesty International fordømt Israels opretholdelse af alle ”blokader” mod Gaza Striben som udtryk for ”kollektiv afstraffelse”, og Jeremy Hobbs, direktør for Oxfam International, har krævet at Israel ”øjeblikkelig ophæver sin inhumane og illegale blokade”.

Dog er det Hamas som nægter at give sprede adgang til behandling i Ægypten – og faktisk åbnede ægyptiske grænsevagter ild mod dem. Hvor er råbene om det brutalitet som Hamas og Ægypten udviser i denne dag? Og må alle de som fra udenrigsministre og nedad råber op om en ”humanitær katastrofe” i Gaza standse op for et øjeblik og kaste et blik på de velnærede og sunde palæstinensere som ustandselig paraderer på TV-skærmene? Hvis det er ”en humanitær katastrofe” – med forsyninger som konstant strømmer ud af tunnelerne til Ægypten – sammen med missiler og våben til en værdi af flere milliarder dollars som skal anvendes til at begå massemord – hvad pokker skal vi så kalde det der sker i Zimbabwe, som af en eller anden uansvarlig grund blot udløser et skuldertræk blandt de som ellers er så bekymrede?

Sådant ondskabsfuldt hykleri er ikke begrænset til de britiske medier og NGO-grupper. På ”Salon” hyler Glenn Greenwald op om:

”Amerikas ensidige støtte til alt som Israel gør fra vor politiske klasse og ensidige fordømmelse af Israels fjender (som, ipso facto, er Amerikas fjender) – alt sammen, som sædvenligt groft afvigende fra den enighed som findes i resten af verden.”

Skulle det virkelig forholde sig sådan? Tja, Hamas er blevet beskyldt for denne krig af Mahmoud Abbas, som sagde, at Hamas kunne have undgået dette angreb hvis blot de havde forlænget deres våbenhvile. Ligeledes har Ægypten givet Hamas skylden for denne krig og arabiske stater som er skrækslagne over islamismen i almindelighed og Iran i særdeleshed giver privat udtryk for håbet om, at Israel får udslettet Hamas. Selv de venstreorienterede i Israel støtter denne operation mod Hamas. De eneste som med usvigelig sikkerhed vælger side med folkedrabs-terroristerne fra Hasmas, er Vestens medier, der som papegøjer udspreder deres propaganda og derved opildner endnu flere til at tage del i de morderiske anslag mod Israel samt oppiske presset mod verdens ledere til at tvinge Israel til at standse for Hamas bliver udslettet.

Burde man ikke her kunne tage juridiske midler i anvendelse mod disse medier som medansvarlige for at yde hjælp til de gerningsmænd som planlægger folkedrabet på det jødiske folk?

Hilsen

Ipso Facto

Hej Arne.

Jeg hørte igår at formanden for den muslimske liga, sådan set mere beskyldte Hamas end Israel for den opståede krise.

At vestens medier og mange af vestens befolkninger opfatter det modsatte, kan man så undres også.

Men man kan altså ikke sidde i et glashus og skyde raketter på må og få mod et andet folk uden at det får følger, Hamas er jo kun ude på at fjerne Israel fra verdenskortet, hvilket de jo også indrømmer uden at rødme.

Jeg tror at mange muslimer i Israel er på Israels side, fordi de bliver godt behandlet i Israel, har gode jobs, som de ikke kan få andre steder, mange muslimer fra Gaza plejede jo også at arbejde i Israel, det havde de intet imod.

At egypterne skyder på Hamasfolk der prøver at flygte ind i Egypten, siger også lidt om hvor velkomne disse (fanatiske brødre) er der.

Formålet med Israels planlagte angreb er vel dybest set at få fred. Det eneste, Hamas behøver at gøre for at få fred, er at anerkende Israels ret til at eksistere og lade være med at skyde raketter mod israelske civile. Så simpelt er det.
Men i stedet bevæger de sig i den modsatte retning. JP: Hamas truer jøder over hele verden
Det er ikke så underligt, at millioner af muslimer er flygtet fra den måde at tænke, tale og agere på.

Desuden er det misbrug af ytringsfriheden at true med vold og opildne til vold.

Hej Erik.
Jeg er helt enig med dig i dine udtalelser, man kan så håbe på at Israel får fat i alle toplederne, så det kan blive stoppet en gang for alle, hvis der bare ikke kommer nye fantaster til.

Man kan sammenligne Hamas med Sadam Hussein, han skjulte sig også bag uskyldige, der blev brugt som skjold mod invasionsstyrkerne.

