Vi lever allesammen i en tidslomme, som starter, når vi fødes, og ophører, når vi dør.

I min filosofi forestiller jeg mig, at man kan fødes igen i en ny tidslomme, som kan ligge enten tidligere eller senere i tiden. Man starter da forfra med en ny hukommelse som et nyt menneske.

Jeg har derfor måske tidligere haft en oplevelse af at have levet i år 1860 i Frankrig.

Der kan efter min filosofi optræde sporadiske indblik i tidligere tidslommer, selv om tidslommerne normalt eksisterer adskilt fra hinanden.

Jeg kalder denne idé tidslomme-hypotesen og er interesseret i at høre, om andre har tænkt i samme retning.

Dét er jo et postulat!

Hvad bygger du det på?

Tidslomme defineres som: sted eller situation hvor man forestiller sig at tiden står stille.
https://ordnet.dk/ddo/ordbog/tidslomme

Men ja! Går tiden? Det siger vi jo. Og det kan netop ses og siges om menneskelivet fra fødsel til død, der er i vækst og bevægelse – fysisk og psykisk etc.

Når det er sagt, har folk mange sære idéer, som, når man kradser lidt i overfladen, handler om angsten for at dø, eller det at være noget særligt. Måske endda udvalgt.

Det kunne måske være interessant at høre, hvordan du er kommet frem til denne idé om andre liv i fortid og fremtid, som du oplever i dit nuværende. - Og da ikke mindst, hvordan det kan erfares – og genkendes, når hukommelsen fornys ved hver genfødsel.

Men – når du fisker, kan jeg fortælle, at natlige drømme har jeg ,,oplevet,, i vågen tilstand, med følelsen af: Dét her kender jeg.