Hej kære ven.

Går det godt?



Ja, vi har mange måder vi kan udtrykke os på.

Tror du man er ved at være voksen når man kan iagttage sig selv imens man vipper med sine tæer?

Det kunne også være at man er blevet barn igen, men har taget den voksnes visdom med sig?

Men barn og voksen er vel blot et symbol ligesom alle andre begreber vi knytter os til her i vores verden. Det interessante er vel det som er hinsides symbolerne, virkeligheden.

Kærligst Jan.

Det ville da være synd om man nogen sinde blev så voksen at man ikke kunne vippe med sine tæer for sin fornøjelses skyld.

Jeg har fået en lille bog af en kvindelig bekendt som er buddhist, der står:

Før oplysthed,
hug brænde og hent vand.
Efter oplysthed,
hug brænde og hent vand

Den er da meget sød.

Virkeligheden vil åbenbart altid være lukket land for den egoistiske person.

Kære jmp.

Du skriver.



Relaterer det sig til din manglende interesse for at gøre noget for at hjælpe de nødstedte burmesere? Deres situation er i allerhøjeste grad virkelig, og en del af deres virkelighed er netop, at de lever i et lukket land, selv om de for tiden ikke behøver at hente vand.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hvem har talt om ikke at hjælpe? Jeg snakker om det ualmindelige selvgodhedsbillede man skaber ved at gøre det. Som om man ikke kender jer fra hverdagen.

Det er så dejligt at give af sin overflod mens man til daglig ikke gør en dyt for at skabe en bedre verden.

Kære jmp.

Du siger: "Hvem har talt om ikke at hjælpe?"

Jamen, det har du da!

I din moralske fordømmelse af medierne og folks villighed til at bidrage ved katastrofer, slutter du jo af på en anden tråd med at sige:



Eftersom burmeserne jo ikke står overfor dig, men søger ly for regnen under pressenninger, mens de venter på hjælpen fra bl.a. os, så må man jo formode at du nøjes med at beklage deres situation.

Men eftersom du gennem skatten er med til at yde bidrag til både ulande og ofre for naturkatastrofer, så skal du da ikke have dårlig samvittighed af den grund.

Men på den anden side synes jeg heller ikke, at man skal bebrejde mennesker, at de i en akut situation spytter endnu mere i kassen eller tager aktiv del i hjælpearbejdet, og heller ikke at pressen skildrer nøden og regimets overgreb. Sådanne tiltag er jo nødvendige for at der kan skabes det folkelige pres, der kan få politikerne til at gøre noget ved problemerne, siden Gud nu glimrer ved sit fravær.

Det gavner i hvert fald hverken danskerne eller burmeserne at håne folk for deres hjælpsomhed, og udlægge det som egoisme.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.