Et gennemgående træk blandt de militante muslimer er at de næsten altid optræder i civilt antræk og skjuler sig blandt civilbefolkningen og derfor er svære at genkende, hvilket så gør at flere uskyldige bliver dræbt, muslimerne har altid vist sig fra den feje side, så kan de bedre råbe op om uretfærdighederne der bliver begået mod dem.

Hej Arne!

Du fremkommer med denne korte kommentar til mit diskussionsoplæg:



Som demokrat hverken kan eller skal jeg forholde mig upartisk, når en anden demokratisk stat og dens borgere bliver udsat for omfattende og vedvarende terroristiske angreb af en totalitær politisk organisation, hvis erklærede mål er staten Israels udslettelse - altså genocide.

Der findes ikke et eller andet neutralt punkt hvorfra pslæstinakonflikten kan bedømmes. Hvis man bilder sig det ind, er man etisk relativist og/eller kulturrelativist.

Så kunne man lige vel hævde, at det også var forkert at fordømme den nazistiske ideologi og racelære, at bekæmpe nazityskland med militære midler og at afnazificere landet med tvangsmidler efter dets betingelsesløse kapitulation, og i stedet fordre en UPARTISK BESKRIVELSE af nazismen, som også fremhævede nazismens gode sider. Eller som kulturrelativist at hævde, at alle kulturer principielt er lige gode, og at de må udfolde deres egenart, som de selv vil. Hvilket så også måtte gælde den nationalsocialistiske tyske kultur og politik, som et flertal af det tyske folk stemte til magten og hvis værdier de åbenlyst og begejstrede bekendte sig til.

Ligeledes må jeg afvise påstanden om, at jeg skulle nære fordomme over for den ene part i konflikten. Min holdning til en terrorgruppe som Hamas bygger på et faktuelt kendskab til gruppens ideologi, der fremgår af dens Charter, samt de konkrete handlinger terrorgruppen har foretaget og legitimeret med henvisning til dets Charter, der er forankret i islams hellige skrifter og dens jihadiske tradition.

I denne holdning ligger ingen fordømmelse af de arabere i Palæstina, som siden 1967 har kaldt sig selv for palæstinensere, for de er i lige så høj grad ofre for en totalitær racistisk og krigerisk folkedrabsideologi som de tyskere der i 1933 stemte nazisterne til magten var.

Men til forskel fra den måde de allierede førte krigen mod Nazityskland på, med terrorbombning af de tyske byer mod krigens slutning, hvilket helt klart var en overtrædelse af krigslovene, så fører Israel krigen mod Hamas inden for rammerne af FN-pagten, der legitimerer modangreb mod en aggressor som iværksætter et uprovokeret angreb og krigslovene der fordrer, at krigen føres med størst muligt hensyn til civilbefolkningen.

Uanset disse bestræbelser kan civile tab aldrig undgås, især ikke når det er en del af fjendens strategi, at anvende civile som skjold og placere våbenlagre, komando og militær infrastruktur i eller tæt på civile boligområder, moskeer og hospitaler. Derudover vil der altid ske fejl under en militær kampagne, men det burde være tydeligt for enhver, at Israel har bestræbt sig på at føre en humanitær krig, der, de specielle forhold taget i betragtning, i videst muligt omfang skåner civilbefolkningen.

Hvis Israel førte krigen med fjendens midler og mål, så ville et par taktiske atomvåben over Gaza by og på Vestbreden nok kunne bringe terrortruslen til totalt ophør. Noget sådant ville imidlertid være ikke blot en krigsforbrydelse, men genocide og en forbrydelse mod menneskeheden, nøjagtig ligesom amerikanernes atombombning af to japanske byer i august 1945 var det.

Desværre er jeg bange for, at en terrorstat som Iran, der også støtter og styrer Hamas, ikke vil nære nogen som helst betænkeligheder ved at udslette Israel med atomvåben såfremt de kommer i besiddelse af sådanne våben. Det er i hvert fald hvad regeringen offentligt har givet udtryk for. Jihadister i Iran anser det faktisk for en hellig pligt, at udslette staten Israel og atter bringe de oprørske jøder tilbage i folden som dhimmier under islams overhøjhed og skrappe ydmygende kontrol.

Da nazisterne besluttede sig for folkedrabet på Europas jøder blev beslutningen og udførelsen forsøgt hemmeligholdt for omverdenen. Islamiske terrorstater og jihad-grupper har imidlertid ingen betænkeligheder og intet at skjule, når det gælder genocide på det jødiske folk. De er nemlig ikke som tyskerne var belastet af en nær fortid med kristne og postkristne værdier og normer, der definerer racisme og folkedrab som etisk forkasteligt og grove forbrydelser.

Tværtimod definerer islam rent teologisk jøderne som muslimernes første og sidste fjende og jøder som de mest ondskabsfulde væsener der eksisterer. Koranen opremser i en lang række suraer jødernes synder og det befales, hvordan de bør straffes som led i en løbende guddommelig straffeaktion mod dem:



Var der nogen der sagde fordomme og upartisk beskrivelse?

Hilsen

Ipso Facto

Hej Arne!

I din kommentar udtrykker du blandt andet følgende opfattelse:



Den respekt må bero på, at du ikke har et tilstrækkeligt godt kendskab til Koranen, hadith og sira samt den islamiske fortolkningstradition og islams historie.

Der er ikke tale om en ”sidestilling” af de hellige skrifter i de tre religioner, men derimod om, at Koranen utvetydigt beskylder jøder og kristne for, på grund af misundelse eller ondskab, at have forvansket eller forfalsket deres egne hellige skrifter. Guds eneste uforfalskede budskab til menneskene er den åbenbaring profeten Muhammad modtog og som i Koranen ordret og uforfalsket gengiver den eneste sande gud, Allahs, evigt gyldige og uforanderlige befalinger til menneskene.

Dette forhold er den teologiske begrundelse for, at jøder og kristne der underkaster sig islams myndighed og overhøjhed gives beskyttelse mod jihad såfremt de indgår en ”beskyttelseskontrakt” (dhimma på arabisk) der reducerer dem til tredje klasses borgere – dhimmier - i den islamiske stat.

Denne ydmygende status svarer nogenlunde til den status de tyske jøder havde i perioden fra vedtagelsen af Nürnberglovene i 1935 og indtil beslutningen om systematisk genocide på Europas jødiske samfund, besluttet på Wanseekonferencen i januar 1942.

Denne tredjeklasses status indebærer betaling af en hård særskat – jizya – og i Koranen vers 9:29 pålægges det muslimerne at ydmyge dhimmier, egentligt at få dem til at føle sig ydmygede, også når de betaler jizya.

Da sura 9 er et af de seneste vers erstatter det alt hvad der er sagt af mere fredelig og forsonlig art om jøder og kristne i tidligere mere fredelige sura, der stammer fra den periode, hvor profeten Muhammad endnu ikke besad politisk og militær magt – jfr. fortolkningsprincippet abrogering.

Hvis man ønsker at forstå muslimernes ”tolerance” over for jøder og kristne er udgangspunktet sura 9 og ikke sura 3.

Islamforskeren Robert Spencer har primært baseret på autoritative og respekterede muslimske retslærde gennemgået hele Koranen vers for vers, således at det som fremstår, er den officielle main stream islamiske forståelse af Koranen.

Debattøren F. C. Bogger har tidligere på religion.dk oversat Spencers ”blogging the Quoran” til dansk.

Her følger i Boggers oversættelse kommentarene til sura 9:29



Den ydmygende behandling af dhimmier er ikke blot et historisk fænomen. Det foregår den dag i dag, for eksempel mod de kristne koptere i Ægypten, hvis muslimer føler, at kristne ikke optræder på en tilstrækkelig ydmyg og underdanig måde over for de sande troende.

I november 2008 undlod en kristen dreng, der ikke kendte til dhimmiers pligter, at stige af sit æsel, for at vise sin respekt for en muslimsk begravelsesprocession, således som det er skik for dhimmier. Dette udløste vilde optøjer blandt muslimer samt plyndringer af kristne butikker.

En beretning om hændelsen kan læses her:

http://www.jihadwatch.org/dhimmiwatch/archives/023601.php

I øvrigt skal jeg henvise til Boggers oversættelse af Robert Spensers gennemgang af sura 3:

Blogging the Qur’an: Sura 3, “The Family of Imran,” verses 1-32:

http://onlinedebat.religion.dk/printthread.php?Board=terror&main=8808&type=post

Blogging the Qur’an: Sura 3, “The Family of Imran,” verses 33-63:

http://onlinedebat.religion.dk/printthread.php?Board=terror&main=8899&type=post

Blogging the Qur’an: Sura 3, “The Family of Imran,” verses 64-120:

http://onlinedebat.religion.dk/printthread.php?Board=terror&main=9215&type=post

Blogging the Qur’an: Sura 3, “The Family of Imran,” verses 121-200:

http://onlinedebat.religion.dk/printthread.php?Board=terror&main=9892&type=post

De øvrige kommentarer du knytter til mit oplæg vil jeg vende tilbage til efter du har haft lejlighed til at kommentere denne replik.

Hilsen

Ipso Facto